Markvildtindsatsen imponerer i Sverige

Samarbejdet mellem jægere og landmænd i de mange markvildtlav spredt ud over Danmark, har trukket svenskerne over sundet. Forleden besøgte repræsentanter fra Skånes Jægerforbund et markvildtlav på Møn.

Skrevet af: Kenneth Sletten Christensen, Danmarks Jægerforbund, 30. januar 2018
Foto af: P-E Jenssen

Næsten 70 markvildtlav på alt mellem 500 og 5.000 hektar spredt over hele landet, hvor der målrettes laves naturindsatser til fordel for markvildtet. Det er i skrivende stund resultatet af Danmarks Jægerforbunds markvildtindsats.

Og det har rygtes til Sverige, hvor en delegation fra markvildtgruppen i Jägareförbundet Skåne var på besøg hos et markvildtlav på Møn. Gruppen blev vist rundt af markvildtrådgiver i Danmarks Jægerforbund, Lene Midtgaard.

Et af de områder, som svenskerne håber at kunne lade sig inspirere af, er netop den ekspertise, som Danmarks Jægerforbunds markvildtrådgivere tilbyder jægere og landmænd, og som er med til at sikre den bedst mulige implementering af vildttiltag i landbrugslandet.

Det er Svenska Jägaraförbundet, der har bragt nyt om besøget på deres hjemmeside, Svensk Jakt.