Offentliggjort den: 11. august 2015

Kaninjagt

Vildkaninen er ikke vidt udbredt i Danmark, men i de egne, hvor den findes, nedlægges der af og til kaniner under driv- og trampejagt. Man kan også gå målrettet efter arten ved pürschjagt eller anstandsjagt med salonriffel. Målt på udbytte er den vigtigste jagtform imidlertid jagt med fritte – en gammel og fascinerende jagtform, som drives af en lille skare af jægere.

Fritten – en gammel jagtkammerat

En fritte er en tam variant af ilderen. Fritten har været holdt som husdyr og anvendt til jagt i et par tusind år. Når det netop er ilderen, der er blevet tæmmet og brugt som grundlag for fritten, er det sandsynligvis fordi den – i modsætning til de andre medlemmer af mårfamilien – er forholdsvis let at gøre tam.

Ilderen forbliver tam, hvis den som unge præges af mennesker og forbliver i kontakt med dem. Andre mårdyr bliver derimod svære at styre og håndtere, når de er udvoksede. Fritten findes i forskellige farvevarianter. Den typiske fritte er hvidgul, men der findes også en mørk og ilder-lignende udgave.

Kaninjagt med fritte

Kaninjagt med fritte minder mest af alt om den mere almindeligt kendte gravjagt på ræv. Før jagten monteres der en lille mundkurv på fritten. Den skal forhindre, at fritten fanger og æder kaninerne under jorden. Når skytterne er placeret hensigtsmæssigt i forhold til udgangene i gravkomplekset, slippes fritten løs.

Fritten søger ned i en af gangene og gennemsøger det underjordiske gravsystem. På den måde jager fritten kaninerne rundt i gangene og ud til skytterne. I mange tilfælde springer en kanin op af ét hul, for straks efter at søge ned i et andet. Skudchancerne er derfor typisk kortvarige, og det stiller krav til skytternes hurtighed og overblik.

Når skytterne har nedlagt det antal kaniner, de finder rimeligt, indfanges fritten, og jagtselskabet kan drage videre til det næste kompleks af kaningange.

Læs en reportage fra en kaninjagt her