Offentliggjort den: 24. april 2024

Refleksioner fra en frivillig – min dag som censor ved den frivillige jagtprøve

Jagttegnskursuslærer og censor ved frivillige jagtprøve Johnny Carlsen reflekterer over uddannelsen af nye jægere, og vigtigheden af solid efteruddannelse.

Tekst: Johnny Carlsen

Jeg har igennem de sidste par år observeret den frivillig jagtprøve som censor, og det har inspireret mig til at skrive denne beretning om min dag blandt jagttegnsaspiranter. Indlægget giver et indblik hvilke jagtprøvefejl aspiranterne kæmper med, og kan på den måde bruges til at forbedre aspiranterne frem mod den obligatoriske jagtprøve. Mit indlæg skal derudover også læses som en refleksion over, om vi jagttegnskursuslærere kan gøre det endnu bedre i uddannelsen af de nye jægere, så vi hjælper med at sikre jagten på den lange bane. Vejen til kompetente jægere går gennem god uddannelse og dannelse.

Klik her og læs om hvad den frivillige jagtprøve er og hvordan den hjælper aspiranterne i deres uddannelse.

Jeg blev uddannet jagttegnskursuslærer i 2015, og efterfølgende i 2017 flugtskydningsinstruktør og frivillig jagtprøve censor til den frivillige jagtprøve

Efter mine år som frivillig jagtprøve censor har jeg følt mig inspireret til at dele mine observationer, og tanker om vigtigheden af at reklamere for den frivillige jagtprøve samt betydningen af efteruddannelse for jagttegnslærere.

På en typisk dag som frivillig jagtprøve censor ser jeg en blanding af spænding og nervøsitet hos jagttegnsaspiranterne. Mange af dem møder op til prøven med forventningerne om at bestå den officielle jagtprøve senere på måneden. Som censor er det min opgave at skabe en tryg atmosfære og guide dem gennem prøven.

Den frivillige jagtprøve i Sorø Jagtforening

Der var 32 jagttegnsaspiranter tilmeldt den frivillige jagtprøve i Sorø den dag, og vi var en håndfuld frivillige. Den overvejende del af de aspiranter som var mødt op, skulle til den obligatoriske jagtprøve i slutningen april.

Jagttegnsaspiranterne var gode til at hente og gå korrekt med haglgeværet, også afstandene gjorde de godt, og der blev svaret med et klart og tydeligt ja eller nej.

Da vi kom til selve afgivelse af de 4 skud til bagduer, var nervøsiteten hos aspiranterne meget stor. I det perspektiv er den frivillige jagtprøve en rigtig god mulighed for at få styr på nerverne inden den rigtige prøve.

I forhold til våbenhåndtering, skydestilling og klar position, er der også god grund til at øve sig. Nogle aspiranter står som en tinsoldat, andre som om de lige har løbet 100 meter hækkeløb, begge udgangspunkter som ikke øger chancen for træf af duen.  

Jeg har over årene bemærket, at selvom nogle jagttegnsaspiranter kan være nervøse i starten, så kan en åben og imødekommende tilgang fra min side hjælpe med at berolige dem. Ved at tage mig tid til at snakke med dem, forklare processen og vise interesse for deres baggrund, kan jeg bidrage til at mindske deres nervøsitet, og jeg tænker at den frivillige jagtprøve her tilbyder en helt unik mulighed for at få styr på nerverne.

Hvor oplevede jeg at aspiranterne lavede fejl:

Ikke korrekt anslag, enten satte de kolben på overarmen eller de flyttede op til flere gange på geværet ved anslag.

Nogle ville have tommelfinger hvilende ved siden af toplukkernøglen, hvilken betød at de kom til at åbne geværet på vej ned efter afgivet skud. Her kan man overveje om det er et dårligt sted at have sin tommelfinger, da der kan være meget kort vej til at dumpe ved betjeningen af toplukkenøglen.

En jagttegnsaspirant holdt kolben 3-4 cm fra skulderen ved skudafgivelsen, og da jeg påpegede at haglgeværet ikke var i anslag, fik jeg at vide at det passede ikke, det samme skete ved nr. 2 skud og så kom haglgeværet i korrekt anslag derefter.

Hvor oplevede jeg at aspiranten gjorde det besværligt for sig selv. Dette er ikke dumpefakta.

Haglgevær peger væk fra den retning hvor lerduen har sin bane, inden haglgeværet blev skuldret.

Tinsoldaten - geværkolben nede omkring livremmen/hoften. Fødderne på linje og overkroppen let bagoverbøjet.

Hovedet vekslede fra at ligge ind mod kolben til slet ikke at røre kolben, hvilket betyder at skudbilledet ændre sig markant.

Haglgeværet i anslag med lynets hast. Fra hofte til skulder på 0,02 sekunder

Klar til den obligatoriske jagtprøve

Mange af jagttegnsaspiranterne henvendte sig efter endt frivillig jagtprøve til Sorø Jagtforening, og takket for den måde de var blevet taget imod på både til den skriftlige prøve og praktiske prøve.

Flere jagttegnsaspiranter sagde bagefter, at de følte sig mere klar til den rigtig jagtprøve efter de havde været oppe til den frivillige jagtprøve.

Helt centralt er det, at uanset hvor man går til undervisning eller frivillige jagtprøve, så er det myndighedernes instruks som gælder. Det er vores ansvar, som jagttegnskursuslærere eller censorer, at sørge for, at aspiranterne bedømmes i henhold til den altid gældende instruks, og ikke hvad vi hver især mener.

Link til Miljøstyrelsens hjemmeside med instruks og viden om den obligatoriske jagtprøve

Efteruddannelse som jagttegnskursuslærer

Under den frivillige jagtprøve ser jeg ofte fejl i våbenhåndtering og skydestilling, som kan skyldes nervøsitet eller manglende erfaring. Det er her, jeg mener, at efteruddannelse for jagttegnskursuslærere spiller en afgørende rolle. Ved at opdatere vores viden og færdigheder kan vi bedre vejlede og støtte jagttegnsaspiranterne gennem prøven.

Jeg har selv deltaget i efteruddannelseskurser arrangeret af Danmarks Jægerforbund og Jagttegnslærerforening. Disse kurser har været en stærk kilde til inspiration og læring. Her debatterer vi håndtering af nervøse jagttegnsaspiranter, drøfter teknikker til at forbedre skydningen, og får redskaber, som jeg kan anvende i min undervisning og som frivillig jagtprøve censor.

Det er min overbevisning, at reklamering for den frivillige jagtprøve og investering i efteruddannelse for jagttegnskursuslærere er afgørende for at styrke hele jagttegnsuddannelsesområdet og sikre, at kommende jægere er veluddannede og kompetente.

Med venlig hilsen Johnny Funck Carlsen

Formålet med den frivillige jagtprøve  

Den frivillige jagtprøve har til formål at støtte uddannelsen af nye jægere, som skal klædes bedst muligt på til mødet med jægerlivet og jagtens verden. Prøven, der er en tro kopi af den obligatoriske jagtprøve, giver mulighed for at teste sine færdigheder, før det virkelig gælder. Prøverne afholdes af jægerforbundets kredse i marts og april over hele landet, og er med til at styrke det frivillige netværk omkring jagttegnsundervisningen og landets jagtforeninger.