OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 06. marts 2018

Busfulde af oplevelser

Du kan sagtens deltage i en større kollektiv jagtoplevelse ved at koble dig på en af de busrejser, som jagtbureauerne typisk arrangerer med henblik på bukke-, hjorte- eller drivjagt. Se et lille udpluk af mulighederne her.

Tekst: Max Steinar, Danmarks Jægerforbund
Foto: Privatfoto

Selv om normalbilledet af en jagt i udlandet er, at man kører i egen bil, så er der en anden og langt mere komfortabel mulighed, nemlig at lade sig køre i bus frem og tilbage. Fra en spæd start for mange år siden har dette fænomen vundet frem, og flere jagtrejseselskaber har i dag taget busrejser på programmet.

Fordelene er mange: Du slipper helt for strabadserne med at køre i den tiltagende trafik på motorvejene, du kan slappe af med ligesindede jægere og kan tale om jeres forventninger til den fælles oplevelse, som venter jer. På nogle busture er der oven i købet mad og drikke inkluderet i prisen. Og du slipper for brændstofudgiften og slitagen på din bil.

Ulemperne er få: Du bestemmer ikke selv, hvornår du vil køre ud eller hjem. Og så tager det længere tid i bus end i privatbil. Hvilket må siges at være i småtingsafdelingen.

Buk, hjort og drivjagt

Oprindeligt var det "kun" bukke, som busrejserne drejede sig om, men siden er der blevet koblet hjorte på og dernæst jægere, som vil på tryk- eller drivjagt.

En af de mest garvede i busrejser må bestemt siges at være Kasper Tornvig Andersen, Jelling Jagtrejser. Han startede helt tilbage i 1992, hvor han på freelancebasis fungerede som både chauffør og rejseleder for Diana Jagtrejser. Siden han blev selvstændig med jagtrejser i 1995, har han hvert år lavet to bukkebusture.

Programmet dækker nu også hjortebrunsttur, tur efter hundyr i oktober samt et par rene drivjagtture, hvor deltagerne bliver kørt i firestjernede luksusbusser (mere sædeafstand, vippesæder etc.).

Kasper Tornvig Andersen oplyser, at han har kunder, som kan fejre 20-års jubilæum som deltagere på busrejserne. Åbenbart er modellen tiltalende også på den lange bane.

Se mere på www.jagtbussen.dk.

Tre bukke med i prisen

Diana Jagtrejser har som nævnt været aktør inden for busrejserne siden 1992. De har både rejseleder og to chauffører med på turen, og normalt indkvarteres der mellem to og seks jægere pr. revir. Bussen starter opsamlingen af jægere om morgenen den 10. maj i Odense, dernæst gælder det Kolding og Padborg inden den videre færd til Polen med ankomst til aftensmad.

Første pyrsch er på den polske premieremorgen på forårsjagten den 11. maj med sidste pürsch den 13. maj om aftenen. Hjemturen starter tidligt næste morgen den 14. maj, og man kan således være hjemme i god tid til premieren i Danmark.

I fastprisarrangementet er der indbygget tre bukke uanset trofæstørrelse. Vildsvin kan også nedlægges mod ekstra betaling.

Se mere på www.diana.dk.

Den spændende brunst

Har man ikke prøvet de fantastiske muligheder i bukkebrunsten i august tidligere, bør man unde sig selv muligheden, for rammer man højbrunsten, vil man se bukke alle vegne. LB Jagtrejser er et af selskaberne med denne mulighed. I år rykker man af sted i luksusbusser den 1. august med afrejse fra Lindum ved Hobro kl. 20 og opsamling ned gennem Jylland. Som flere af de andre selskaber stiller LB Jagtrejser fortæring til rådighed på en del af turen samt kaffe, øl og vand.

Første pyrsch bliver den 2. august om aftenen, sidste pyrsch den 5. om morgenen. Ankomst i Danmark sent om aftenen.

Se mere på www.LBjagtrejser.dk.

Hjortebussen

Aurora Jagtrejser har to busser i gang for at fragte jægere fra hele landet til Polen efter brunsthjort i perioden den 21. til den 28. september 2018. En bus kører fra København, en anden fra Aalborg, og de mødes i Kolding, hvorfra alle kører i samme bus til Polen.
Næste dag ved middagstid er man fremme, og jægerne sættes af ved deres respektive revirer (der er tale om flere revirer). Trofævægten svinger mellem fire og ni kg, og man skal lægge sig fast på cirkastørrelser i forvejen. Et trofæ på fire kg koster 9.450 kroner, mens ni kg koster 40.250 kr.

Jægerne kommer ud på i alt 10 pyrschjagter.

Se mere på www.aurorajagtrejser.dk.

Jæger - jagtrejser

Du har netop læst en artikel, som har været bragt i et tillæg til Jæger. Magasinet Jæger er Danmarks ubetinget største magasin om jagt, vildt og natur. Og så er det Danmarks Jægerforbunds medlemsblad. Vil du også modtage Jæger 11 gange om året i din postkasse, så meld dig ind i dag her.