OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 21. februar 2019

Brexit: Går du på jagt i England eller Skotland?

Hvis du skal på jagt i Storbritannien i nær fremtid, skal du være opmærksom på, at reglerne sandsynligvis ændrer sig, når landet træder ud af EU den 29. marts.

Tekst: Andreas Thørring Bastrup
Foto: Max Steinar

Denne historie er oprindeligt publiceret af Nordisk Safariklub.

Når Storbritannien d. 29. marts 2019 træder officielt ud af EU, ændrer de status fra at være et EU-land til at være et tredjeland udenfor EU. Det vil, som det ser ud lige nu, medføre en række ændringer i reglerne for import fra England, Nordirland, Skotland og Wales.

Fødevarestyrelsen oplyser, at som det ser ud i øjeblikket, skal transport af trofæer fra Storbritannien til Danmark efter den 29. marts betragtes som import. I den forbindelse skal der udarbejdes toldpapirer og veterinærdokumenter. Det betyder under alle omstændigheder, at importen bliver væsentligt dyrere for den enkelte. Samtidig er det ikke længere tilladt selv at medbringe trofæer på hjemrejsen.

I forbindelse med toldbehandlingen vil der også blive opkrævet moms jvf. gældende regler, hvilket ligeledes vil medføre øgede omkostninger.

Konservatoren i afsendelseslandet (England, Nordirland, Skotland og Wales) som afsender trofæerne, skal være registreret i EU’s database for godkendte afskibningssteder. Det er der på nuværende tidspunkt ingen, der er i Storbritannien.

Hvad betyder det for mig som jæger?

Hvis du allerede nu går med længsel og venter på trofæer fra Storbritannien, bør du omgående tage kontakt til konservatoren for at høre, om de kan nå at blive leveret inden 29. marts 2019.

Hvis du skal på jagtrejse i England, Nordirland, Skotland eller Wales efter den 29. marts, skal du være særligt opmærksom på, at du ikke længere kan tage trofæer med hjem, og at evt. medbragte effekter fra dyr vil blive afvist ved grænsekontrollen.

Du kan læse mere om reglerne for import af trofæer fra 3.-lande på Fødevarestyrelsens hjemmeside: