OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Ny knivlov på vej

Tekst: Torsten Lind Søndergaard

Knivloven var med i regeringens lovkatalog, da statsminister Lars Løkke Rasmussen i dag åbnede folketinget.

Ændring af lovgivning vedrørende knive (Jan II) Lovforslaget har til formål at præcisere reglerne for besiddelse af knive. Det nærmere indhold af lovforslaget er fortsat under overvejelse.

Sådan står der i regeringens lovkatalog, som blev offentliggjort på statsministeriets hjemmeside umiddelbart efter statsministerens åbningstale ved middagstid i folketingssalen.

Lovkataloget indeholder den lovgivning, som regeringen vil forsøge at skaffe flertal for i folketingsåret 2015/2016.

Her står knivloven listet op under de love, som landets justitsminister Søren Pind vil præsenterer i det nye folketingsår.

Det er endnu ikke lykkedes Danmarks Jægerforbund at få en kommentar fra Søren Pind om den kommende knivlov.

Alligevel siger formand for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen:

- Det er selvfølgelig for tidligt at fejre, at der kommer en ny knivlov, før vi har set justitsministerens endelige udkast til den nye lovtekst. Men jeg er fuld af optimisme, for jeg er sikker på, at denne regeringen har et ønske om at gøre det ordentligt denne gang, siger Claus Lind Christensen.

Ifølge lovkataloget bliver den nye lovtekst præsenteret engang i løbet af januar 2016.