OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 12. juni 2019

Pas på knivene på internettet

Det kan virke fristende og ganske uskyldigt, men lad være! Stadig flere jægere mister politiets samtykke til jagttegn på grund af køb af udenlandske knive på internettet.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

For jægere er det særligt risikabelt at træde over stregen. Der står ganske enkelt mere på spil for os, og i de fleste tilfælde er det da også helt i orden: Dømmes man f.eks. for personfarlig kriminalitet eller besiddelse af euforiserende stoffer, så ryger samtykket til jagttegnet.

Men det kan det altså også, hvis du i al uskyldighed kommer til at købe en lillebitte kniv på store internationale handelsportaler som f.eks. ebay, wish eller alibaba.

Pakker fra udlandet tjekkes

Den stadig mere effektive toldkontrol af varer, købt i udlandet, resulterer hvert år i mange konfiskerede knive, peberprays og lignende, men hvor den almindelige borger ofte slipper med en bøde, ser det straks værre ud for jægerne.

- Vi har flere sager liggende om medlemmer, som står til at miste politiets samtykke til jagttegnet i, som udgangspunkt, op til 5 år pga. købte knive på nettet. Det betyder, at jagttegnet inddrages, og at man, typisk inden for 4 uger, skal skaffe sig af med alle sine våben, fortæller Mikala Høj Laursen, juridisk konsulent ved Danmarks Jægerforbund.

I mange tilfælde er der tale om helt uskyldige køb af småknive, som f.eks. den få centimeter lange såkaldte dankortkniv, der får fælden til at klappe. I andre tilfælde har man i god tro erhvervet sig noget, der ved nærmere eftersyn kan bruges som halskniv - og den slags er ulovlige i Danmark.

Der er også nogle, der tror, at det er lovligt at købe pebersprays fra internationale sites på nettet. Men det er det ikke.

Vent med at betale bøden

Ifølge Nicholai Vigger Knudsen, som er jægerforbundets konsulent for våben, betyder det store antal sager om knivkøb på nettet, at jægerforbundet snarest muligt agter at klarlægge jægernes retsstilling på området. Har man købt ting på nettet, som er åbenlyst ulovlige, kan vi ikke hjælpe.

- Men min anbefaling til dem, der uforvarende er kommet til at købe en tilsyneladende uskyldig kniv på nettet, og som har fået en bøde og en besked om inddragelse af samtykke til jagttegnet, er, at de skal kontakte os, FØR de betaler bøden. Betaler man bøden, erkender man samtidig sin skyld, men der KAN jo være elementer i den konkrete sag, der gør, at man kan frikendes, understreger Nicholai Vigger Knudsen.

For det kan godt forekomme helt ude af proportioner, at folk, der aldrig tidligere har været straffet, med ét slag fratages deres jagttegn i op til 5 år eller mere. Derfor vil Danmarks Jægerforbund da også indlede en dialog med politiet om mulighederne for at se mere individuelt på sagerne.

Dobbelt straf til jægere

- Vi vil arbejde for, at jægerne i nogle tilfælde bør slippe med kun en bøde, ligesom alle andre. Og i de tilfælde, hvor politiet vurderer, at forseelsen medfører mistet samtykke til jagttegn, skal de også fastsætte i hvilken tidsperiode, samtykket nægtes, siger juridisk konsulent Mikala Høj Laursen.

Men foreløbig står anbefalingen som mejslet i sten: Lad være med at købe knive på internationale hjemmesider.

Ønsker du at vide mere om reglerne for politiets samtykke til jagttegnet, så kan du læse mere i artiklen Hvad er en vandelsgodkendelse? Indholdet er stadig aktuelt. Er du havnet i en lignende situation og har brug for Danmarks Jægerforbunds vejledning? Så kontakt vores eksperter på området – se kontaktinfo på Nicholai Vigger Knudsen og Mikaka Høj Laursen i højremarginen her på siden.

Læs evt. også denne artikel i BT: Hans-Jørgen købte Counter Strike-kniv til barnebarn - Det kostede ham bøde og jagttegn. Selvom historien er fra sidste år, er den desværre stadig højaktuel.