OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 11. november 2020

EU-Kommission vil ofre jagt for biodiversitet

EU-Kommissionen ønsker at beskytte 10 pct. af unionens landmasse mod jagt, fiskeri og skovbrug. Ordlyden er nærmest indflettet i en bisætning, og nu ringer alarmklokkerne hos både FACE, Nordisk Jægersamvirke og Danmarks Jægerforbund. For bæredygtig jagt og biodiversitet er IKKE hinandens modsætninger.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Europakommissionens pressetjeneste

EU-Kommissionens vejledning til EU's biodiversitetsstrategi for 2030 varsler et totalt stop for jagt, fiskeri og skovbrug i strengt beskyttede områder. Biodiversitetsstrategien har en målsætning om, at mindst en tredjedel af alle beskyttede områder i EU, udgørende 10 pct. af landjorden og 10 pct. af havet i EU, skal være under streng beskyttelse inden 2030.

Hvis Kommissionens netop offentliggjorte vejledning vedtages, betyder det helt konkret, at jagt og fiskeri inden for en årrække vil være fortid i områder, svarende til 10 pct. af EU's samlede landmasse.

Jagt nævnes ikke i oprindeligt forslag

Men ordet jagt var ikke nævnt ét eneste sted i Kommissionens oprindelige forslag til en biodiversitetsstrategi, som blev udsendt flere måneder før den her omtalte vejledning, og som bl.a. Danmarks Jægerforbund afgav høringssvar på tilbage i juni 2020.

- Jagten figurerede slet ikke i den tekst, vi afgav høringssvar på. Det er noget, som Kommissionen har indflettet i sin vejledning senere, og som må bero på en viderefortolkning fra deres side. Det er dybt kritisabelt og useriøst, at man med et penselstrøg, ja, nærmes i en bisætning, pludselig tilføjer, at al jagt skal være forbudt i så store områder. Dels er det en underlig måde at arbejde på, og dels er argumentationen ikke i orden, lyder kommentaren fra Danmarks Jægerforbunds formand, Claus Lind Christensen.

DJ nævner jagt i høringssvar

Faktisk - og selv om det oprindelige forslag ikke indeholder ordet jagt - understreger jægerforbundet for en sikkerheds skyld sin pointe i det høringssvar, der blev afgivet i foråret. Her hedder det nemlig bl.a. at:

"Danmarks Jægerforbund er positive over for mere fredet og beskyttet natur i Danmark, men forudsætter, at udpegning og beskyttelse sker ud fra klare definerede mål (…) Ligeledes er det afgørende for Danmarks Jægerforbund, at friluftsliv herunder jagt ikke begrænses af en indsats for natur og biodiversitet."

Og netop det er en vigtig pointe i hele debatten om biodiversitet:

- Man er simpelthen nødt til at forstå, at bæredygtig jagt og biodiversitet ikke er hinandens modsætninger. Vi går på jagt i naturbeskyttede §3-områder, i nationalparker og i fuglebeskyttelsesområder. Det kan sagtens lade sig gøre, forklarer Claus Lind Christensen.

Minedrift, fiskeri, jagt eller skovbrug

Helt konkret drejer hele balladen sig om et afsnit i vejledningen, der lyder således:

"Med henblik på målene for at få 10 pct. af land og 10 pct. af hav i EU under streng beskyttelse, identificerer strategien strengt beskyttede områder som steder, hvor naturlige processer i det væsentlige efterlades uforstyrrede med henblik på at respektere områdets økologiske behov (…).

Ekstraktionsaktiviteter såsom minedrift, fiskeri, jagt eller skovbrug er ikke kompatible med dette beskyttelsesniveau, mens mindre påtrængende aktiviteter såsom videnskabelig forskning, forebyggelse af naturkatastrofer, ikke-påtrængende installationer af vedvarende energi eller ikke-påtrængende og strengt kontrolleret turisme ofte kan være kompatible."

Jagt og fisker vs. minedrift

Men at sidestille jagt, fisker og skovbrug med minedrift er ifølge Claus Lind Christensen himmelråbende useriøst, samtidig med at det blot viser, at de mennesker, der har skrevet teksten, ikke ved, hvad de har med at gøre:

- Det er helt afgørende at forstå, at vi i Danmarks Jægerforbund, i Nordisk Jægersamvirke og FACE faktisk går ind for mere biodiversitet i naturen. Det har vi hele tiden været meget klare omkring. Jeg siger det igen: Bæredygtig jagt og biodiversitet er IKKE hinandens modsætninger.

Der er imidlertid ikke noget der tyder på at ordlyden i Kommissionens vejledning får lov til at passere ubemærket hen. Sammenslutningen af jagtorganisationer i EU, FACE, er allerede på barrikaderne og i gang med at gøre deres indflydelse gældende i Bruxelles.

Samme takter ses regionalt i Skandinavien, hvor Nordisk Jægersamvirke i form af Danmarks Jægerforbund og dets søsterorganisationer i EU-landene Sverige og Finland også er på opgaven. Vi følger sagen her på siden og melder ud, når der er nyt at berette.