Trofæets lange rejse hjem

Når din jagt er kronet med held, kommer det næste kapitel – behandling og hjemtransport af dit trofæ. Her er det vigtigt at overholde følgende procedure for, at det bliver en god oplevelse, helt frem til trofæet hænger på din væg i langtidsholdbar tilstand.

Skrevet af: Jens Ulrik Høgh, 02. april 2018
Foto af: Jens Ulrik Høgh m.fl.

Det er ofte en lang, kompliceret og relativt dyr proces at bringe jagttrofæet fra jagtreviret til stuevæggen. Da det er døde dyr i forskellige stadier af konservering, der flyttes rundt på, er manøvren omgærdet af masser af papirarbejde. Sådan er det dels på grund af veterinære regler – man vil ikke risikere at sprede forskellige former for smitte – dels naturligvis for at sikre, at alle regler omkring naturbevarelse (både nationalt og internationalt) er overholdt. Sidst, men ikke mindst går SKAT også op i at vride importmoms ud af jagttrofæer …

Når du har nedlagt et stykke vildt, som du ønsker at bevare trofæet fra, starter forløbet med en beslutning om, hvordan du i sidste ende vil have dit trofæ. Skal det blot monteres på en plade, eller vil du i en eller anden udstrækning have trofæet konserveret (udstoppet) og hvordan? Hele processen afhænger af dette valg. Det næste, som skal ske, er, at alle dele af dit trofæ opmærkes tydeligt, så det ikke bliver væk.

Skal dyret konserveres, skal det indledningsvis flås, saltes og tørres omhyggeligt eller alternativt nedfryses. Denne ”grundkonservering” skal holde skindet frisk, til det kan garves professionelt. Arbejdet på jagtreviret skal ske, inden der går forrådnelse i hårsækkene (i varmt vejr kan det ske på få timer), og det skal udføres af en kyndig person, som nøjagtigt ved, hvordan snittene skal lægges, og hvordan udsatte steder, såsom ører, snude og læber, skal behandles for at sikre et godt grundlag for et fint slutresultat.

Trin for trin

Næste praktiske trin i processen er færdigkonservering og montering af trofæet. Alt afhængigt af, hvor du ønsker dine trofæer konserveret, er der en international transport enten før eller efter konservatoren. I forbindelse med transporten er der en lang række ting, der skal være 100 % styr på.

Er det saltede skind, der transporteres, skal de forinden omkring en lokal konservator, som kan desinficere og pakke dem efter internationale regulativer – en service, der ofte betegnes ”dip and pack”. Er dyret af naturbevarelseshensyn omfattet af handelsrestriktioner (CITES), skal der udfærdiges både eksporttilladelser fra jagtlandet og importtilladelser til modtagerlandet. Derudover skal der en dyrlægekontrol på ved import af ikkefærdiggjorte trofæer, og forsendelsen skal fortoldes ved grænsen. Der er rigtigt mange bureaukratiske trin involveret i international trofætransport, og reglerne ændres løbende. Derfor er der specialiserede trofætransportfirmaer!

I grove træk bliver trofæet altså udsat for en proces på reviret, en proces hos en lokal konservator, en international transport, eventuelt en afsluttende proces hos en anden konservator og en hjemtransport. Det hele tager nemt et års tid eller mere – og der er mange folk, regler og regninger at holde styr på. Jagtrejsearrangører påtager sig yderst sjældent ansvaret for konservering og transport af trofæer. Det er jægerens eget ansvar.

Hele vejen hjem

Som jæger må man altså i relation til trofæerne forvente at skulle kommunikere med en jagtrejsearrangør, en lokal konservator i jagtlandet, et trofætransportfirma og eventuelt en anden konservator til færdiggørelse af trofæerne. Det har fungeret for tusinder af jægere igennem årtier, men bureaukratiet og omkostningerne vokser og bliver konstant mindre gennemskuelige. Trofæhåndteringen efter skuddet viser sig ofte at være mere besværlig, dyr og frustrerende, end man umiddelbart havde forestillet sig. Et godt råd er derfor at alliere sig med professionelle aktører, allerede når rejsen er bestilt, således at man har en klar ide om kvalitet, leveringstid og pris. I Danmark råder vi over adskillige fremragende konservatorer og trofætransportfirmaer, som kan påtage sig dele af processen.

 

En enkelt danskejet virksomhed – First Class Trophy – har nytænkt processen og har bygget sit forretningskoncept op omkring at tilbyde en fuldstændig totalløsning på hele trofæhåndteringsforløbet fra jagtreviret til stuevæggen. Det er virksomheden ret alene om både herhjemme og internationalt. Hele forløbet inklusive papirarbejdet, det lokale konservatorarbejde, den internationale transport, det afsluttende konservatorarbejde og leveringen til jægerens adresse er sat i system. For jægeren er det enkelt: Én leverandør, én regning at betale (prisen oplyses på forhånd) og ingen tvivl om, hvem der bærer ansvaret for eventuelle fejl undervejs. Hvor langt det enkelte trofæ er i processen, kan jægeren følge online.

At ungarske konservatorer er billigere i drift end vesteuropæiske, er naturligvis en medvirkende årsag til den danske virksomheds kraftige internationale vækst.

Jæger - jagtrejser

Du har netop læst en artikel, som har været bragt i et tillæg til Jæger. Magasinet Jæger er Danmarks ubetinget største magasin om jagt, vildt og natur. Og så er det Danmarks Jægerforbunds medlemsblad. Vil du også modtage Jæger 11 gange om året i din postkasse, så meld dig ind i dag her.