Nok se, men ikke røre
Marts er årets første forårsmåned, og med forår kommer de første dyrebørn, herunder eksempelvis harekillinger.
En harehun, hvis korrekte benævnelse er ”sætter”, kan få helt op til 4 kuld killinger som gennemsnitligt ligger på 2-3 killinger. Sætteren er reproduktionsdygtig mellem 8 og 9 måneder om året. I den resterende periode producerer harehannen også kendt som en ”ramler” ikke sæd, og testiklerne størrelse mindskes markant og gemmer sig i bughulen i denne periode. Denne hvileperiode ligger i årets mørkeste måneder.
Når dagene atter bliver længere, er det at man begynder at se harerne karakteristiske boksekampe, og næste generation at harer er på vej.
Når sætteren skal føde sine killinger, har hun ikke lavet en egentlig rede til dem, men kuldet bliver ”sat”/født samlet på et tørt sted i god dækning. Killingerne som fødes med pels og åbne øjne, skal ikke forvente sig meget andet end den fornødne pleje fra deres mor. Hun forlader dem umiddelbart efter fødslen og opsøger dem kun ganske få minutter, en gang i døgnet, en time efter solnedgang, for at lade dem die. Killingerne har en stor mave og sætterens mælk er meget næringsrig så killingerne lider ingen nød, derudover er de godt camoufleret og afgiver næsten ingen fært, for at sikre dem mod eventuelle rovdyr.
Sætteren kommer hurtigt i brunst igen ganske kort efter fødslen og i nogle tilfælde op til 3 dage før fødslen finder sted. Da sætteren er drægtig i 41 dage og ramlerens sæd kan overleve i op til 60 dage i livmoderen, vil det ved en parring før fødslen finder sted, være sæd fra den forrige parring der befrugter æggene. Sætteren kan derfor bære på 2 graviditeter på en gang.
Ved 2 ugers alderen, begynder killinger i stigende grad selv at supplere deres kost med planteføde. De dier dog fortsat hos deres mor, til de er ca. 4 uger gamle. Killingerne skifter deres killingepels når de er 2 måneder gamle og når de er et halvt år, vil de ofte ligne de voksne harer. De bliver dog først kønsmodne i det følgende år.
Selv om sætteren ikke er sammen med sine killinger, vil hun ofte være inden for et par hunderede meters afstand af dem. Efterhånden som killingerne bliver ældre vil de begynde at søge længere og længere væk fra hinanden.
Dødeligheden blandt killingerne er meget høj – helt op til 81%.
