OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 26. juni 2019

Nyt ulvekuld spottet i Vestjylland

Det dansk-tyske ulvepar, som i foråret etablerede sig syd for Holstebro, har nu fået hvalpe. Det konstaterer Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus, som overvåger ulvene i Danmark for Miljøstyrelsen.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus & Aarhus Universitet

Da Miljøstyrelsen tilbage i marts 2019 kunne melde, at et ulvepar, bestående af en dansk tæve og en tysk han, nu havde etableret sig i Vestjylland syd for Holstebro, var mange klar over, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før et nyt kuld hvalpe så dagens lys. Det er nu sket.

Søndag den 23. juni fangede vildtkameraer, opsat til at overvåge ulvene, nemlig mindst seks nye ulvehvalpe. Hvalpene vurderes til at være halvanden måned gamle. Det skriver Miljøstyrelsen i dag.

Lad hvalpene være i fred

Miljøstyrelsen anbefaler samtidig, at man ikke går ud og leder aktivt efter ulvehvalpene. De små hvalpe er endnu ret immobile og er derfor stadig meget sårbare over for forstyrrelser.

Via Styrelsens overvågning af ulvene er der opsat mange kameraer i området, og den nye ulvefamilies udvikling følges nøje. På www.ulveatlas.dk kan du finde resultaterne af Miljøstyrelsens overvågning og se, hvor ulvene i Danmark er blevet observeret.

Angreb ved Silkeborg var ulv

Da to dåer primo juni blev dræbt ved Funder vest for Silkeborg, tog vildtkonsulenten DNA-prøver i bidsår og pelslaget. Disse prøver blev sendt ind til det store Senckenberg Institut i Tyskland, der både laver DNA analyser samt står for registreringen af ulv i både Tyskland og Danmark.

Der er nu kommet svar på DNA-prøverne, og de viser, at der vitterlig er tale om en ulv. Det tager lidt længere tid at lave en individbestemmelse, men der er med ret stor sandsynlighed tale om samme individ, hvorfra DNA fra afføring, fundet i det sydligere område ved Gludsted og Nørlund plantager, i øjeblikket bliver undersøgt.

Der er således ingen indikationer, der tyder i retning af, at episoden ved Funder skulle have relation til den nye ulvefamilie i Vestjylland.

Læs mere om ulven i Danmarks Jægerforbunds artsleksikon.