Haglskuddet 4: Trangboring

Serie "Haglskuddet" del 4: Samlingen af haglene: Indførslen af giftfri haglmaterialer som stål og udviklingen af nye typer haglskåle har ændret trangboringens indflydelse på skuddet.

Skrevet af: Niels Jørgen Henriksen, 12. juli 2018
Foto af: Niels Jørgen Henriksen m.fl.

Da forladergeværerne blev afløst af bagladergeværer, begyndte man at lave forsøg med at indsnævre løbet ved mundingen for at få et mere samlet skud. De første trangboringer var dermed en realitet. F. Kimble, USA, og W.W. Greener, UK, bliver ofte nævnt i forbindelse med opfindelsen. Førstnævnte har selv taget æren, mens sidstnævnte har frasagt sig den, og det mest sandsynlige er, at flere forskellige personer har eksperimenteret med indsnævring af løbet i begyndelsen af det 19. århundrede.

I bogen ”American Wild Fowl Shooting” af J.W. Long bliver en Jeremiah Smith, Rhode Island, krediteret for at have lavet løb med trangboring allerede i 1827. W.W. Greener var dog den, der forfinede metoden, og det blev hans metode, der kom til at dominere sidste del af det 19. århundrede.

 

Man forstod tidligt, at indsnævringen spillede sammen med løbsdiameteren, krudt og haglladning, og der blev udviklet standarder for de forskellige grader af trangboring – både løbsteknisk og i forhold til dækningsgraden af skuddet på 36 meters afstand på en 75 cm cirkel (se fig. 1).
Ved at samle haglsværmen kunne den effektive rækkevidde øges, og en grad af trangboring blev hurtigt normen. Ved dobbeltløbede haglgeværer oftest to forskellige boringer. Således var kombinationen halv og fuld trangboring en populær kombination, indtil stålhaglene kom på banen.

Stålhagl opfører sig anderledes

Det stod hurtigt klart, at de standarder, der gælder for blyhagl, ikke kunne overføres på stålhagl. Det bløde bly kunne uden problemer skydes igennem selv et ultra hårdt boret løb, mens de hårdere stålhagl gav problemer, da de ikke så let lader sig deformere og dermed tilpasse sig indsnævringen. Resultatet var i nogle tilfælde, at løbet måtte give efter i stedet, og skudbilledet blev dårligt.

Et godt billede på, hvad der sker, når man presser materiale gennem et rør, er en vandslange. Man kan kun indsnævre vandstrålen til et vist punkt, herefter øges trykket bag indsnævringen betragteligt. Det samme sker med haglladningen, når den presses gennem trangboringen, og for stålhagl nås denne tærskel meget hurtigere end med bly, da de ikke tilpasser sig og i stedet begynder at ramle ind i hinanden ligesom vandmolekyler i vandslangen, når den spreder.

Mange udformninger

Der er igennem tiden blevet udtænkt alle mulige udformninger af trangboring. Lige fra indsnævringer, der starter langt inde i løbet og udgør en lang, glidende overgang, til en brat indsnævring af de sidste millimeter. Derudover har forskellige systemer til at undgå, at krudtgasserne laver ballade, når haglene forlader løbet og dermed ødelægger skuddet, været forsøgt.

Indtil for ca. 30 år siden var løb med fast boring altdominerende, men det har ændret sig. Winchester introducerede udskiftelige chokes (trangboringer) på deres model 59-haglbøsse tilbage i 1961, og selve systemet er langt ældre, da en amerikaner, Sylvester Roper, allerede i slutningen af 1800-tallet lavede en række chokes, der kunne skrues på bøsseløbet. Ropers opfindelse, som ikke vandt indpas, blev skruet på ydersiden af løbet, men fungerede ellers på samme måde, som vi kender det i dag.

Det er først med forbuddet mod bly, at de udskiftelige chokes bliver standard på mange nye haglbøsser. De indlysende fordele ligger i, at man med den samme bøsse kan skyde med flere forskellige typer hagl, bruge den både til at skyde fasaner på et skovspor og edderfugle fra motorbåd, og den er billigere at udskifte end et løb, hvis den skulle blive slidt.

Chokes og haglskåle

Stålhaglene har vist sig at kunne det, man forsøgte at opnå ved hårde boringer med bly uden eller med moderat trangboring. Det er der to grunde til: De hårdere stålhagl bevarer i høj grad deres form, og haglskålen i stålhaglspatroner omslutter hele haglladningen. Det sidste betyder, at det er vigtigt, hvordan haglene forlader haglskålen, og udformningen af denne kan have stor indflydelse på skudbilledet.

De senere år er der kommet en række anderledes chokes på markedet, der er designet til f.eks. kun at bremse haglskålen, så haglene kan forlade denne uden at blive påvirket af en indsnævring. Disse har vist sig at kunne præstere fremragende skudbilleder – ofte med haglprocenter på over 80 på 36 meter, ja, nogle kan præstere over 90. Der bliver også produceret chokes, der er målrettet bestemte patronmærker og deres haglskålsystem.

Behovet

Ved skydning med stålhagl og hagl indeholdende tungsten er konventionelle trangboringer over ½ (modified) generelt ikke nødvendigt eller ønskeligt. Hårdere boring vil enten afstedkomme et alt for tæt skud, eller at skuddet bliver "splittet ad". Ved brug af bismut- og tinhagl, der er væsentligt blødere, kan hårdere boringer komme på tale.

Ved hårde hagl vil man ved prøveskydning oftest se, at det er boringsgrader fra cylinder til ½, der leverer varen. Generelt er det sådan, at jo større haglene er, jo mindre trangboring for at få et godt skudbillede. Ved små hagl som nr. 6 eller mindre ser man somme tider, at ¾ eller fuld trangboring giver et fint skudbillede, mens det med haglstørrelse 1 og 2 går galt, hvis man går over ½. Større hagl end 1 – som er forbudt her i landet, men bruges i andre lande – tåler sjældent mere end ¼ boring, og ved brug af de helt store, de såkaldte "buckshot", anbefales ren cylinder.

Tiden med meget hårde trangboringsgrader randt ud samtidig med blyhaglsforbuddet og giver heller ingen mening inden for de anbefalede skudafstande. Det handler om at få et stort, jævnt og tilstrækkeligt tæt skudbillede, der kan kompensere for sigtefejl og slå byttet ihjel uden at sønderskyde det.

klitgaardhenriksen@gmail.com