Balancen mellem dækning og anslagsenergi er vigtig
Serie - Haglskuddet III: Amerikanske undersøgelser viser, at det er antallet af træffere i vitale organer snarere end den ofte omtalte chokvirkning, der dræber.
Under Nilo Efficiency Test (se artikel i sidste nummer af Jæger) blev de nedlagte ænder efterfølgende obduceret, og man konkluderede, at alle ænder, der døde i skuddet, var blevet ramt i vitale dele. Tom Roster, kendt amerikansk ekspert i ballistik, lavede lignende undersøgelser og kom til samme resultat: Den påståede dræbende chokeffekt ved skud med hagl eksisterer ikke!
Det er stadig et emne, der diskuteres, og om det er sandheden, er svært at afgøre definitivt, men man kan med rimelig sikkerhed gå så langt, at hvis selve slaget fra ca. 30 gram hagl skal slå et dyr ihjel uden at trænge ind i vitale dele, så skal en meget stor del af de 30 gram ramme en betragtelig del af dyrekroppen samtidigt for at have samme effekt som f.eks. en stor sten. Hvis dette skulle ske, så er dyret med over 100 hagl i sig og massive blodansamlinger ikke egnet til føde, og derfor er dette ikke ønskeligt. Det, der er ønskeligt, er, at dyret rammes af så mange hagl, at der er sikkerhed for, at et eller flere af dem rammer vitale dele, uden at dyret er sønderskudt.
Samme Tom Roster lavede i sit CONSEP-studie en opgørelse over, hvor mange hagl et skud skal kunne levere jævnt fordelt i en 75 cm stor cirkel for kontinuerligt at være dræbende til forskellige størrelser vandfugle (se fig. 1.). Dette blev gjort ud fra en betragtning om, at for at være dræbende skal der grundlæggende et til to hagl til i de dødelige zoner, som er hoved, hals, hjerte og lunger, hvilket igen kræver, at mindst fem hagl rammer fuglen vilkårligt.
Om den patron, man anvender eller ønsker at anvende, kan levere det resultat, er relativt nemt at efterprøve ved prøveskydninger.
Gennemtrængningsevnen
Den anden faktor er gennemtrængningsevnen, altså evnen til at nå ind til vitale organer. Som erstatning for fuglekroppen bruges i dag ballistisk gelatine, og gennem en masse studier af resultater i felten sammenholdt med obduktioner og indskydning i gelatine er man kommet frem til følgende: Til gæs skal et hagl kunne trænge 5,7 cm ind i gelatinen, til store ænder (og fasanhaner) 3,8 cm og til små ænder (og skovduer) 3 cm. Dette er i forhold til skud, hvor en del af siden af fuglen er vendt mod jægeren i skudøjeblikket.
Ved stigende bagskud kræves lidt mere, da der både er længere ind til de vitale dele, og haglene skal trænge igennem den sammenvoksede ryg og bækkenparti.
Det er selvfølgelig muligt selv at teste sin ammunition på ballistisk gelatine, men noget mere omstændeligt end at prøveskyde, og det er heller ikke nødvendigt. Man kan bruge 180 m/s-tommelfingerreglen (se artiklen i sidste nummer af Jæger), bare man iagttager, at den kun gælder ved store hagl til gæs – haglstørrelse >2, >4 til store ænder og >6 til små ænder, fordi selvom små hagl har lettere ved at trænge ind, så overtrumfes det af de større hagls større vægt og dermed større energi.
Prøveskydning
Når man står med en patron, der leverer mere end minimumshastigheden på maksimalafstanden, så handler det altså om at få fundet ud af, om den faktisk kan opnå en god dækning og levere det fornødne antal hagl i 75-cm cirklen.
Man bør starte med at skyde på 36 meter, da det er den internationale standard (40 yards) og den afstand, der bruges i forhold til trangboringsgrad. Det gøres lettest på en papplade (man kan også bruge papir, men det kræver, at det sættes fast på en fast ramme. Nogle jagtforretninger har en ramme, man kan låne), der måler mere end en meter på hver led – gerne 120 cm x 120 cm. Medbring også et par tuscher. Den ene fastgjort til en 37,5 cm lang snor, evt. med et søm i den anden ende. Tegn et sigtepunkt midt på pladen, og placer den lodret ude på de 36 meter – og skyd.
Efter skuddet vurderes, hvor centret af haglsværmen er placeret, og enden af snoren placeres i det faktiske centrum, og med tuschen tegnes 75-cm cirklen. Derefter tælles haglene indenfor op, og skudbilledet vurderes. Det er en god idé at krydse eller cirkle haglene i skiven med en tusch under optællingen, da det gør det lettere at undgå at tælle de samme hagl to gange, og det giver også et bedre indtryk af skudbilledet, når det er tegnet op – både det, der er indenfor cirklen, og hele skuddet. Fordelen ved papstykkerne er i øvrigt, at de kan bruges to gange. Man bruger ved første skud udgangssiden til optællingerne (ses tydeligt, da pappet er trukket ud i hullerne) og vender inden andet skud skiven om og laver igen optællinger på udgangssiden.
Er det godt nok?
Der findes flere videnskabelige måder at vurdere dækningen på. En af dem er udregnet af Oberfell og Thompson og går ud på at finde og tælle eventuelle huller i skuddet med en diameter på 12,5 cm eller derover og sammenholde det med antallet af træffere indenfor cirklen. Den slags formler er og bliver teoretiske, og bare et hul på 12,5 cm i diameter vil gøre skuddet ubrugeligt til mindre vildtarter. Det er derfor bedre at lave en selvstændig vurdering i forhold til det vildt, man ønsker at nedlægge – altså lave en vurdering af, om der er områder i haglbilledet, hvor en given vildtart kan slippe igennem uden at blive ramt vilkårligt af fem hagl.
Det vigtigste på 36 meter er, at haglene er nogenlunde jævnt fordelt. En tæt kerne er ikke ønskelig. Det er det kun, hvis skuddet skal bruges på længere hold, og det skal det ikke, da 36 meter allerede i praksis er et for langt skud. Det vil også give sønderskydninger på kortere hold. Omvendt så må kernen heller ikke være åben, idet det vil betyde, at et perfekt centreret skud – også på kortere hold – vil kunne resultere i en anskydning.
Man bør skyde mindst to skud med en given patron – gerne flere. Endelig bør man "slagte" en af de benyttede patroner og tælle haglene for senere at beregne trangboringsgraden (det kommer vi nærmere ind på i næste artikel). Eventuelt kan man benytte tabellen over antal hagl (se fig. 2), men da det ikke er alle producenter, der er lige gode til at fylde ensartede hagl eller hagl, der passer til den angivne størrelse, i patronerne, vil en faktisk optælling altid være det bedste.
Skydningerne giver viden
Når man har resultaterne på de 36 meter, så kan man afprøve på f.eks. 30 og 25 meter. Områder på 36 meter, hvor en gråand kan slippe igennem med kun to træffere, kan i nogle tilfælde godt vise sig at være helt væk på 30 meter, som er den maksimale skudafstand til arten.
Det kan virke omstændeligt, men ligesom man ikke bare tager på riffeljagt uden at have indskudt riflen og ved, om den anvendte patron leverer den påkrævede energi, så bør man ikke bruge haglpatroner uden at vide, om de har den fornødne gennemtrængningsevne og kan levere et brugbart skudbillede i forhold til vildtarten.
At to geværer med samme trangboring sjældent sætter nogenlunde samme skudbillede med en given patron er almindelig viden, men at haglgeværer også har varierende træfpunkter er måske knap så kendt. Hvor netop dit gevær sætter skuddet i forhold til sigtepunktet, vil stå klart efter en række skud, og den viden er også vigtig at have.
Jæger
Du har netop læst en artikel fra Jæger. Magasinet er Danmarks ubetinget største om jagt, vildt og natur. Og så er det Danmarks Jægerforbunds medlemsblad.
