Stil krav til din jagtlejer!
Godt naboskab er at stille krav til din jagtlejer! Og både jagtudlejere og jagtlejere kan have gavn af, at man stiller krav til hinanden og fastholder disse i en kontrakt.
Som jagtudlejer og jagtlejer er der nogle lovgivningsmæssige dele, som skal efterleves, men også andre krav kan man med rette stille som lodsejer/jagtudlejer, for eksempel for at bevare og/eller styrke de gode naboskaber blandt lodsejere.
Et spørgsmål, der optager mange lodsejere er, om kron- og dåvildtet er problem eller en gevinst, og hvem har ansvaret for dets forvaltning – er det lodsejeren, planteavlere, skovdyrkeren eller jægere? Og hvordan håndterer man det i forbindelse med udlejning af jagt? Der er ingen tvivl om, at større koncentrerede forekomster af hjortevildt har negative konsekvenser for driftsøkonomien i såvel planteavl som skovbrug. Skadernes omfang kan isoleret set have så voldsom økonomisk betydning for den enkelte bedrift og dens driftsøkonomi, at det resulterer i, at markerne må hegnes, så hjortevildtet hindres adgang. Når der er barrierer, der forstyrrer naturlig adfærd, er konsekvensen, at en ukoordineret lokal/regional forvaltning af hjortevildtbestande indebærer, at hjortevildtet kan presses til at søge føde andre steder og finde ro i nye egne, hvis der bliver for mange individer i samme område, og dermed kan forstærke skaderne på omkringliggende arealer.
Mere føde i form af flere vildtagre og andre aflastningsarealer kunne være en løsning, og det er måske også tilfældet nogle steder, men hjortevildtet i Danmark mangler generelt set ikke føde. Bestandene af kronvildt har været stigende igennem flere år og er nu stagneret – med lokale udsving. Samtidig er udbyttet af dåvildt stigende, så løsningen er isoleret set ikke at udbyde mere føde. Set i sammenhæng med andre vildtarter er det en positiv problemstilling, for hvis man vil have mere hjortevildt, kan man blot undlade at skyde, og vil man reducere i bestandene kan man blot skyde nogle flere. I teorien lyder det tilforladeligt, men praksis er betydeligt mere kompleks, for ja man kan skyde flere, men det skal gøres på den rigtige måde og på den rette årstid.
Selvom tilstedeværelsen af hjortevildt i teorien giver en indtægt i form af jagtleje og kødsalg, har planteavleren sjældent interesse i at lade hjortevildtet hærge og regere i marken. Årsagen er lige til; indtægterne stemmer ikke overens med den nedgang i udbyttet som skaderne fra hjortevildtet resulterer i. Hertil kommer, at det ofte er vanskeligt at skyde hjortevildtet på landbrugsarealer, da dyrene i reglen opholder sig i skoven i dagtimerne og på markerne i nattetimerne. Det har i sagens natur betydning for jagtlejeindtægten, men også den måde hvorpå jagten udøves, og hvilke dyr der afskydes.
Derfor har lodsejerne og jagtlejerne et fælles ansvar, og uanset om man er jagtudlejer i skov eller på mark, kan man stille krav til jagtens udøvelse. I de efterhånden mange områder med stigende bestande af hjortevildt er løsningen samarbejde om afskydningen på tværs af især skov- og markskel. Koordinerede jagtdage, så den jagtlige forstyrrelse minimeres, og der sikres et udtag af dyr de samme dage i løbet af en jagtsæson. Afskydning så tidligt som muligt i sæsonen, og en langt overvejende afskydning af kalv, smalhind/då før hind/då. En tilgang, hvor hjorte er et privilegium at nedlægge, og som forudsætter, at der er skudt/eller afskydes kalve og hinder/dåer.
Jægerne skyder i nogle tilfælde for lidt hjortevildt og forstyrrer for meget. Dette problem arbejdes der på at finde en løsning på i de lokaler hjortevildtgrupper, som er nedsat af vildtforvaltningsrådet. Men samtidig vil det få endnu større effekt hvis lodsejerne i endnu højere grad stiller krav til deres jagtlejere om at få skudt noget hjortevildt, og gerne de rigtige dyr. Der er flere gode eksempler på markskadeproblemstillinger fra hjortevildt, der ansporer lodsejere til at forlange mere hjortevildt nedlagt på givne lokaliteter, så bestandene af hjortevildt reduceres til et niveau, der stemmer overens med den givne bærevne i levestederne. Samtidig kan jagtudlejeren stille krav om dannelses af eller indtrædelse i lokale hjortelav, så samarbejde på tværs af naboskel styrkes.
En anden mulighed er, at jagtudlejere forlanger, at jagtlejere årligt gennemfører en vurdering af vildtbestandene på jagtarealet, så der sikres en afskydning, der svarer til bestandenes niveau. I Danmarks Jægerforbund har vi erfaringer med hare og agerhøns i markvildtsprojekter, der viser at samarbejde på tværs af naboskel og forudgående fælles monitering af vildtbestandene giver et langt mere bæredygtigt grundlag for jagtudøvelsens omfang. Overføres denne viden til hjortevildtforvaltningen, så kan jagtudlejere stille krav om samarbejde med naboarealer.
Et andet sted, hvor jagtudlejerne kan stille krav, er i de egne, hvor gåsebestandenes forvaltning på det nærmeste forudsætter et samarbejde mellem nabo jægere for en effektiv gåsejagt. Det kalder på krav fra lodsejere, om jagtlejeres indsigt i adaptiv vildtforvaltning, herunder udmøntning af forvaltningsplaner for eksempelvis kortnæbet gås. Sågar krav der for en optimal løsning og kvalificeret forvaltning forudsætter samarbejde på tværs af naboskel – altså indgåelse af frivillige aftaler om afholdelse af gåsejagt.
Balancen er naturligvis den, at der ikke bliver tale om stupid styring, men inddragelse der ansporer et medansvar hos såvel jagtlejer som jagtudlejer. Måske kunne fremtidig forvaltning, der sker i sådanne, samarbejder give særlige privileger, så der motiveres til en mere kvalificeret forvaltning af vildtet, uanset, hvor det bor, spiser, yngler eller raster.
Danmarks Jægerforbunds skabelon for en jagtlejekontrakt og konsortievejledning samt udviklet en samtaleguide til brug for indgåelse af jagtlejekontrakter findes i linket herunder.
