Kravlejagt i badebukser
Der lyder geværskud – ikke ude fra fjorden, men inde fra kornmarkerne. Det er jægere, der beskytter landmændenes afgrøder mod angreb fra grågæssene. En flok trækker lavt ud over fjorden og går ned på vandet, højlydt protesterende mod den behandling, de havde været udsat for, da de ville give bønderne et nap med høstarbejdet.
Min strandjægersjæl øjner en fin mulighed for en kravlejagt. Men nej! Gæssene må ikke jages på fjorden før til september, og denne artikel er skrevet i august. Påvirket af stemningen glider mine tanker mange år tilbage til mine første år som jæger, hvor der endnu var august-jagt på gæs. Det område af Roskilde Fjord, jeg havde valgt som mit favoritrevir, blandt andet fordi der var gode muligheder for andejagt, var til gengæld et område, hvor man skulle være meget heldig for at få chance til grågæs.
Derfor måtte jeg have prammen på trailer og søsætte den i nærheden af Eskilsø, der i august med modne kornmarker var populært for grågæs. Et område, der i dag er fredet naturreservat.
Prammen som universalfigur
Jeg skulle dog først undre mig lidt, da jeg åbnede for min indre film med gåsejagt og kom til at placere den i nutiden. Hvor var det egentlig omstændeligt. Prammen skulle transporteres til et sted, hvor jeg kunne søsætte den, og hvor bilen kunne stå parkeret det døgn, jeg ville tilbringe på øen. Min pram (Bogøkajakken) var en grundforudsætning for, at hele missionen kunne gennemføres. Den var transportmiddel til øen. Med presenning over cockpittet var den var mit soveværelse. Den var gåseskjul, camoufleret efter alle kunstens regler i forsøg på at gøre mig usynlig for gæssene. Desuden var den en lille båd, der synede af så lidt på vandet, at den kunne føre jægeren på skudhold ved at bilde gæssene ind, at den var en sten.
- Læs også: Mig og min Bogøkajak
Gæssene forlænger spændingen
Snart dukkede en af de oplevelser frem, der havde grågæs i centrum et helt døgn, og jeg kunne atter føle den spænding, der fik blodet til at løbe hurtigt, da jeg hørte lyden af gakkende gæs. Hvor ville de komme indover på vej mod øens kornmarker? Det er svært at holde hovedet nede under camouflagen, når jeg kan høre, at gæssene nærmer sig. Vil de være interesserede i at se nærmere på mine lokkegæs? Ikke tæt nok. Men til gengæld mistede de interessen for kornmarkerne og kom tilbage mod fjorden, hvor de gik ned ca. 100 meter fra kysten.
Det var blevet mørkt, så der kunne ikke være tale om at kravle til dem. Nu kunne jeg ikke gøre andet end håbe på, at de ville blive liggende til det blev så lyst. Jeg krøb i soveposen og forsøgte at lukke ørerne for de mange naturlige lyde, der bliver tydelige i nattens stilhed, deriblandt stilfærdig gakken fra grågæssene.
Pragtfulde gæs leverer en uforglemmelig jagtoplevelse
Meget tidligt om morgenen gjorde jeg prammen klar til kravlejagten. Skærmen blev sat godt fast, og geværet placeret perfekt på fordækket. Gæssene var skjult i bugten bag en lille landtange. Jeg orienterede mig om, hvor der lå sten på bunden. Jeg var klar over, at det øjeblik, hvor prammen blev synlig for gæssene, var det kritiske øjeblik. Heldigvis var vandet roligt.
Prammen gled forsigtigt frem forbi landtangen, og dér, vel 50 meter borte, lå de fem grågæs – helt afslappet, to af dem med hovedet under vingen. Mens jeg synes, jeg kunne høre mit hjerteslag runge i cockpittet, nærmede jeg mig ellers lydløst gæssene – indtil jeg mødte en stor sten, der lige netop ikke nåede op over vandoverfladen. Den knasende lyd fik gæssene til at reagere og strække hals, men de blev på vandet, dog med øget opmærksomhed. Jeg fik prammen fri af stenen, og blev liggende helt stille – længe. Ville gæssene blive?
Endelig faldt de til ro, og jeg indledte den sidste knald eller fald manøvre, der endte med, at jeg kom på fint skudhold. Jeg skød en af gæssene på vandet og en, da den var kommet på vingerne. Jeg trak prammen på land, smed alt tøjet og da jeg dykkede ned i fjordens kølighed, følte jeg mig som ét med naturen.
