OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 23. marts 2020

Håndsprit og afstand i jagtbutikker landet over

Trods corona-situationen og de udfordringer, den bringer, holder mange jagtbutikker over hele landet stadig åbent. Man tager myndighedernes anvisninger alvorligt, samtidig med at man gør, hvad man kan for at sikre den gode kundeoplevelse. Her kan du læse kommentarer til situationen fra et udvalg af landets butikker.

Tekst og Foto: Troels Romby Larsen

Hele Danmark og resten af verden er påvirket på den ene eller den anden måde af corona-virussen. I jagtbutikkerne er man helt forståeligt - som i de fleste dele af forretningslivet - voldsomt optaget af, hvordan situationen udvikler sig. En rundspørge til en række forhandlere af fiskeri-, jagt- og outdoorudstyr tegner et nogenlunde entydigt billede. Langt de fleste mennesker holder sig til de officielle råd fra Sundhedsstyrelsen om at holde sig mest mulig væk fra steder, hvor mange mennesker er forsamlet, og hvor coronasmitten derfor er størst.

De officielle lukninger af visse butikker og forbud mod forsamlinger over ti personer skal tages alvorligt. Det smitter voldsomt af på detailhandlen. Hos Korsholm i Skjern beklager de på deres hjemmeside, at man ikke kan give helt den samme oplevelse som ellers, når man besøger butikken, men man håber på forståelse og god modtagelse af alternativerne, som er: færre til at ekspedere, afsprittede hænder og fragtfri levering af alle køb over 299 kr.

Hos Mogens Krogh i Jagtstuen i Aarhus er der langt mellem kunderne. Mogens er trods forståelse for situationen frustreret over den lange ventetid, der knytter sig til politiets våbentilladelser til kuglevåben. Det betyder, at mange kunder udsætter deres riffelkøb. Usikkerheden omkring hele coronasituationen finder Mogens meget ubehagelig på trods af de politiske indgreb.

Hos Brasholt i Hjørring fortæller ejeren, Jørn Brasholt, at man ud over de lovbefalede afspritningsforanstaltninger og gulvafmærkninger også forlanger, at kunder, der entrer deres våbenrum, anvender engangs latexhandsker. Jørn Brasholt, der har været i branchen i over 50 år, erkender, at den daglige omsætning er faldet mærkbart, men at han ikke har nogen frygt for forretningens eksistens. Hos Brasholt har man endnu ikke registreret et opsving i online-handlen.

Hos Kr. O. Skov i Bording oplyser Annette Skov, at forretningen holder åbent, som den plejer, men at man kører med nedsat bemanding for at sikre mindst mulig smitterisiko. Man er særdeles opmærksomme på, at myndighedernes påbud overholdes. Dispensere med sprit findes flere steder i forretningen, afstribning på gulvene og rengøring flere gange daglig af steder, der berøres af mange mennesker, er daglig rutine. Annette løfter som Dronningen fingeren og understreger, at alle skal tage virussen alvorligt – og så skal man ikke glemme at påskønne alle de mennesker, der udfører livsnødvendigt arbejde.

Brian Jørgensen fra Gamefair i Nærum erkender situationens alvor men vil samtidig gerne sprede ”det gode budskab”, at man udvider sin service overfor kunderne. Gratis levering af varer uanset hvor i landet man bor, levering af ammunition og våben udføres af forretningens egne ansatte (kun i Storkøbenhavn og to gange ugentligt), og så anbefaler Brian, at man ”udnytter” situationen til at få tjekket og klargjort sine våben til sæsonen, både på skydebanen og på jagterne.

 Østjysk Våbenhandels hjemmeside prioriterer man - som på mange andre jagtforretningers hjemmesider - sikkerheden for både kunder og medarbejdere. Myndighedernes anvisninger følges løbende, hvilket blandt andet har betydet aflysning af alle events inkl. medejeren Kenneths 50-års fødselsdagsreception den første weekend i april. For at imødekomme kunders opkald er der etableret hele to direkte telefonlinjer.

JAFI – Jagt, Fiskeri & Outdoor i Viborg har besluttet, at halvdelen af medarbejderne arbejder hjemme – resten i butikken eller på kontoret. Det fungerer, siger ejeren Johnny Jørgensen, der tilføjer, at man er ”hysteriske” på den gode måde, når det kommer til afspritning hver anden time, kun én medarbejder i frokoststuen ad gangen, afstandskrav mellem personale og kunder m.m. Forretningens bøssemager arbejder også uden andres adgang på sit bøssemagerværksted.

Også engrosvirksomheden HG Agencies i Kongens Lyngby, som forhandler mærkevarer som blandt andet Browning, Miroku, Leupold. Chevailer og Chiruca, mærker det reducerede salg. Henrik Gynther fra firmaet fortæller, at han hører fra stort set alle forretninger, at de har reduceret deres bemanding med 50 pct, og både antal kunder og omsætningen er gået betragteligt ned. Han oplyser dog også, at han har hørt, at enkelte forretninger har haft et stigende salg via deres online salgskanal. 

Kreativiteten og viljen til at støtte det lokale erhvervsliv herunder jagtforretningerne ses blandt andet i Skjern og Viborg (og sikkert mange andre steder), hvor handelsstandsforeningerne tilbyder gratis udbringning af varer.

En del kunder har i landets jagtbutikker købt våben, natsigter m.m., hvortil der kræves tilladelse fra politiet. Flere forretninger fortæller, at PAC (Politiets Administrative Center) i Holstebro arbejder ”alt hvad de kan” for at servicere jægerne, men at PAC selv på deres hjemmeside meddeler, at centret i øjeblikket er lukket for borgerhenvendelser, hvilket skyldes, at centrets medarbejdere løser særlige opgaver for politiet som følge af situationen med corona-virus. 

Folketingets milliardstore støtte til såvel lønmodtagere som virksomhedsejere fik en af ovenstående jagtbutiksejere til at udbryde: Herligt, trygheden har afløst usikkerheden!