OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 19. marts 2020

Tilladelser: Forlænget sagsbehandlingstid hos politiet

I forbindelse med politiets mange ekstra opgaver i denne tid, vil sagsbehandling i forbindelse med f.eks. våbentilladelser trække ud. Udstedelse af jagttegn forløber dog primært efter planen.

Tekst og Foto: Jacob Munkholm Jensen

Går du og venter på at få færdigbehandlet din ansøgning om våbentilladelse i disse dage, skal du væbne dig med tålmodighed. Hos Politiets Administrative Center (PAC) i Holstebro, som håndterer alle våbentilladelser, har man nemlig fået hænderne fulde af en række ekstra opgaver. Selvom det på PAC's hjemmeside fremgår at afdelingen er lukket, så er det altså ikke helt rigtigt. Afdelingens 370 medarbejdere er bare tilsagt en lang række andre og vigtigere opgaver.

- Hele PAC indgår i øjeblikket i 3-holdsskift i det landsdækkende Corona-nødberedskab. Det er ikke kun vores våbenafdelingen, som indgår, men både de, der arbejder med automatisk trafikkontrol, bøder, kriminalregisteret, kørekort - og altså også tilladelser og våben, forklarer Jesper Byskov, afdelingsleder for våbenafdelingen ved PAC.

Opgaver løses i prioriteret rækkefølge

Derfor må alle af naturlige årsager bære over med PAC's medarbejdere og påregne en forlænget sagsbehandlingstid. De ressourcer, der kan afsættes til behandling af tilladelser, vil ifølge Jesper Byskov prioritere sagerne i følgende rækkefølge:

  1. Sager om personer hvor det er MEGET betænkeligt at de har adgang til våben, f.eks. voldssager, sager om euforiserende stoffer m.fl.
  2. Ansøgninger fra erhvervsdrivende, f.eks. vedr. forsendelse af varer
  3. Øvrige sager i forhold til kriminalregisteret

Hvis din våbentilladelse når at udløbe

Måske er du én af dem, der står med en tilladelse, der meget snart udløber. Hvad gør du så, og risikerer du at blive knaldet for ulovlig våbenbesiddelse, hvis ikke den fornyede tilladelse når i hus i tide?

Det korte svar er nej, selvfølgelig ikke. Står du og skal have fornyet din våbentilladelse, så skal du blot gøre det samme som normalt, nemlig at indsende en ansøgning via politi.dk. Den eneste forskel er, at du skal forvente en længere sagsbehandlingstid end normalt. Her er det vigtigste således, at du sørger for at indsende din ansøgning rettidigt – dvs. før tilladelsen udløber.

MEN vær opmærksom på, at du naturligvis ikke må BENYTTE din riffel, medmindre du har en gyldig våbentilladelse. Derfor, skulle tilladelsen være udløbet når bukkejagten sætter ind, da må du lade riflen stå i våbenskabet indtil den nye tilladelse når frem med posten.

Jagttegnet er på vej

Til gengæld vil langt de fleste jægere, der lige nu venter på at modtage jagttegnet for den nye sæson, næppe opleve forsinkelser. Disse produceres nemlig af en virksomhed, som ifølge Miljøstyrelsen stadig er aktiv, og ventes derfor i postkasserne rettidigt.

Skulle der alligevel opstå forsinkelser og du ikke modtager dit nye jagttegn inden 1. april, kan du printe et midlertidigt jagttegn på miljøstyrelsens side, Mit Jagttegn. Det midlertidige jagttegn er gyldigt i 4 uger.

Enkelte jagttegn vil dog blive forsinket i længere tid. Det drejer sig om de jagttegnsløsere, der måtte have udestående med politiet. En del af disse personer skal nemlig igennem en individuel vurdering, foretaget af en fysisk PAC-medarbejder. Og - jævnfør ovenstående - kommer det til at tage tid.

Kategori rød, grøn og gul

Processen med udstedelse af jagttegnet kan lettest forklares med en metafor, som gør brug af farverne rød, grøn og gul.

  • Rød: Du har måske begået grov vold eller har en dom for besiddelse af stoffer, mv. Samtykke til jagttegn afvises pr. automatik.
  • Grøn: Politiet har ikke noget at udsætte på dig, og dit samtykke til jagttegn gives pr. automatik.
  • Gul: Dette er kategorien for tvivlstilfældene, som skal undersøges individuelt. Du havner her, hvis du på én eller anden måde er blevet straffet for en lovovertrædelse (ikke fartbøder), som ikke er så alvorlig, at samtykket pr. automatik afvises. At sagen afgøres individuelt betyder, at en PAC-medarbejder gennemgår din sag og vurderer, om din lovovertrædelse er så grov, at den skal have betydning for dit samtykke.

- Falder du ind under den gule kategori, må du forvente ekstra ventetid på jagttegnet, før vi har truffet afgørelse i din sag. Det er der desværre ikke noget at gøre ved, sådan som situationen ser ud i øjeblikket, lyder det fra Jesper Byskov, som i øvrigt henviser til politiets FAQ, hvor gængse spørgsmål besvares.


Danmarks Jægerforbund kæmper jagtens sag i Danmark. Som medlem nyder du godt af en lang række fordele - bl.a. modtager du hver måned magasinet Jæger direkte i din postkasse, samt har mulighed for at læse det online. Du får også adgang til alle features i vores app.

Bliv medlem, klik her