En ny tradition så dagens lys: DJ-ledernes dag
Enhver, der har bestået jægerforbundets gratis lederuddannelse, kan kalde sig for DJ-leder. Dem er der efterhånden et halvt hundrede stykker af, og de kan bruges til lidt af hvert. Forleden grundlagde de kimen til en ny tradition, hvor DJ-lederne mødes og netværker, videndeler og hygger én gang om året. Skal du med næste gang?
Lørdag den 5. september var der for alvor lagt op til masser af ping-pong, udveksling af erfaringer og action i Jagtens Hus. Anledningen var den første DJ Lederdag i jægerforbundets historie, og meget tyder på, at der er tale om en årligt tilbagevendende begivenhed. Og det er der mange gode grunde til – f.eks. netværk, personlig udvikling og udveksling af erfaringer på tværs af landet.
Først og fremmest er uddannelsen til DJ-leder et gratis tilbud til alle medlemmer af Danmarks Jægerforbund, som kunne tænke sig at blive bedre til at arbejde med ledelse af frivillige - både i regi af jægerforbundet og andre steder. Uddannelsen består af en række moduler (minimum 8 stk.), hvoraf de 3 er obligatoriske, mens andre kan tages uafhængigt og vælges alt efter interesse. Vælg f.eks. mellem pressehåndtering, mødeledelse, medlemsfastholdelse og hvervning, konflikthåndtering, strategisk udvikling af jagtforening og bestyrelsesarbejde. For blot at nævne nogle af modulerne.
- Læs også artiklen: Bliv klogere på dig selv med DJ-lederuddannelsen
Se billeder fra dagen i galleriet her:
De nye ledere er til for at blive brugt
Siden lanceringen af uddannelsen i 2018 har så vidt cirka 50 personer gennemført, og det var med dem i centrum at DJ Lederdagen blev afholdt. Ifølge jagtfaglig chef, Niels Søndergaard, var der tale om en historisk dag, som bør give genlyd ude i jagtforeningerne. For de nye ledere er til for at blive brugt.
- De mere end 850 jagtforeninger under jægerforbundet er drevet af frivillige ledere, og det er afgørende at give dem den opmærksomhed, de fortjener. De er helt afgørende for foreningernes – og dermed DJ’s – eksistens. Et godt lederskab sætter de mest optimale rammer, motiverer og fastholder, siger Niels Søndergaard om det vigtige fokus på de frivillige ledere.
Nu er et halvt hundrede stykker af dem blevet opkvalificeret, og det må jagtforeningerne, jægerrådene og kredsene ikke glemme at udnytte, lyder budskabet fra Niels Søndergaard. Derfor var medlemmer fra hovedbestyrelsen, kredsformænd og aktivitetsudvalgsformænd da også inviteret med på dagen.
Tackling af uforudsete problemer
Udover workshops med fokus på ejerskab, motivation og rekruttering var der bl.a. oplæg til inspiration ved tænketanken Frej, som på rekordtid har skabt en utrolig stærk organisation, bygget op af især unge frivillige. Også DJ-lederen Charlotte Bak, formand for Lammefjordens Jagtforening og uddannelseskoordinator i kreds 7, gav et oplæg, hvori hun levende berettede om sine egne erfaringer:
- Jeg har f.eks. lært en masse om konflikthåndtering, om hvordan man tackler uforudsete problemer, der kan være både vanskelige og grænseoverskridende at løse. Men det har også givet mig en indsigt i hvilken type formand jeg har lyst til at være. Man bliver klogere på sig selv, og som leder har det givet mig mere ro i maven, fordi jeg har fået en værktøjskasse og nogen at tale med, som måske har stået i samme situation. Uddannelsen har givet mig utrolig meget – det har været en rejse, og der sker en personlig udvikling med én, når man går i gang med den her rejse.