OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 15. maj 2020

Den store dag nærmer sig

Selvom herregårdsjæger og naturforvalter Mads Legarth holder af at jage råbuk, holder han faktisk endnu mere af at studere bukkene inden sæsonen.

Tekst og Foto: Thomas Lindy Nissen

Linserne bliver pudset, inden kikkerten lægges til rette mellem firehjulstrækkerens forsæder. Den tyske jagtterrier, der har fået lov at komme med, synes i de første par minutter at klage lidt over ikke at kunne nyde udsynet 100 procent fra transportburet bag passagersædet. Den opdager dog hurtigt, at aftenturen er en af de sædvanlige bukke-kigge-ture og holder snart op med at pibe. Mads Legarth er herregårdsjæger og naturforvalter på et lollandsk gods og bruger derfor en del tid på at få styr på bukkene i skovene, på markene og ved engene inden bukkejagtsæsonen starter.

Opsatsform og adfærd

Der sker ikke rigtigt noget i skoven, men vi ser da alligevel små 10 stykker råvildt, heriblandt en lille håndfuld bukke. Flere af bukkene er endnu i bast og et par af dem har sat op som seksendere.

- Jeg synes, det kan være svært at følge bukkene fra år til år, men jeg mener alligevel, der er relativt mange jeg enten genkender eller har en stærk formodning om at kunne genkende fra sidste år, når jeg begynder at kigge dem ud i foråret. Jeg bruger hvert forår mange timer på at finde ud af, hvor de stærkeste bukke står og lærer undervejs rigtig mange bukke at kende, forklarer han.

Mads fortæller herefter, at han bl.a. kigger på opsatsformen, sprosseplacering og ikke mindst bukkenes adfærd, når han prøver at genkende dem fra år til år.

- Der er faktisk stor forskel på, hvilken adfærd de enkelte bukke har, bl.a. hvor sky de er, og det synes jeg, jeg kan spore fra år til år, siger han.

Harernes ø

Hvis der er noget Lolland er kendt for – ud over sine smukke herregårde, uendelige roemarker og lave huspriser – er det en relativ tæt harebestand. Selv om vi ser meget råvildt og har nok at gøre med at kigge bukkene ud, er det umuligt at abstrahere fra det store antal harer, vi ser. I den første time har vi mere end 50 af de støttetandende i kikkerten, og Mads fortæller da også, at han dagligt ser harekillinger i reviret. Den arbejdsomme naturforvalter og herregårdsjæger ligger da også uendeligt mange timer i vildtplejetiltag og etablering af vildtagre og har bl.a. etableret 10 kilometer vildtstriber i området. Vildtstriberne, der er tilsået med blandingsafgrøde, er et par meter brede og følger hver en markvej, hvert et skovbryn og levende hegn.

Vi passerer vådområdet, hvor vi ser grågæs, krikænder og andre svømmefugle, men intet råvildt. Fasaner ser vi, ligesom harer, overalt, og mange af kokkene har været heldige at imponerer enkelte høner. Enkelte af de røde patriarker har endog haft held til at få flere fruer i haremmet. Vi ser til stadighed råvildt, og nyder bl.a. en buk med kroget opsats, flere unge bukke i bast og et par stærke seksendere i kirsebærrene. Den ene af disse har en delt bagsprosse og må vel nærmest betegnes som ulige otteender.

Returbukke 

- Heroppe har jeg set to rigtig gamle bukke i år, og jeg havde håbet, at vi også kunne se dem i dag, men de ser ikke ud til at være fremme, fortsætter han og peger op mod en lille beplantning i udkanten af reviret.

Mads holder meget af at pyrsche de gamle bukke, da udfordringen med at finde lige præcis DEN buk, for derefter at overliste den, er noget særligt.

- Trofæet på returbukkene er sjældent særlig kønt, men det er heller ikke det, det drejer sig om, det drejer sig om at forvalte bestanden bedst muligt, forklarer han.

På bukkejagt?

Det har været en fin aften i forårets friske favntag, en aften hvor den ene oplevelse med småvildt, råvildt og fremspirende flora er blevet afløst af den næste. Der har været meget råvildt ude, men ingen egentligt skudbare bukke. Mads ved nu efterhånden, hvor hver enkelt buk har sit revir, ved hvilke der kan nedlægges og hvilke der skal gemmes, og han ved, at der ikke er længe til den 16. maj.

Hvad han ikke ved endnu – eller ikke har besluttet sig for – er, om han selv vil nedlægge en buk, for langt hen ad vejen er det nemlig mere kendskabet til bukkene og forvaltningen af dem, der betyder noget for den unge jæger, mere end det er glæden ved selv at nedlægge dem. Og mon ikke mange oplever den samme følelse, når man først er kommet til at kende revirets bukke på godt og på ondt?

Knæk og bræk den 16. maj.