Uddannelse til Herregaardsjæger og Vildtforvalter

Er du vild med jagt og natur? Drømmer du om en uddannelse indenfor jagt- og vildtforvaltning? Så er herregaardsjæger- og vildtforvalteruddannelsen lige noget for dig!

Du vil efter endt uddannelse kunne arbejde professionelt med natur og jagt. 

Uddannelsen
Herregaardsjæger- og vildtforvalteruddannelsen er et forløb med skiftevis teori på vildtforvaltningsskolen og elevtid hos en læremester. Uddannelsen er opbygget således, at de første år er uddannelse som herregaardsjæger, og de sidste 9½  måneder er uddannelse som vildtforvalter. Den samlede uddannelse er tidsmæssigt berammet til fire et halvt år. 

Uddannelsen er SU-berettiget på skoleopholdene (medmindre disse betales af læremester), og du aflønnes af læremesteren i elevtiden. 

Forpraktik -  betingelse for optag  
For at blive optaget på uddannelsen skal du inden uddannelsens begyndelse gennemføre en forpraktik. Forpraktikken er af min. 3 måneders varighed hos en godkendt praktikvært, og skal være gennemført inden uddannelsesstart 15. oktober. Du kan søge om plads på uddannelsen inden praktikopholdet er påbegyndt/gennemført, men endelig optagelse kan først ske, når praktikken er gennemført. På praktikopholdet stifter du bekendtskab med alt forefaldende arbejde med opdræt af fasaner, agerhøns eller ænder.

Uddannelsens opbygning
Uddannelsen begynder med den første af i alt fire skoleophold. Første skoleophold er det grundlæggende kursus i jagt og vildtforvaltning. Dette første skoleophold varer tre måneder.

Første skoleophold indeholder blandt andet følgende emner: Relevant lovgivning, kendskab til hjemmehørende vildtarter, grundlæggende viden om landbrugsdrift og skovbrugsdrift, sammenhæng mellem natur, miljø og økologi, grundlæggende økonomi og skriftlig fremstilling. 

Efter første skoleophold følger 12 måneders læretid, som indeholder en egnethedsprøve, hvor det vurderes, om eleven kan fortsætte på uddannelsen. Når prøven er bestået, fortsætter uddannelsen med yderligere to års læretid, komplimenteret af to skoleophold på Vildtforvaltningsskolen af hver to ugers varighed. Skoleopholdene skal sikre opfølgning og fortsat udvikling af elevens studiekompetence.

Efter 3. elevår afsluttes uddannelsen med 4. og sidste skoleophold på 9½ måned, som er Vildtforvalteruddannelsen.

Der skal udover ovenstående skoleforløb gennemføres en række kompetencegivende kurser, som er relateret til land eller skovbrug, fx Motorsavskursus og sprøjtebevis. Disse afvikles som arbejdsmarkedsuddannelse (AMU) undervejs i læretiden.

Hvem er du?
Du er min. 18 år, har kørekort og jagttegn samt bestået folkeskolens afgangsprøve med min. karakteren 2 i dansk og matematik.

For at blive herregaardsjæger og vildtforvalter skal du have et godt helbred og en god fysik. Arbejdet kræver, at du kan varetage driften af en ejendom, at du er ansvarsfuld, kan planlægge og koordinere arbejdsprocesser og kan lede det daglige arbejde.

Arbejdet som Herregaardsjæger og Vildtforvalter

Når du er færdiguddannet herregaardsjæger og vildtforvalter vil du typisk få job på en større ejendom, som også er sådan et sted, du vil kunne komme hen i praktik inden og i lære i løbet af uddannelsen. Du vil typisk blive ansat til at varetage jagt-, vildt- og naturinteresser på en større ejendom. Det kan være et gods eller en anden større jordbesiddelse. På disse ejendomme er jagtvæsenet en vigtig driftsgren på linje med skovbrug, landbrug og ejendomsudlejning. Det er en betydelig indtægtskilde at udleje jagten samt at afholde større jagter.

Ud over arbejdet med jagten arbejder du også med naturforvaltning. Mange steder er du ansvarlig for opdræt og udsætning af fjervildt, som fx fasaner, agerhøns og gråænder. Det hører også til dit arbejdsområde at anlægge og vedligeholde diverse biotopforbedringer som fx beplantninger, fodermarker, kunstige søer m.m. En væsentlig opgave er at planlægge og afholde større og mindre jagter. Det er også din opgave at forhindre ulovlig jagt inden for dit område.

På større distrikter kan skytten dog have ansvaret for oplæring af en elev, eller der kan være tilknyttet en assistent. Bestemte arbejdsopgaver er knyttet til bestemte årstider. Også arbejdsmængden og dermed arbejdstiden varierer i løbet af året.

  • Først på vinteren indfanger du fasaner med henblik på ægproduktion. Du fodrer vildtet. I løbet af foråret arbejder du med biotopforbedringer samt at gøre eventuelt opdrætsgrej klar. 
  • Sidst på foråret starter indsamlingen af æg fra de indfangede fugle, og æggene udruges. 
  • Henover sommeren opdrættes fasan-, agerhønsekyllinger og ællinger. Det er også i denne periode, at bukkejagten afvikles.
  • Derudover fører du tilsyn med beplantninger og fodermarker. Sidst på sommeren udsættes fasaner og agerhøns.
  • I efteråret starter jagten på trækvildt. Senere følger afskydning af hjortevildt samt de større selskabsjagter.

Mere information

Har du spørgsmål om selve uddannelsen, skal du ikke tøve med at kontakte Peter Smærup på telefon: 88 88 75 61 eller pr. mail: psm@jaegerne.dk