Giften i paradis
Med jævne mellemrum spreder myndighederne i New Zealand gift over deres ellers vidunderlige natur. Trods voldsomme protester fortsætter landet som det eneste i verden den besynderlige praksis.
Mange danske jægere har besøgt New Zealand, og alle flyder over af lovprisninger om de fantastiske muligheder i dette skønne land. Men der er en slange i paradiset – ovenikøbet menneskeskabt – idet myndighederne spreder en dødelig gift ved hjælp af helikoptere, som dræber alt liv, der kommer i nærheden af den.
Giften 1080 – eller ”ten eighty”, som newzealænderne kalder den – spredes med det hovedsigte at dræbe opossum. Men når man rundkaster giften fra luften, er det logisk, at da rammer man med spredehagl alt andet.
Der er meget voldsomme billeder på internettet af brølende køer i dyb smerte, mens grædende bønder filmer deres døende dyr. Eller film med krondyr, der er i lige så stor smerte, for ofte tager det to-tre døgn for de større dyr at dø.
Som du kan læse andetsteds i bladet, så har jeg været på jagt efter brunsthjort i de lave, jungleklædte bjerge i Whirinaki Nationalpark på nordøen, nord for byen Taupo. Også her spredes gift. Sidst området havde fået en tur, var i september 2017 (jeg var der i april 18), ganske tæt på, hvor vi skulle jage. Jeg kunne tydeligt aflæse en forskel i, hvor mange dyr der var udenfor det giftramte område, og hvor få der var i kanten af det. Ligeledes var jeg forbløffet over, hvor ganske få fugle vi oplevede i den ellers dampende subtropiske jungle.
Landets nationalfugl, kiwi, er en af de hjemhørende arter, man gerne vil beskytte ved at dræbe opossum – men også kiwi tager giftampullerne (hvilket du kan se i filmen nævnt nederst). Det samme gør de sjældne papegøjer, andre fuglearter, dåvildt, kronvildt, gemser – ja alt, hvad der kan finde på at sætte tænderne eller næbbet i giftampullerne, der spredes så tæt, at der ligger tre-fire ampuller pr. kvadratmeter. Først spreder man giftfrie ampuller, så dyrelivet vænnes til at turde nærme sig den fremmede føde, og nogle dage sender spreder man så et nyt lag, denne gang med 1080-giften i.
Jeg talte ikke med én eneste jæger eller naturbruger, som på nogen måde kunne billige, hvad der skete. Man kunne til nød forstå det, hvis forhåbningen om at udrydde især opossum og rotter var lykkedes – men der er sket det stik modsatte; i dag opgøres bestanden af opossum til 50-60 millioner. Og der var kun nogle få millioner, da myndighederne startede med at sprede giften for en snes år siden.
Der spredes cirka fire tons gift om året. Eller 22.000 gange mere, end der anvendes i resten af verden.
Jeg mærkede en stærk modløshed og apati hos jægerne. En af dem sagde til mig, at han forudså, at det vil ende med vold, hvor enten en landmand eller en jæger taber besindelsen. Der er allerede nu eksempler på gift-helikoptere, der er landet med skudhuller fra jagtrifler.
Hvad får dog myndighederne til blindt at fortsætte ad samme spor? At sprede gift med to-tre års intervaller på ALLE områder som det eneste land i hele verden? Ja, ifølge de lokale, jeg talte med, er der tale om en forretning til cirka 100 millioner NZ-dollars om året, og de hævder, at der sker returkommission til de involverede embedsmænd og politikere. En voldsom påstand, som kan være svær at sluge som regelret dansker.
De newzealændere, jeg talte med, sætter deres lid til, at andre lande får øjnene op for, hvad der foregår i landet. Ét land har taget konsekvensen, nemlig Japan, som tidligere var storaftager af kroppe fra opossum, dræbt ved almindelig jagt og fældefangst, til brug for foder til kæledyr. Da japanerne hørte om giften og omfanget af brugen af gift, lukkede de øjeblikkeligt for importen.
Du kan se en meget informativ film, lavet af de newzealandske tvillingebrødre Steve og Clyde Graf, omkring alle aspekter ved emnet via dette link.
mst@jaegerne.dk
