Tre kaniner, tre patroner og to fritter

Det er formiddag, medio februar og geografisk befinder vi os på Fanø, mere præcis ved øens golfbane, som er inkluderet i Fanø Jagtforenings omtrent 1500 hektar store revir. Én af jægerne, Mads Dragsbæk, er særligt spændt. Selvom han efterhånden er erfaren med masser af vildt fra ind- og udland på tasken, er dette alligevel noget helt nyt for ham. For hvad kan man så skyde på en golfbane - altså bortset fra de små, hvide bolde, som kløver baner i luften mellem greenens famøse atten huller?

På netop Fanø golfbane er man næppe i tvivl, for her lever vildkaninerne i massevis i store underjordiske komplekser med et væld af huller, som nogle steder kan tælles i dusinvis og ingen aner noget om, præcis hvor undermineret området er. Men kaninerne for mange danskere måske ses som nuttede småkræ og kæledyr for børn, er virkeligheden en anden på Fanøs golfbane og det store sommerhusområde, der ligger i nærheden. Her skaber tanken om for mange kaniner først og fremmest bekymringer, blandt andet fordi de med deres mange komplekser og dybe gangsystemer risikerer at underminere klitter og fundamenter. Og - som man siger - så er det desuden træls når golfbanen får ret meget mere end atten huller ...

Bestanden af kaniner skal derfor holdes nede, og det er den lokale jagtforening eksperter i at håndtere. Men mens den almindelige gravjagt som bekendt foregår med de små, iltre gravsøgende hunde, kræves der andre midler til de endnu mindre kaninhuller. Her bliver selv den smidigste terrier for stor. Her kommer fritten - den tæmmede afart af ilderen - til sin ret, og med en gennemsnitlig længde på en halv meters penge og et par kilos vægt passer det lille rovdyr perfekt til kaninjagtens præmisser.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Først hund, så fritte - og haglbøsse

På denne formiddag ved golfbanen består selskabet af reguleringsjægere af to skytter og foreningens frittefører, Kim Carlsson. Kim har medbragt to fritter i bur, og før de tre jægere sætter i værk, starter Kim med at sætte en lille metalring rundt om snuden på sine dyr. Ringen fungerer som en slags mundkurv og skal forhindre fritten i et bide kaninen ihjel under jorden.

For Mads Dragsbæk er mødet med den vildt udseende fritte helt nyt, og selvom Kim håndterer sine dyr med ro og lethed, er de stadig ikke helt til at spøge med. Tænderne er som sylespidser og biddet kraftigt - noget Kim tidligere selv har erfaret. Ganske vist er der tale om tamdyr, fremavlet til jagt, mere føjelige og villige til at lade sig manipulere af mennesker - men kæledyr er der ikke tale om. Mårdyrets smalle hoved vejrer i vinden, blinker med de bittesmå, sorte øjne. Har det mon allerede fået færten af kaninkød?

Først sender Kim sin 4-årige kleiner münsterländer Nemo, der med stor iver og hast løber rundt mellem kompleksets mange huller og snuser. Nemo er ikke kun interesseret i kaniner og tager også stand for et par snepper i løbet af dagen. Kim kan se på hunden, når den har fået en frisk kaninfært, og først når det sker, placerer han skytterne. Spændingen stiger. Kim kommer gående med sin kasse, udvælger en fritte og tager den op i skødet. Så slipper han den ned i hullet og venter. Og venter.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

- Det er nok én af de mest intense jagtoplevelser, jeg har haft. Der er et helt særligt spændingsmoment i det - at se fritten gå ned og forsvinde under jorden. Er der ingen kanin i hullet, så kommer den ret hurtigt op igen, men bliver den dernede, ja, så ved man, at nu sker der snart noget. Men hvor? Det er jo ikke som en rævegrav. Her er hullerne overalt, og kaninen kan komme frem hvor som helst, når som helst, forklarer Mads Dragsbæk.

En reaktionsøvelse ud over det sædvanlige

Netop det aspekt, at komplekset er fyldt med kaninhuller og at jægerne ikke kan vide hvilke huller der er forbundet med hinanden, tilfører jagtoplevelsen en ekstra dimension. Det kræver årvågenhed og en streng disciplin hos skytterne, som i forvejen nøje har studeret deres skudfelter i forhold til hinanden og omgivelserne. For i det øjeblik, kaninen kommer frem, sker alting lynhurtigt.

- Den ligesom skyder sig ud af hullet og kan vende sig 90 grader i luften og forsvinde ned i et nyt hul i løbet af et splitsekund. Det går utrolig stærkt. Samtidig kan man være heldig at der er mange kaniner i et hul, man aner ikke hvor mange der kommer, og man hører heller ikke noget. Intet. Der er dødstille. Så det dér med at stå og være klar og overskue mange huller samtidig, dét er kunsten. Det er en reaktionsøvelse ud over det sædvanlige, og det skader bestemt ikke at være rimelig ferm med haglbøssen, fortæller Mads Dragsbæk.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

For ikke at risikere af ramme fritten, skydes der ikke mod hullet men først når kaninen i sin spurt er kommet ud i det åbne terræn. Den formiddag afgiver Mads tre skud, og tre kaniner tumler omkuld.

- Den ene er nu nok en delekanin, medgiver han bagefter og præciserer, at der under dagens regulering blev afgivet i alt fem skud, og at de tre nedlagte kaniner var blevet truffet med hagl fra dem alle.

Det lækre kaninkød

Men hagl fra fem patroner spolerede langt fra kødet. Heldigvis for det. Mads fik nemlig alle tre kaniner med hjem, og nu har han flået dem, udskåret dem i bove, rygfileter og køller, og glæder sig til at servere lækkert vildtmad for familien. For selvom en kanin måske ikke i sig selv repræsenterer store mængder af kød, er det magert, lækkert og yderst velsmagende. Han uddyber:

- Jeg planlægger at tilberede dem i en indisk ret, kylling i cashew, men hvor jeg så bytter kyllingen ud med kanin. Det smager fantastisk - blendede nødder, krydderier, kaninkød og grøntsager, der står og simrer. Serveret med ris eller frisk pasta.

Det er smagen af en stor jagtoplevelse. Velbekomme!