Offentliggjort den: 25. maj 2024

”Er der grænser for det gode samarbejde?”

Sådan lød det grundlæggende spørgsmål forud for lørdagens første debat på årets Naturmøde. Debattørerne fra DJ, herregårdsjægerne og DOF sad klar på scenen, men desværre formåede moderatoren aldrig for alvor at nå ind til sagens kerne. Så gik det en smule bedre i Fondenes telt lidt senere på dagen.

Tekst og Foto: Jacob Munkholm Jensen

Det er en almindelig antagelse, at ornitologer - de passionerede fuglekiggere - og jægere ser så forskelligt på verden, at de har svært ved at samarbejde. Men som mange måske allerede ved, samarbejder Danmarks Jægerforbund og Dansk Ornitologisk Forening (DOF) allerede om en del projekter. Ikke mindst i det såkaldte rovfuglepartnerskab under navnet "Fælles fokus på de danske rovfugle," som løber i perioden 2021-2025. Senest er projektet udvidet med endnu en samarbejdspartner i form af Danske Herregårdsjægere, samtidig med at fokus nu også omfatter kragefuglene.

Men hvordan kan jægere og ornitologer mødes og samarbejde, når der samtidig er modstridende interesser og dele af begge baglande, der ikke bryder sig om hinandens interesser? Hvad er fordelene ved et samarbejde i et umage par? Og er der grænser for det gode samarbejde? Sådan lød det interessante oplæg til lørdagens første debat på den hyggelige LIFE-scene. Her mødtes DJ-formand Claus Lind Christensen med kollegerne Egon Østergaard, som er formand for DOF, og herregårdsjægernes formand, Morten Truelsen.

- Jægere og ornitoliger er jo ikke notorisk nogen, man forbinder som bedste venner, indledte moderator Vicky Knudsen fra sin plads i den bløde stol på scenen i det pænt fyldte telt. Så tilføjede hun:

- To modpoler, der forenes i et smukt samarbejde på midten. Måske.

Dermed var der lagt op til en interessant debat om det eksisterende samarbejde og - nok først og fremmest - selve debattens kernespørgsmål. Altså, om der også findes grænser for det gode samarbejde.

I løbet af de 45 minutter, som debatten varede, blev der snakket meget om rovfugle og kragefugle, om hvad publikum mente om husskaden, der tømmer solsortens rede for unger, og om tilstedeværelsen af rød glente ved moderatorens hus på Bornholm. Men desværre formåede Vicky Knudsen aldrig for alvor at spore debattørerne ind på sagens kerne. Kun til sidst stillede hun det afgørende spørgsmål - og debattørerne måtte sågar kun svare med et JA eller et NEJ:

- Er der grænser for samarbejdet?

- Tja, svarede Morten Truelsen og lagde sig dermed midt imellem de to svarmuligheder.

- Nej, lød det overraskende fra Egon Østergaard, mens Claus Lind Christensens svar var en smule mere nuanceret:

- Ja, der er grænser. Men det betyder ikke at vi ikke kan have samtalen.

Nærmere kom vi ikke - i hvert fald ikke under debatten på LIFE-scenen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Anderledes gik det dog en times tid senere, da de to formænd for DJ og DOF endnu en gang mødtes til debat. Denne gang var scenen sat i Fondenes telt et stykke nede ad den tætpakkede hovedgade. Arrangørerne var et joint venture mellem Aage V. Jensens Fond, Den Danske Naturfond, Velux Fonden, Hempel Fonden, Fugleværns Fonden og 15. Juni Fonden, og her stillede man - under betydeligt mindre forhold end på LIFE-scenen - det retoriske spørgsmål: "Jægere og ornitologer - hvor langt vil I gå sammen for vores natur?"

Selvom debatoplægget ganske vist mindede om det, der tidligere på dagen havde fundet sted på LIFE-scenen, var der stadig tilhørere trods den trange plads. Og, som Egon Østergaard måtte konstatere:

- Er der noget, der giver opmærksomhed, så er det når umage par finder sammen. Det må man bare konstatere.

I løbet af denne debat, som var bedre styret og derfor mere konkret, blev der langt vægt på DJ og DOF's fælles kamp for mere natur.

- Naturen i landbrugslandet, der eksisterer mellem markerne, bliver der mindre og mindre af. Det er det problem, der binder os sammen. Så er der en række mindre emner, hvor vi er uenige, konstarerede Egon Østergaard.

Blandt uenighedspunkterne kunne konkret nævnes bl.a. skumringsjagt og motorbådsjagt, ligesom spørgsmålet om udsætning som regel er garant for en god diskussion mellem ornitologer og jægere. Men han mener ikke, uenighederne skygger for den store, fælles opgave: At kæmpe for en bedre natur i det åbne land. DJ-formanden erklærede sig prompte enig:

- Der skal være en sund natur i Danmark. Så er der nok til os alle, sagde han.