Schweisshundenes travle dage

Da Alma springer ud af bilens bagende, er den så klar til opgaven, den kan blive. Rekvirenten, Tonny Carsten Vestergaard Andersen, har om morgenen skudt til en buk i en stor, smuk grøn eng, men den er forsvundet for ham, så schweisshundefører Jan Hjort Pedersen er tilkaldt for at rede trådene ud og forhåbentlig finde bukken. Alma får selen på, og få minutter senere kan Tonny både pege ud, hvor han stod, da han skød, og hvor bukken befandt sig, da den blev påskudt.

Ordentligt hop

- Jeg stod derovre i grøften, da jeg så bukken komme ud længere oppe ved den lille skov; den kom langsomt nærmere, mens den essede, og da den til sidst stod lige der, hvor jeg har sat min skydestok, så skød jeg. Den lavede et ordentligt hop og spurtede skråt ind mod grøften og er sikkert løbet op i den lille skov deroppe eller ligger inde i lyngen bagved. Jeg har været oppe at kikke – bare helt forsigtigt – men jeg kunne ikke se schweiss eller andet, der viste, hvor den var løbet ind.

Jan sender Tonny et stort smil, og siger:

- Du har gjort det helt rigtige. Du har markeret påskudsstedet, du har fortalt mig, hvordan bukken reagerede i skuddet, og du har, da du ikke umiddelbart har fundet schweiss eller fundet bukken, ringet efter mig: det er sgu helt efter bogen!

Alma finder bukken

Jan undersøger minutiøst det sted, bukken sprang til vejrs. Efter nogle minutter siger han:

- Der er helt sikkert noget, for jeg kan se på Alma, at hun har fat i et eller andet. Den stærke ruhårstæve trækker godt i remmen, og cirkler lidt rundt for at få ordentligt styr på sporet. Pludselig trækker den direkte ind mod og ned i grøften, som blot ligger 50 meter fra det sted, Tonny har anvist som påskudsstedet. Almas korte hale kører faretruende hurtigt rundt.

- Den ligger her, råber Jan, som er gået frem til hunden, og allerede har fat i bukkens ene forløb og nu trækker dyret op af grøften og ud på engen.

- Hvor er den ramt, spørger Tonny, som er både glad og nysgerrig.

Indgangshullet fra kuglen sidder i boven og er næsten usynligt, mens udgangshullet ud for leveren i modsatte side er mere voldsomt.

- Den var død, inden den nåede herhen, siger Jan, der trods sine bare tre år i schweissregistret har erfaringerne fra over 400 eftersøgninger at støtte sig til.

Tonny og Jan udveksler erfaringer om bukke og især de eftertragtede handyrs til tider uforudsigelige adfærd efter at være ramt af en kugle.

- Ved du hvad, Jan, jeg var helt sikker på, den var løbet op mod lyngen. Jeg må være gået forbi den på få meters afstand uden at have set den, opsummerer Tonny morgenens hændelser.

Hundens næse ”ser” alt

Den 63-årige jæger er født på en gård i området og kender hver mark og hvert markskel og i den grad også, hvor dyrene plejer at gemme sig ved forskellige vindretninger. Selvom den omtalte lyng var en del af hans eget jagtområde, var han stoppet med at lede yderligere, da han ikke fra engstykket kunne se noget forendt dyr.

- Jeg vil lige se, om jeg kan finde anskudsstedet, siger Jan og går tilbage til Tonnys skydestok.

Trods ihærdig søgen finder Jan hverken blod, hår, skind, kød eller andet fra dyret, der kunne indikere, at det var ramt. Hunden markerede ellers fint inden for få kvadratmeter, men dels kan schweissen være mikroskopisk og spredt over et større område, og dels er farvespillet blandt vegetationen i bunden af engen ganske omfattende – det menneskelige øje kan nemt overse, hvad der for hundens næse er helt ”tydeligt”.

Tonny fisker tegnebogen op af baglommen i sine jagtbukser og giver Jan en pengeseddel for hjælpen. Så er der i kolde kontanter betalt for veludført opgave. Bukken er fundet, og Tonny er glad.

Ring endelig!

Det samme er Jan, for som han siger:

- Vi er her jo som schweisshundeførere for at hjælpe den enkelte jæger, og vi tager hellere en eftersøgning for meget end en for lidt. Man skal derfor ikke være bange for at ringe til os, hvis man har en klar formodning om, at et dyr er anskudt – også selvom man ikke kan finde tegn på, at det er ramt.

Efter at Tonny har brækket dyret, trækker de to mænd på skift både hver for sig og sammen bukken op til gården, hvor Tonnys far, der også er jæger, kommer ud for at ønske tillykke. Alma kommer op bag i bilen, får en ordentlig slurk vand, inden den lægger sig i hundekassen og vel bare håber på, at sæsonen for andet end træningsspor fortsætter. Det gør den, for senere på dagen og i dagene efter har Jan adskillige eftersøgninger.

Det lykkes ikke hver gang

De fleste eftersøgninger ender med en forendt buk, men enkelt gange rejses det anskudte dyr, hunden slippes, og den må så hetze og fastholde eller selv affange det anskudte dyr.

Det er første gang Tonny har bud efter netop Jan, og opgaven var denne majmorgen en af de nemmere for Jan og Alma. Sådan går det ikke altid. I sjældne tilfælde lykkes det ikke at finde eller få fat på den ramte buk. Det skal jægeren være forberedt på; schweisshundeføreren og hans hund vil imidlertid altid gøre alt, hvad der står i deres magt for at eftersøgningen ender godt – ikke mindst for rekvirenten.