Historien om min fars ”Dummeling”

Min far havde kun ét jagtgevær. Han kaldte det ”Dummelingen”. Oversat til fransk er det nok Dumoulin. Han benyttede det især til jagt på ænder og gæs i den periode, hvor han boede på gården Røngaarden tæt ved Vildtreservatet Ulvedybet. Han udnyttede de gode muligheder, han havde for at skyde ænder på engene, når de fra reservatet søgte ind for at fouragere. I hårdt vejr kunne han opleve et aftentræk på lavtflyvende ænder, mens han stod i læ ved ladeporten, har han fortalt.

Om morgenen den 9. april 1940 var det et andet træk, han blev vidne til ved ladeporten. Det var dagen, hvor tyskerne besatte Danmark. Jeg var da seks år gammel, og jeg husker tydeligt den øredøvende larm fra flyvemaskinerne, der kom lavt og larmende ind over gården. Snart blev Røngaarden beslaglagt og indrettet til en militær lytterpost. ”Dummelingen” blev gemt væk, og jeg blev med blandede følelser vidne til at tyskerne anbragte deres rifler på gårdspladsen. Mine forældre fandt hurtigt ud af, at det blev for utrygt at bo på Røngaarden, så den blev solgt, og vi flyttede til en ejendom længere væk fra tyske militæranlæg.

Det var et stort tab for min far, der havde overtaget Røngaarden efter sin far. Og det var slut med at jage ænder ved Ulvedybet. Jeg mindes kun én gang, hvor han var på andetræk dér, og da var jeg med. Men han kunne jage harer og agerhøns på den nye ejendom, og når jeg fik lov, var jeg også med og travede i hælene på ham.

”Dummelingen” var anbragt på en geværknage på den væg i stuen, hvor der også hang et maleri af Røngaarden, en vægtelefon og et barometer, som far ofte ”pikkede” på med pegefingeren for at se vejrudsigten. På en hylde over børnehøjde stod en kasse haglpatroner. Min far, der ellers var meget forsigtig og betænksom, har fortalt mig årsagen til denne uforsigtighed med at anbringe patroner så tæt på geværet. Det var simpelthen frygt. Man kunne ikke vide, hvad fremtiden ville bringe af farer. Måske kunne det blive aktuelt at forsvare sig med våben. Denne frygt blev jeg dog først indviet i efter krigens afslutning. De voksne var meget betænksomme med at tale om det farlige, når der var børn til stede, og jeg mindes ikke krigen som ”fem forbandede år”. Naturligvis var jeg bevidst om, at det ikke var en ønskesituation, at tyskerne var til stede, og engang var jeg vidne til, at min fars ellers så rolige temperament kunne slå sprækker. I begyndelsen af besættelsen var det tilladt at have geværer, og min far kunne fortsætte med søndagsjagten, der vel var et sjældent lyspunkt i den mørke, usikre tilværelse. Men jeg husker, at han var mere sårbar over for forbiere, og til min bestyrtelse sagde han på et tidspunkt, at hvis han ikke ramte den næste hare, ville han sælge ”Dummelingen”. Han skød dog den famøse hare, og jeg åndede lettet op. Alligevel var ”Dummelingen” en dag forsvundet fra sin knage.

- Tyskerne har taget den, sagde min far.

Det gjorde ondt at se den tomme geværknage i stuen, og jeg savnede søndagenes traveture over markerne.

I 1945 rejste tyskerne hjem og jeg regnede med, at selv om de havde tabt krigen, havde de vundet ”Dummelingen”. Men en dag spurgte min far mig, om jeg ville komme med op på loftet og give en hånd med. Vi fjernede et af loftbrædderne, og dér lå ”Dummelingen” fint pakket ind i et tæppe. Far havde snydt tyskerne, og vi havde vundet krigen. Jeg glemmer aldrig den store fryd, det var atter at kunne trave i hælene på min far, når han med ”Dummelingen”s hjælp kunne sørge for, at vi fik harer og agerhøns på bordet.

Da jeg var gammel nok, fik jeg jagttegn, og jeg lånte Dummelingen så tit, det var muligt. Jeg fik skudt min første hare og min første agerhøne, men jeg havde hørt så mange beretninger om andejagten på engene ved Ulvedybet fra far og hans jagtvenner, at jeg var meget opsat på at prøve det. Min far ville dog ikke med ud på engene. Han sagde, at aftentrækket foregik samtidig med, at han skulle malke køerne, men jeg tror, at skuffelsen over at miste Røngaarden aldrig forlod ham, og at han ikke ønskede at blive konfronteret med gården, med Ulvedybet og med engene. Jeg besluttede da at prøve andetrækket ved Ulvedybet på egen hånd, og far forklarede mig, hvilke enge, jeg måtte færdes på. Jeg syntes dog ikke, jeg fik nok ud af det, og beklagede mig til far. Men først da jeg en aften kom hjem fra et aftentræk uden bytte og med en håndfuld tomme patronhylstre, blev det alligevel for meget for ham.

Det blev den eneste gang, jeg var på andetræk sammen med min far. Jeg havde ofte været med på trampejagt, og jeg havde set ham ramme men også skyde forbi, og min barndoms ærefrygt over for hans skydeevner var dalet lidt, og mon ikke hans tidligere jagtkammeraters hyldest var noget overdrevet. Jeg var meget spændt på jagtens udfald. Far havde pikket på barometeret, og efter den lange cykeltur til engene ved Ulvedybet studerede han vindretningen nærmere, inden han valgte stedet for aftenens jagt.

- Ænderne letter jo derude fra Ulvedybet og kommer ind over engene i modvind, sagde han.

Jeg bemærkede, hvor meget han gjorde ud af at vælge standpladsen, så vi var skjult så meget om muligt mellem græs og siv.

- Du begynder, sagde han så, og ikke mere.

Jeg puttede to patroner i ”Dummelingen”, lagde kolben til kinden et par gange, og satte mig til at vente. Men ikke så længe. En enlig gråand havde kursen mod os.

- Den vil ikke ned, men den er ikke for højt oppe, sagde far med lav stemme.

Da den passerede lige over hovedet på os svingede jeg ”Dummelingen” op og fyrede et skud af, men anden fortsatte sin flugt ind over engene.

- Du skal holde længere frem foran, sagde far.

Dette gentog sig med to gråænder.

- Længere frem, gentog far.

Han overtog geværet, og snart kom en lille flok gråænder ind over. Far lagde roligt ”Dummelingen” til kinden, trykkede af, og en af ænderne faldt dødskudt til jorden. Jeg nåede lige at få samlet anden op, inden næste chance bød sig. En lille flok pibeænder (rødnakker, kalder man dem der på egnen) var på fint skudhold, og far præsterede den fineste duble.

Derefter gik det en periode som efter bogen. Min far havde ikke en eneste forbier, og jeg havde travlt med at samle ænder op.

- Så er det din tur, sagde han endelig.

- Husk at holde godt foran.

Det var blevet mørkere, men jeg så ganske tydeligt den lille flok gråænder, der havde kurs mod os. Jeg svingede geværet godt frem foran en af ænderne, inden jeg trykkede på aftrækkeren. Anden pakkede sammen, og i dette øjeblik var jeg klar over, at jeg havde fundet en af årsagerne til nogle af mine tidligere forbiere. Jeg fik en chance mere, hvor jeg kunne bekræfte, at dette var sandt. Desuden fik jeg en fin oplevelse med en flok krikænder, der kom strygende lavt ind over vandoverfladen.

- Lad dem flyve, sagde far.

Mens jeg sad og undrede mig, tog krikænderne en drejning og kom med nedsat fart ind over vandet, klar til at lande. Jeg fik fint hold på en af dem, og den landede med et plask.

Det var den eneste gang, min far og jeg var på jagt sammen, og jeg mindes denne aften på engene som en af mine største jagtoplevelser, og samtidig en af de gange, hvor jeg var tættest på min far. Selv om han ikke var en mand af mange ord, kunne han ikke skjule, at han havde haft den samme oplevelse. Han havde vist, at han stadig var en habil andejæger, og med et par gode råd havde han været medvirkende til, at jeg, hans søn, havde leveret et par træffere.

Jeg flyttede hjemmefra for at studere. Så blev det fast arbejde og familie, og selv om jeg ind imellem følte en længsel, blev det kun til lidt jagt, når jeg var hjemme på besøg, og der gik mange år, inden det blev til virkelighed. Det blev strandjagten, der fangede min store interesse og som kom til at fylde rigtig meget i min tilværelse. Selv om jeg trofast havde haft ”Dummelingen” med i mine flyttelæs, blev den vraget, da jeg endelig blev jæger. Jeg syntes, at den var rigelig medtaget med gravrust og slør i leddene, at jeg vurderede, at den burde komme på pension i våbenskabet.

Der måtte hele tre geværer til at erstatte ”Dummelingen”, én til pramjagt, én til lerduebanen og en tredje til motorbådsjagt - men det er en anden historie.