England, Tyskland og Sverige søger råd i Danmark om jagt uden bly
Danmarks blyfri erfaringer er eftertragtede i vore nabolande. Og Danmarks Jægerforbund deler gerne ud af dem. De udenlandske jægere har mange af de samme bekymringer, som danske jægere gav udtryk for op til det danske totalforbud mod blyhagl i 1996.
- Vores glade budskab er, at vi går på jagt, som vi altid har gjort, og vores information bliver godt modtaget: Europa er godt klar over, at det med bly er på vej ud, siger chefkonsulent for våben og skydning i Danmarks Jægerforbund, Lars Thune Andersen.
Han har holdt flere foredrag i England og Tyskland, ligesom han er blevet bedt om at skrive artikler til Svenska Jägareförbundet om de manglende problemer ved at skifte fra blyhagl til alternativer som f.eks. stålhagl. Næste arrangement er den 16. maj for The British Association for Shooting and Conservation, BASC, på Gleneagles Hotel and Shooting Range i Skotland. Se f.eks. denne film, hvor en delegation fra Deutscher Jagdverband er på besøg i Jagtens Hus, bl.a. til en snak med Lars Thune Andersen om brugen af blyfri ammunition i haglvåben:
Verden går ikke under
De udenlandske jægere har mange af de samme bekymringer, som danske jægere gav udtryk for op til det danske totalforbud mod blyhagl i 1996.
- De danske jægere troede, hele deres verden gik under. Og det er det samme, vi hører nu fra nabolandene, siger Lars Thune Andersen.
Han kan berolige jægerne og oplyser, at der ingen problemer er ved at skifte fra blyhagl til stålhagl, man skal bare vælge hagl to størrelser over den størrelse, man ville have brugt med bly.
- Man skal vælge ammunition, som passer til ens våben. Standard steel passer til alle våbentyper, der er tilpasset røgsvagt krudt, mens man skal have et våben, der er fremstillet til at skyde med stålhagl, hvis man bruger high performance steel. Man kan også få ældre våben tilpasset til brug af stålhagl ved f.eks. at åbne trangboringen og øge overgangskonus mellem løbet og trangboring, hvis våbnet har fast trangboring, forklarer Lars Thune Andersen.
Det sværeste er lovgivningen
I Sverige har en af bekymringerne været, at man pga. klipper ville være mere plaget af rikochettering, end vi i Danmark er med vores mere bløde jordlag. Det kan være en faktor, siger Lars Thune Andersen, men tilføjer:
- Vi har samme underlag på Bornholm, og dér har ikke været flere ulykker med rikochettering. Vi anbefaler en sikkerhedsvinkel på 40 grader. Generelt må jeg sige, at den tekniske side er ikke så besværlig som den politiske og den juridiske.
Lars Thune Andersen nævner blandt andet landenes forskellige lovgivning for trykprøvning af våbnene, efter der er udført arbejde på løbet som f.eks. åbning af trangboring.
Ud med bly
Danmark blev et foregangsland, da vi forbød spredning af store mængder bly via jægernes hagl i 1996. Briterne forbød blyhagl i vådområder i 1999 og EU har i år indført samme forbud. I Storbritannien er organisationer fra landdistrikterne og skytteforeningerne i år gået sammen for at opfordre til en generel udfasning af blyhagl inden for fem år.
Kravet om blyfri jagt bliver bakket op af forskellige aftagere af vildt, der ikke vil forhandle varer nedlagt med blyholdig ammunition.