OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 03. oktober 2022

Skyd trygt trofæer i UK

Korrektion vedrørende forkert information om eksport af jagttrofæer fra England og Skotland i seneste udgave af Jæger, oktober 2022.

Tekst: Nils Holger Ellekilde

Oplysninger på de fynske lokalsider i oktoberudgaven af Jæger om, at al import og eksport af jagttrofæer fra England og Skotland skulle være blevet forbudt i forbindelse med Brexit, holder ikke vand. Helt konkret drejer det sig om artiklen "Trofæets hjemtransport" på side 69.

Selvom det altså ikke er forbudt, findes der en engelsk lobby, der meget intenst har arbejdet på det, men de er blevet ”overruled” af de engelske jagt- og naturorganisationer, og således er alt ved det gamle. Derfor kan de danske jægere trygt arrangere jagt i England og Skotland og efterfølgende få deres trofæer hjem via de sædvanlige kanaler, hvad enten de overlader det til et jagtrejsebureau eller de selv entrerer med et speditionsfirma. Men det går ikke i bagagen.

Trofæer i bagagen er en helt anden ting

Hvis man spørger en jæger, om han må have et afkogt kranie fra en springbuk med hjem i sin bagage, når han rejser hjem efter en tur i Afrika, vil de fleste sige nej. Det må man ikke, og det ved jægerne godt.

Nu er det det samme fra Storbritannien (UK). Efter UK har forladt EU er animalske biprodukter, herunder jagttrofæer, ikke længere mulige at medbringe som bagage.

Import af animalske biprodukter fra ikke EU-lande kræver uændret følgende:

  • Godkendt, certificeret afsender
  • Helt rene trofæer (intet blod, kød, sener, bast, græs eller andet)
  • Et sundhedscertifikat underskrevet af en embedsdyrlæge (i Skotland kan det være en dyrlæge, der er certificeret af staten)
  • Det kræver en fysisk inspektion af trofæerne at få et sundhedscertifikat
  • Godkendt transportør
  • Godkendt importør i EU (en konservator er godkendt, privatpersoner kan ikke godkendes)
  • Grænsekontrol på første europæiske grænse (anmeldelse online i TRACES NT min. 24 før ankomst)
  • Fortoldning ved ankomst til EU
  • Levering til godkendt konservator

Grænsekontrol kan IKKE foretages, hvis trofæerne først har været ”land-side”, det vil sige der, hvor der er passagerer. Så hvis de har været i kufferten eller håndbagagen, er det for sent. Reglerne for trofæimport fra UK er ganske enkelt de samme som fra alle andre tredjelande, så der er ikke længere forskel på, om du importerer trofæer fra Afrika eller England og Skotland. Bliver man stoppet i tolden, vil trofæet blive tilbageholdt, og man vil få en bøde og en regning for destruktion. Og den kan IKKE reddes på målstregen, hvis man først er nået hertil.

Desuden fremgår det af samme artikel i Jæger, at Irland er tilhørende UK. Dette er naturligvis heller ikke korrekt, idet republikken Irland fik sin selvstændighed i 1922. Nordirland, derimod, er fortsat en del af Det Forenede Kongerige Storbritannien.

Jæger beklager fejlene.