OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 24. januar 2022

PAC introducerer nyt registreringssystem

Politiet har taget et nyt våbenregistreringssystem i brug, som lever op til europæisk lovgivning på området. Fremover skal alle væsentlige dele af et våben registreres i forbindelse med ansøgning om våbentilladelse.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Næste gang du køber et våben - brugt eller nyt - skal alle dets væsentlige dele (såsom løb eller pibe, bundstykke, lås, mv.) være afmærket og registreret hos politiet. Og udskifter du én af delene på dit våben, skal det anmeldes. Det sker for at sikre, at både våben og de væsentlige våbendele kan spores på tværs af EU's medlemslande.

- For en gennemsnitlig ansøger, f.eks. en jæger, vil det betyde at man skal registrere flere enkeltdele i forbindelse med sin ansøgning, lyder det fra enhedschef ved PAC-Våben Ole Astrup Aldershvile, i en nyhed på Rigspolitiets hjemmeside.

Det nye registreringssystem, som netop er blevet taget i brug af Politiets Administrative Center (PAC), er en del af effektueringen af den nye våbenbekendtgørelse af 18. januar 2022. Den skal sørge for, at Danmark lever op til EU-lovgivning på området, som reelt har eksisteret siden 2018. Altså i over tre år. Ifølge Rigspolitiets oplysninger er der i perioden frem mod sommeren 2022 ansat 10 ekstra sagsbehandlere for at håndtere omstillingen til det nye system, og for at sikre, at sagsbehandlingstiden holdes på de normale cirka 20 dage.

Danmarks Jægerforbund vil i næste uge besøge Politiets Administrative Center i Holstebro og bl.a. spørge yderligere ind til det nye system og hvilke følger - positive såvel som negative - det kan medføre for jægerne. Vi vil gøre vores bedste for at stille alle de spørgsmål, en jæger har brug for at vide i forbindelse med den nye våbenbekendtgørelse.