Offentliggjort den: 02. december 2022

Kan vi fremtidssikre jagten?

Jan Eriksen oplever et øget fokus på etiske problemstillinger i samfundet. Han mener derfor, at for at vi kan sikre jagtens legitimitet i fremtiden, skal jægerne kigge indad. Desuden ser han et behov for, at der udvises ansvarlighed og tages initiativ for at bibeholde en stemme i debatten.

Tekst og Foto: Christian Lang Jensen

Intet er sikkert i denne verden. Det gælder også jagtens berettigelse i det danske samfund. Hvordan jagten skal tage sig ud i fremtiden, afhænger af mange faktorer, og dens udformning er på ingen måde mejslet i sten. Ifølge Jan Eriksen, som er formand for Vildtforvaltningsrådet, bærer den danske jægerstand et væsentligt ansvar i forhold til at sikre jagtens overlevelse.

- Jeg mener, at jagten har en legitimitet i det danske samfund med befolkningens opbakning baseret på to forudsætninger. Den ene er, at nedlagt vildt anvendes. Det kan eksempelvis være som konsum eller pelsværk. Den anden er, at nedlæggelsen af vildtet er sikker, og at den ikke påfører unødig lidelse. Det er mit udgangspunkt for, at jagten bliver accepteret af et flertal i befolkningen, lyder det indledningsvis.

Øget fokus på etik

Jan Eriksen ser generelt en voksende tendens til at diskutere etiske problemstillinger i samfundet. Netop derfor er der opstået et øget behov for, at jægerne gransker de aspekter ved den jagtlige praksis, som i sidste instans kan være skadelige for jagtens omdømme i en samfundsmæssig kontekst.

- Jeg tror, man skal være opmærksom på, at der i samfundet er et øget fokus på den etiske tilgang til mange ting, som eksempelvis er illustreret ved MeToo-bevægelsen. Derfor er jeg af den overbevisning, at vi bør udvise rettidig omhu og se på, hvor der eksisterer noget, som, hvis ikke det forvaltes ordentligt, kan fjerne den befolkningsmæssige opbakning til jagten, pointerer han.

I Vildtforvaltningsrådet er man opmærksom på denne udvikling, hvilket har medført, at jagtens etiske problemstillinger i den kommende tid skal debatteres i rådet. Jan Eriksen tilstræber i denne sammenhæng en åben dialog med det sigte at skabe et fælles ståsted. Han ønsker at skabe et rum, hvor rådets medlemmer kan bidrage til at definere rammerne for, hvad der skal debatteres. Håbet er, at det skal generere en fælles bevidsthed om de etiske aspekter i vildtforvaltningen og være med til at fremtidssikre jagten.

Høster vi af naturens overskud?

Et af de spørgsmål, som rådet vil behandle, vedrører det jagtlige udtag af det naturlige overskud af vildt. Sætningen, at jægerne høster af et naturligt overskud i naturen, er velkendt for hovedparten af den danske jægerstand. Men er det et retvisende udsagn?

- Det siges meget ofte, at jægeren høster af naturens overskud. Jeg kan dog konstatere, at der udsættes i omegnen af 1.000.000 fasaner og over 300.000 ænder. Af vildtudbyttestatistikken fremgår det, at det, der skydes mest af, er fasaner. En stor del af dem, der bliver nedlagt, er de udsatte fugle. Er det så ikke en misforståelse, når man som jæger siger, at man høster af naturens overskud? spørger Jan Eriksen.

Det samlede vildtudbytte i Danmark lyder årligt på omkring 1.900.000 stykker vildt. Heraf nedlægges der i omegnen af 15.000 agerhøns, 380.000 gråænder og 600.000 fasaner. Disse tre arter udsættes i den danske natur, men præcis hvor stor en del af det årlige udbytte der udgøres af udsat vildt, kan ikke siges med sikkerhed.

Én ting er dog så godt som sikker. Emnet vil blive genstand for megen debat i fremtiden. Jan Eriksen ser imidlertid også andre udfordringer for jagten.

Den moderne jæger

- En anden problemstilling er, at man siger, at jægeren er en stor naturforvalter. Den moderne jæger betaler sig ofte fra, at nogle andre udfører naturforvaltningen på det areal, hvor man gennem et konsortium køber sig ind. Det passer ikke helt med det billede af, at jægeren er naturforvalter, og det er en problemstilling, vi er nødt til at drøfte i rådet, påpeger Jan Eriksen.

Samtidig ser han en udfordring i, at mange nye jægere kommer meget hurtigt igennem jagttegnsundervisningen via korte weekendkurser og ikke indgår i en form for mesterlære, som det tidligere var tilfældet. Han oplever, at en del nye jægere bruger jagten som en måde at netværke og socialisere på. Her ser han en risiko for, at uddannelse og dannelse ikke kommer i højsædet.

Ifølge Jan Eriksen er det essentielt, at jægerforbundet så vidt muligt bidrager til at uddanne og ikke mindst understøtte dannelsen blandt landets jægere, så der hersker en udbredt forståelse for det kollektive ansvar, som jægerne bærer på deres skuldre. I denne sammenhæng fremhæver han faunakriminalitet, der er en problematik, som han mener, jægerforbundet i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening tager godt hånd om.

- Det er bestemt ikke flertallet, der laver faunakriminalitet, men der finder stadig faunakriminalitet sted, og derfor er vi nødt til at adressere et kollektivt ansvar for at minimere denne problematiske adfærd. Når en fredet dyreart findes med hagl i kroppen, så vil alle pile pege mod jægerne, og derfor er man nødt til at gribe i egen barm og se nærmere på begrebet social kontrol. Det vil sige, at man højner den etiske dannelse blandt jægerne ved at øge bevidstheden om kollektivt at tage et ansvar, pointerer han.

Tages accepten for givet?

Det er en kendsgerning, at jægerne udgør en minoritet i befolkningen. Det betyder også, at jægerne er dybt afhængige af den almene befolknings accept af jagten. I Danmark er jagten bredt accepteret, men kan jægerstanden tage denne accept for givet?

- De gange hvor jeg har fået mulighed for at følge en jagt, har jeg konstateret, at når jagten er slut, så ligger der ofte mere tilbage på paraden, end jeg havde forventet. Det fører mig tilbage til udsagnet om, at det, der nedlægges, skal bruges til noget. Her tror jeg, at man som jæger skal være bevidst om, at når befolkningen tænker på, at vildtet skal anvendes til noget, så tænker de fleste nok, at det, den enkelte jæger nedlægger, skal den selvsamme person tage med sig hjem, påpeger han og uddyber:

- De meget store jagter med meget omfattende parader kan i en etisk kontekst være svære at forstå for mennesker udenfor jagtens verden, og det er endnu en ting, man som jæger bør være bevidst om.

Jan Eriksen fremhæver i denne kontekst Holland, som kun har omkring 1,6 jægere per 1.000 indbyggere, hvilket er det laveste tal i Europa. Til sammenligning er der i Danmark i omegnen af 28,3 jægere per 1.000 indbyggere.

Han ser blandt andet dette som et udtryk for, at jagt ikke er synderlig velanset i den hollandske befolkning, og derfor mener han, at vi ikke blot må tage for givet, at jagten altid vil være accepteret i befolkningen.

- I Holland, som befolkningsmæssigt er tre gange så stort som Danmark, der har man en forsvindende lille andel jægere, fordi samfundet ikke har villet det. Jagt er ikke specielt velanset dernede, og derfor bør danske jægere turde tage fat på de etiske problemstillinger for jagtens fremtid, fortæller han.

Om en lignende udvikling for jagten kunne finde sted i Danmark, er ikke nemt at svare på, men Jan Eriksen ser en risiko for, at jagten kan blive mere upopulær i den danske befolkning, hvis ikke der sættes spørgsmålstegn ved dele af den jagtlige praksis, og hvis etikken omkring jagten ikke udvikler sig i takt med tidens tendenser.

Indenfor denne kontekstuelle ramme ser han et lysende behov for, at jægerstanden kontinuerligt uddannes, og at dannelsesbegrebet kommer til at fylde endnu mere i forbindelse med den jagtlige uddannelse.

- Vi er nødt til at sikre, at den øgede viden bliver til fortsat læring og dermed dannelse hos alle jægere, lyder det fra formanden.

Fodring og skadevoldende vildt

En anden øm tå for jægerne er ifølge Jan Eriksen fodringen af vildtet.

- Vi har i Danmark noget, der ligner et våbenkapløb i fodring, og så længe der fodres i stort omfang, så fastholdes en kunstig størrelse på vildtbestandene. Jeg tror, at hvis befolkningen var bevidst om, hvor meget der fodres rundtomkring, så ville det afføde en reaktion, pointerer han.

En unaturlig dynamik og adfærd hos vildtet samt risikoen for at sprede vildtsygdomme ser han som væsentlige argumenter for på sigt at afvikle fodringen af vildt i den danske natur. Han mener ganske enkelt ikke, at tankegangen bag fodringen bærer præg af et sundt natursyn. I samme ombæring ser han et behov for en debat om skadevoldende vildt.

- Et andet eksempel på et natursyn, som vi kommer til at diskutere i rådet, finder man i Bekendtgørelsen om skadevoldende vildt. Der står: hvor ræv volder skade på den øvrige fauna. Altså, undskyld mig, men jeg kan nævne et hav af dyrearter i den danske natur, som gør skade på den øvrige fauna, påpeger han og fortsætter:

- Tag bare den ikoniske stork, som blandt andet æder fredede padder og krybdyr. På trods af dette driver det os jo aldrig til en regulering af storken, men når det kommer til ræven, er der tydeligvis et nytteelement i at skrive, at den gør skade på den øvrige fauna. Vi burde behandle alle dyrearter ligeværdigt, men ræven er et eksempel på en art, som ikke behandles på lige fod med andre hjemmehørende arter.

Hvad kan jægerne bidrage med?

Som man måske kan fornemme, er der lagt op til en glohed debat i Vildtforvaltningsrådet i den kommende tid, og det er usikkert, i hvilken retning vinden vil blæse. Jan Eriksen håber dog på en forståelse for vigtigheden af debatten fra jægernes side, og han mener, at den danske jægerstand kan gøre meget for at bidrage konstruktivt.

- Jægerstanden i Danmark er en minoritet, og derfor kræves det, at man løfter sig og er opmærksom på sin rolle i samfundet. Jagten kan kun fungere ved samarbejde. Det er for let at sige, at samfundet ikke forstår os. Vi lever i et demokratisk samfund, og her er det som hovedregel flertallet, der bestemmer. Derfor skal man som minoritet være sig sit ansvar bevidst og være initiativtagende, siger han og uddyber:

– Jeg er kæmpe tilhænger af, når jægerforbundet snakker om levestedsforbedringer, fordi det bidrager til en forbedring af biodiversiteten og vilkårene for de jagtbare arter. Samtidig bidrager det til at sikre, at andre end jægerne får noget ud af det. Man kan måske se det på den måde, at levestedsforbedringer er at så. At gå på jagt i terrænet, hvor man har forbedret levestederne, udgør dermed høsten, lyder det afslutningsvis.

Spørger man formanden for Vildtforvaltningsrådet, så er den gyldne vej for jægerne villighed til at samarbejde og at indgå konstruktivt i debatten. Ansvarlig og initiativtagende, mener han, er nøgleord for fremtidens jæger, men er det tilstrækkeligt til at fremtidssikre jagten? Det må tiden vise.