Offentliggjort den: 10. februar 2022

Fasanen og dådyret er kommet for at blive

Danmark har mange invasive plante- og dyrearter – heriblandt fasanen og dådyret. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de står til udryddelse, ligesom det er ønsket for mårhunden. De er nemlig ikke invasive ’nok’, siger biolog ved DJ Niels Henrik Simonsen.

Tekst: Torsten Lind Søndergaard

Hvornår kan man kalde sig indfødt? Et spørgsmål, der ofte stilles af biologer over hele verden, når klodens dyre- og plantearter bevæger sig over landegrænser. For eksempel har dådyret levet i Danmark i perioden fra før sidste istid. Herefter forsvandt det og blev sandsynligvis bragt hertil igen af mennesker som jagtobjekt. Dådyret bliver således omtalt i Kong Valdemars Jordebog i år 1231. Så fra det tidspunkt ved vi med temmelig stor sikkerhed, at dådyret er vendt tilbage til de hjemlige kyster.

Det smukke hjortedyr har således været i Danmark i mindst 800 år, og alligevel bliver det i biologien betragtet som invasivt.

Det samme gør sig gældende med fasanen. Den vidt udbredte hønsefugl har ikke helt så lang en historie på vores breddegrader som dådyret. Fasanen har ikke en europæisk udbredelseshistorie helt tilbage fra før sidste istid. Den blev bragt hertil fra Asien i 1562 af konge og herremænd som et nyt jagtbytte. Så 460 år er det blevet til som ’dansker’.
Men selv om dådyret og fasanen har fået betegnelsen invasiv, så er de ikke så invasive, at det afføder et krav om udryddelse, siger Niels Henrik Simonsen, der er biolog i Danmark Jægerforbund:

- Dyrearterne bliver vurderet efter, hvor store negative effekter de har på vores natur og vores hjemmehørende arter, og her scorer dåhjort og fasan relativt lavt. Mårhunden eller bjørnekloen har en langt højere score, fordi de har en langt større negativ effekt på deres omgivelser. Så jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, at dåhjort og fasan på et tidspunkt skulle gøre sig fortjent til så mange points, at vi som samfund skal til at udrydde eller bekæmpe dem systematisk på samme måde som med mårhunden og bjørnekloen, siger Niels Henrik Simonsen. Dette understreges af, at hverken canadagås, fasan, dådyr, sika eller muflon optræder på EU’s såkaldte ’dødsliste’ over arter, som medlemslandene er forpligtede til at håndtere.

I Danmark findes der som nævnt mange invasive dyre- og plantearter. Med mellemrum udarbejder Miljøministeriet en rapport om de invasive arter, deres aktuelle status og deres påvirkning af den danske flora, fauna og vores samfund generelt. Biologer vurderer arterne ud fra den bedst tilgængelige viden, og arterne tildeles points ud fra følgende kriterier:

  1. Spredningspotentiale
  2. Levestedets bevarings- og naturværdi
  3. Påvirkning på hjemmehørende arter
  4. Påvirkning på økosystemfunktioner
  5. Økonomiske effekter
  6. Helbredseffekter

- Langt hovedparten af arterne på invasivlisten er kommet for at blive, bl.a. fordi det ikke er muligt at fjerne dem. Men det er rettidigt omhu at følge med i deres påvirkning af den danske natur, og det er det, som biologerne gør løbende. At en art optræder på invasivlisten, betyder ikke nødvendigvis, at den skal bekæmpes eller udryddes, men den skal holdes øje med, siger Niels Henrik Simonsen.

Et andet parameter for, hvornår samfundet beslutter sig for at regulere eller forsøge at udrydde en art, er en vurdering af det muliges kunst.

For eksempel ville det være noget nær umuligt at udrydde sortmundet kutling, som er kommet hertil fra Sortehavet via handelsskibes ballasttanke eller den nordamerikanske signalkrebs, som er sluppet ud i de danske åer fra kommercielt opdræt. Begge arter har en negativ påvirkning af de danske levesteder, men de er realistisk set umulige at slippe af med.

Massiv indsats mod mårhund

Anderledes ser det ud med mårhunden fra Østasien. Den blev bragt til det tidligere Sovjetunionen for pelsproduktion og har siden spredt sig ud over Europa. Mårhunden står på den europæiske dødsliste, og Danmark har ifølge EU en forpligtelse til at udrydde den eller holde den nede.

I flere år håbede Miljøstyrelsen, at arten helt kunne nedkæmpes og holdes ude af Danmark. Men dels var indsatsen mod mårhunden, da den kom til Danmark første gang, for svag, og dels har arten vist sig særdeles tilpasningsdygtig i Danmark. Derfor er der nok ikke mange, som længere tror på, at mårhunden helt kan udryddes fra Danmark igen. Også den er kommet for at blive. Men i de seneste år er indsatsen for at holde bestanden nede blevet stadig mere effektiv.

De danske jægere har fået bedre værktøjer og bedre muligheder for at regulere mårhunden. Og i dag er organiseringen af jægerne og indsatsen ude omkring i den danske natur ganske imponerende, og indtil videre ser det ud til, at det lykkes at holde mårhunden fra at etablere sig på Fyn.

Så selv om mårhunden nok er kommet for at blive, viser indsatsen fra de danske jægere, at det fortsat kan betale sig at regulere bestanden hårdt – netop fordi det kan lade sig gøre.
Men hvis det indgår som en vigtig parameter, at en udryddelsesaktion overhovedet skal kunne lykkes, hvad forhindrer så en udryddelse af for eksempel dåhjort, sika og fasan:

- Det er en helhedsvurdering. Som nævnt ovenfor udgør disse arter ikke nogen kritisk udfordring for den danske natur, og de optræder ikke på EU’s ’dødsliste’. Så selvom flere af de populære jagtobjekter som canadagås, fasan, dådyr m.fl. har status som invasive arter, medfører det ikke automatisk nogen form for begrænsning i vores aktiviteter.