OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 01. september 2022

En and til gryden

Så oprandt dagen mange jægere har set frem til med store forventninger. Vejret var måske ikke det bedste til andejagt, men det kunne ikke holde to unge sydsjællændere i sengen.

Tekst og Foto: Thomas Lindy Nissen

Den 1. sept. er som juleaften for jægere med ”trækjagtsblod i årerne”.  Det er dagen, hvor det igen er muligt at skyde en krage, doublere dobbeltbekkasiner eller sikre sig en and til gryden. Sidstnævnte var planen da 18-årige Alfred Skovgaard og 19-årige Christian Friderichsen kl. 04.30 stævnede ud fra Gammel Kalvehave Havn. Lokkerne var allerede lagt ud dagen inden, så nu var det bare om at finde dem i mørket og få prammene skjult i sivskoven.

 

Lånepramme

Den stjerneklare himmel lovede ikke specielt godt for at ænderne ville flyve, men med enkelcifret temperatur og en let vind fra vest havde de trods alt håbet i behold, og om ikke andet ville det helt sikkert blive en smuk morgen.

 

Skydeprammene havde de lånt af Ulvsund Strandjagtsforening, der råder over en lille håndfuld forskellige pramme med tilhørende lokkere, som medlemmerne kan bruge. Selv om strandjægerne igennem årene er blevet færre, oplever strandjagtforeningen dog i disse år en fin medlemstilgang. Den frie jagt er da også lige uden for foreningens klubhus, der ligger i den lille havn.

Christian (t.v.) og Alfred foran Ulvsund Strandjagtsforenings klubhus I Gammel Kalvehave Havn på Sydsjælland.

Christian (t.v.) og Alfred foran Ulvsund Strandjagtsforenings klubhus I Gammel Kalvehave Havn på Sydsjælland.

 

Drengene fandt hurtigt stedet, hvor lokkefuglene var lagt ud. Skydeprammene blev placeret i sivskoven, inden de blev sløret med lidt tang. De var ikke andet end lige kommet på plads, da en flok grågæs trak gennem mørket et godt stykke ude over vandet. De var højt oppe og ikke i nærheden af at være på skudhold, men nu gjaldt det om at være vågne. Et sted under gæssene hørtes en blishøne og længere ude gråænder.

 

Første gang på vandet

For Christian var morgenen helt speciel. Han har netop erhvervet jagttegn og bestået haglskydeprøven og havde således sit første stykke vildt til gode. Som barn og ung deltog Christian på familiens jagter som bl.a. klapper og kender derfor til landjagten. Til gengæld har han aldrig oplevet strandjagt

 

De to unge jægere kender hinanden fra gymnasiet, hvor de går i samme klasse, og det var Alfred, der havde inviteret Christian med på morgenens premierejagt.

 

Omkring 05.30 hørtes de første skud, men det var langt borte og overdøvede på ingen måde bølgernes beroligende, klukkende lyde mod skydeprammenes stævne.

 

Gæs, skarv og måger trak nu talstærkt over vandet foran de to, men endnu havde de ikke set ænder. Ved 6-tiden blev der skudt et par skud, på den ejendom de to venner lå op til, og kort efter suste 10-12 krikænder ind over rørskoven små hundrede meter til højre for dem.

 

Lynhurtige ænder

Lidt senere kom endnu en flok krikænder langs kysten, hvor de bød Christian en skudchance, som han dog ikke formåede at udnytte. Han skød et enkelt skud men uden at ramme. På trods af bestået haglskydeprøve er krikænder, som skal skydes fra siddende position i en gyngende pram, måske heller ikke lige den perfekte debutchance, men sit første skud afgivet på jagt kunne han da vinge af.

Der trak mange grågæs til området, men ingen kom på skudhold denne morgen.

 Der trak mange grågæs til området, men ingen kom på skudhold denne morgen.

 

En enlig gråand kom lidt senere forbi, men lod sig ikke friste af lokkerne, mens tre grågæs kort efter landede på vandet langt ude. Herefter kom der gang i skarverne og de så skarver, skarver og flere skarver. En halv times tid efter solopgang kom der flere flokke med grågæs, for at slå sig ned små 500 meter ude på vandet. Her rastede de lidt, inden de trak op på en høstet mark, der ligger lige ned til vandet.

 

Et par gråkrager - de er også i sæson nu - fulgte kysten, men så på lang afstand ungjægernes lyse ansigter i sivskovens kant og slog af.

 

Lang sæson forude

De fik ikke flere skudchancer, inden det var tid at pakke, så de kunne nå ind til undervisning på gymnasiet. Alt i alt var det en dejlig morgen med masser af fugleliv og lyde og stemninger fra naturen. Den behagelige temperatur, som i løbet af morgenen hurtigt blev tocifret, gjorde sammen med den lette brise oplevelsen både god og hyggelig.

 Vejret var måske ikke andevejr, men smukt var det, og de to ungjægeres humør fejlede heller ikke noget.

Vejret var måske ikke andevejr, men smukt var det, og de to ungjægeres humør fejlede heller ikke noget.

 

Dømt på de skud, der blev hørt rundt omkring fra, må der være nogen, som er kommet hjem med årets første and til gryden og tillykke til dem!

 

Selv om Christian ikke fik en and denne morgen, havde han bestemt en god oplevelse.

- Det er en helt anden jagtform, end jeg er vandt til, men den er mere afslappende end en fællesjagt og indeholder bestemt nogle aspekter, der appellerer til mig, konstaterede han på molen foran jagtforenings klubhus.

 

Han har ingen fastlagte planer om at skulle på andre jagter og har ingen invitationer endnu.

- Jeg håber dog på, at muligheden dukker op, og om ikke andet så er sæsonen nu i gang, og det var sjovt at være afsted, sluttede den unge jæger, der altså stadig har sin første and til gryden til gode.

Lokvest@jaegerne.dk