Da vi fik jagttegn
Jagttegnet blev indført med jagtloven af 1922, og i år fejrer et vigtigt dokument således sin 100-års fødselsdag. Men hvad var baggrunden for, at det blev indført?
I foråret 1922 behandlede Folketingets partier udkastet til en ny jagtlov. Den gældende lov var på det tidspunkt fra slutningen af 1800-tallet, så der var en del emner at tage fat på. En af de vigtigste nyskabelser i lovforslaget var et krav om, at jægere fremover skulle have et jagttegn for at kunne gå på jagt. Det politiske udvalg bag lovens udformning lagde meget stor vægt på denne del af forslaget og kunne også begrunde hvorfor. I bemærkningerne til lovforslaget stod det meget klart:
”Af hensyn til landets fauna har man anset det for rigtigst at søge jægernes antal indskrænket”.
Det skulle indførelsen af et jagttegn – eller som man på et tidspunkt også kaldte det, en jagtskat – bidrage til. For en nutidig jæger virker det måske provokerende, at politikerne bevidst gik efter at få færre jagtudøvere i landet. Men for mange af de samtidige jægere var den kontante udmelding helt på sin plads. Ja, faktisk var det datidens store jagtorganisation, Dansk Jagtforening, der stod bag forslaget i et tæt samarbejde med to organisationer, som på mange måder ellers hørte til blandt jægernes fjender, nemlig Dansk Ornitologisk Forening og Foreningen til Dyrenes Beskyttelse.
Jægerne var med andre ord villige til at gå langt for at nå deres mål. Men en fornyelse i den danske vildtforvaltning var også stærkt tiltrængt.
Et uløst problem
Da Dansk Jagtforening blev dannet i 1884, var vildtbestandene helt i bund. Siden 1840 havde enhver grundejer haft jagtret på egen jord, og det var der mange, der benyttede sig af, enten ved at gå der selv eller ved at give andre lov. Det hårde jagttryk og den ukoordinerede jagt på datidens mange små ejendomme gjorde, at vildtmængderne tit lå langt under det, som terrænerne reelt ville kunne bære.
”Det er, navnlig i de sidste år, fra alle sider blevet erkendt, at det umuligt kan vedblive med at gå som hidtil, hvis vildtet ikke skal blive lagt øde her i landet”, konstaterede Dansk Jagtforening ved stiftelsen – og gik i gang med at redde stumperne.
Men derefter fulgte et langt dødvande, hvor foreningens forsøg på at påvirke jagten og jagtlovgivningen gang på gang strandede på politiske uoverensstemmelser i Folketinget og Landstinget, som var de to kamre, der dengang var i den danske rigsdag. Imens buldrede industrialiseringen frem med billige, massefremstillede jagtvåben i kølvandet, hvilket fik antallet af jagtudøvere, der ofte kun havde et sporadisk kendskab til jagt og vildt, til at stige endnu mere. Det gjorde ikke udfordringerne mindre.
En jægers hjertesuk i Dansk Jagttidende ved starten af andejagten i juli 1914 siger meget om problemets omfang:
”Alle løse eksistenser i den lille landsby og karlene på proprietærgårdene, ja selv røgterdrengene, lister nu om i åløbene og de små søer, som findes i et rigeligt antal her, og de stakkes ællinger må døje meget ondt. Det er ikke rart at se på, det er et temmelig råt skuespil, der udspilles, og jeg forstår egentlig godt, at mange lider med de arme dyr”.
Det var netop denne kombination af dyreværnsmæssigt kritisable metoder, svigtende fuglebeskyttelse og åbenlys manglende bæredygtighed i jagtudøvelsen, der i 1917 drev jægere, ornitologer og dyreværnsfolk sammen om at lave et fælles udspil til en ny jagtlov.
Gode ideer
Politisk set var udkastet svært at komme udenom, fordi tre så umage foreninger var fælles om det. Dermed stod det betydeligt stærkere end de udkast, som jægerne selv havde lavet ved tidligere lejligheder. Og Dansk Jagtforening, DOF og Foreningen til Dyrenes Beskyttelse havde en række velbegrundede forslag til, hvordan en moderne jagtlov burde skæres. Blandt andet var de enige om, at det nu skulle være slut med jagt om natten, på grund af mange anskydninger og uhyggelige vådeskudsulykker.
En række fældetyper og jagtmetoder, der voldte vildtet unødig lidelse, skulle også forbydes. Der var også enighed om, at der skulle indføres nye fredningstider. Disse skulle dels sikre en række arters overlevelse – f.eks. gennem fredning af arter som glente, ravn og rørdrum – dels give bedre muligheder for en mere bæredygtig udnyttelse af andre – f.eks. ved at skubbe andejagtspremieren fra midt i juli til først i august.
Desuden var der ønsket om jagttegn. Det var et af de områder, som Dansk Jagtforening lagde særligt stor vægt på i det fælles jagtlovsforslag. Tanken var, at alene det, at man skulle betale for at gå på jagt, ville få mange af de mindre seriøse jagtudøvere til at falde fra. Samtidig kunne man stille krav om, at en jagtudøver skulle have en vis alder. Og endelig ville myndighederne jo også have muligheden for at fratage en person jagttegnet og dermed retten til at gå på jagt, hvis vedkommende f.eks. begik grove jagtlovsbrud. Så kunne man, lød det fra Dansk Jagtforening, endelig få luget ud i dem, der ”samvittighedsløst, år efter år, har været med til at ødelægge vort vildt”.
Ønsket om en jagtprøve
Indførelsen af et jagttegn ville jo også betyde, at man kunne stille krav til de kundskaber, som en ansøger skulle have. De tre foreninger var enige om, at der skulle indføres en jagtprøve, der skulle bestås, før man kunne få sit første jagttegn. Man skulle bevise, at man havde det fornødne kendskab til våbenhåndtering, til de almindelige regler for jagtens udøvelse og til de vigtigste jagttider. En bedre uddannet jægerskare var et fælles mål, fordi det ville være en gevinst for såvel jagtkulturen og den bæredygtige vildtforvaltning som for dyrevelfærden og fuglebeskyttelsen.
I de tre organisationers jagtlovsudkast enedes man dog om, at det ikke var alle, der behøvede at bestå denne prøve. Man var nemlig villige til at afstå fra dette krav for så vidt angik de personer, der udelukkende ville gå på jagt på egen grund, ligesom man også anbefalede, at disse jægere kunne slippe med et særligt ”lille jagttegn”, der skulle være betydeligt billigere end et fuldt jagttegn, der også gav indehaveren mulighed for at kunne deltage i jagter hos andre eller dyrke jagten på havet.
At man foreslog et billigt jagttegn til hjemmebrug, var dog mest for at være sikker på, at lovforslaget kunne vinde gehør i Folketinget, idet der her i forvejen var stor politisk opmærksomhed på, at jagtudøvelsen i Danmark ikke måtte have social slagside.
Ja tak til jagttegnet
Da de tre foreninger i 1919 afleverede deres ambitiøse udkast til politikerne, viste det sig, at de i det store hele havde ramt plet, idet størsteparten af deres gennemarbejdede forslag blev brugt mere eller mindre direkte. Det gjaldt bl.a. ideen om jagttegnet. Fra vedtagelsen af loven i 1922 blev det derfor sådan, at alle, der ville gå på jagt, først skulle erhverve et jagttegn, som skulle udstedes af sognefogeden. Betalingen for jagttegnet gik i kommunekassen. Men sådan blev det ikke ved med at være. Ved den næste jagtlovsrevision i 1931 fik man indført den stadig gældende regel om, at jægernes penge naturligvis skal komme vildtet og jagten til gode. Herefter blev indtægterne fra jagttegnsafgiften anvendt til den jagtforsikring, som fortsat er knyttet til jagttegnet, samt til vildtplantningsordningen, vildtforskning, vildtreservater med mere.
Til gengæld kunne der hverken i 1922 eller 1931 samles politisk flertal for en tvungen jagtprøve. Denne del af forslaget gled derfor ud og blev først gennemført så sent som i 1967. Der har således været plads til forbedringer og tilpasninger i årenes løb. Men selve ideen om, at en jæger naturligvis har et jagttegn, er en følge af en fremsynet jagtlov, som blev vedtaget for 100 år siden.
