45 år i jagtens tjeneste: Der er sket virkelig meget

Efter mere end et halvt liv med fokus på uddannelse af jægerne, går 80-årige Kristian Slyk på velfortjent pension og overlader sin plads i Danmarks Jægerforbunds uddannelsesudvalg til nye kræfter. Vi bad ham se tilbage på årene, der er gået, og komme med en vurdering af den danske jæger anno 2022 - sammenlignet med jægerne i "de gode, gamle dage."

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Megen vand er løbet igennem det smalle Limfjordsstræde, der akkurat kan skimtes fra køkkenvinduet, siden dengang Kristian Slyk sidst i 1950’erne fik sit første jagttegn. Det var tilbage i en tid, hvor det ikke var nogen sag at få sådan ét – bare ned på den lokale politistation og betale et mindre gebyr, vælge mellem de tre forskellige muligheder: jagt på egen jord, jagt på anden mands jord og jagt på søterritoriet. Så var det klaret. Ingen besværlig udenadslære, ingen teoriundervisning, ingen skydetræning og ingen prøver. Intet som helst andet end et gebyr.

- Det var jo sidemandsoplæring. Så hvis man havde en bedstefar, en far, en onkel eller en ældre bror, der var jæger, så gik kundskaberne i arv på den måde, forklarer Kristian Slyk, som i mange, mange år har siddet i Danmarks Jægerforbunds uddannelsesudvalg.

Men den åbenlyse bagside af medaljen var selvfølgelig også den, at mange jægere aldrig lærte det basale. At mange havde svært ved at ramme vildtet, så anskydningsprocenten var skyhøj. Ikke noget at være spor stolt af, hvis man spørger Kristian Slyk. I 25 år har han boet her i huset i en forstad til Aalborg, fra hvis køkkenvindue man akkurat skimter solens reflekser i fjordens skumtoppede bølger. Før da boede han en årrække nordenfjords i både Nørresundby og Frederikshavn, men en undertone i hans accent røber ham alligevel. Der er noget ved den, der ikke passer ind i limfjordsidyllen. Slyk er nemlig ikke hjemmefødning i kreds 1. Oprindelig er han faktisk vestjyde fra egnen omkring Ringkøbing, i hvis flade hedeland han i sin tid trådte sine barnesko som ung jæger. Siden rykkede han mod nord, og i dag, efter 45 års aktiv tjeneste for jagtens sag, kan flere generationer af nordjyske jægere takke Kristian Slyk for indsatsen. Og hvilken indsats.

Har været med hele vejen – og endnu længere

I en alder af 80 år valgte Kristian Slyk i dette forår at trække sig fra sin mangeårige post i Danmarks Jægerforbunds uddannelsesudvalg – en post han ellers har bestridt siden forbundets oprettelse i 1992.

- For jeg lever altså ikke til jeg bliver 120 år, det kan du godt glemme, som han sagde til sin kredsformand, da han meddelte hende sin beslutning.

Kristian har med andre ord været med hele vejen, og selvfølgelig også endnu længere:

- Jeg var med i det, der dengang hed Jægernes Fællesudvalg, JFU. Det var et organ på tværs af de tre gamle jagtforbund, som siden fusionerede og blev til jægerforbundet. På det tidspunkt, og her taler vi altså 45 år tilbage i tiden, var der ikke rigtig noget undervisning tilgængelig for jægerne, men de havde jo hårdt brug for det, forklarer Kristian Slyk – for lige at vende tilbage til den tid, hvor jægerne kom lidt for let til jagttegnet.

Det var især hagl og riffel, det kneb med. Der var ikke rigtig nogen undervisere, som havde bemyndigelse til at overlade våben til andre. Så der startede vi med hagl- og riffelundervisning. Det var så det, der sidenhen fortsatte og udviklede sig i regi af jægerforbundets uddannelsesudvalg.
Selvom han trækker sig fra sin udvalgspost, fortsætter han dog som kontaktperson for reguleringsjægerne i Nordjylland. Så helt rusten er han da ikke endnu, og lige om lidt går jagten på mårhundehvalpene ind.

Det var i øvrigt Kristian Slyk, som sammen med vildtkonsulenten stod bag det første reguleringsjægerkorps i kredsen, som så dagens lys for vel 15 år siden. Dengang drejede det sig primært om byræv og husmår, og det er et koncept, som siden har bredt sig til resten af landet. I en nutid med mårhunde overalt i det jyske og snart også vaskebjørn, er reguleringsjægerne mere aktuelle end nogensinde.

Så det var da også noget af en bedrift, sådan at barsle med tanken om et reguleringskorps.

- Tja, det kan man måske godt sige. Det var i hvert fald en bedrift at det kom til at virke, svarer Kristian beskedent.

Et kursusprogram, der dækker næsten alt

Kristian Slyk har igennem årene været med til at uddanne et hav af haglskydeinstruktører, riffelinstruktører, og har på den måde haft sit lod i den store indsats, der i sin tid lå i at vende fortidens negative anskydningstal til det, vi ser i dag. Men det har ikke kun handlet om skydning. For igennem sine år i uddannelsesudvalget, har Kristian Slyk været med til at sætte en lang række af kompetenceopbyggende kurser i søen.

- Jeg tror nogle af de første kurser som jeg var med til at holde, var om foreningsarbejde - dem, som vi dag kalder for tillidsmandskurser. Nogen spurgte: Hvad er behovet derude? Og herfra forsøgte vi at lave de kurser, der dækkede folks behov. Man stak løbende fingeren i jorden for at fornemme hvad der rørte sig, lige nu og her. Der er jo kommet rigtig meget til. Vi har i dag et kursusprogram der dækker næsten alt, hvad man kan forestille sig. Det nyeste er nok buerne. Der er sket rigtig meget, fortæller Kristian Slyk, der også i sit professionelle virke har arbejdet som underviser – både ved Forsvaret og siden på teknisk skole.

Hvis du skal fremhæve én ting, du er særlig stolt af – hvad skal det så være?

- Så er det nok det, at jeg har været med til at uddanne så mange haglskydeinstruktører, at det begyndte at virke rundt omkring. Det, at vi fik så mange instruktører, at nyjægerne lærte at ramme. Det synes jeg er noget af det bedste, der er sket. Der var mange anskydninger engang, og det var der nok ingen der var særlig stolte af. Da jeg var helt ung var der en gammel jæger der sagde til mig, at gæs skal du ikke skyde på, medmindre du kan se deres øjne. Dengang kunne nogle jægere finde på at skyde til ænder og gæs ude på 50 meter. Var anskydningsprocenten ikke vendt, ville det nok have betydet begrænsninger på jagten i dag.

Mange flere kompetente jægere i dag

På en måde kan man vist roligt konkludere, at Kristian Slyk allerede har besvaret vores indledende spørgsmål om jægerne anno i dag, set i forhold til i ”de gode, gamle dage.”

Hvori ligger forskellen – altså udover det dér med at kunne ramme?

- Der er sket virkelig meget, og der er meget stor forskel. Forstået på den måde at jægerne i dag - i kraft af at der jo er undervisning for at få jagttegn - har en meget større viden end vi andre havde. Foreningerne har også fundet ud af at det er en fordel at tage sig særligt godt af nyjægerne. Det er der heldigvis mange der gør i dag, og det er ofte nogle af de ældre jægere ude i foreningerne, der står for det.

Så konklusionen er, at vi generelt har mange flere kompetente jægere i dag end dengang?

- Det har vi helt sikkert, svarer Kristian Slyk, heldigvis.