OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 03. juni 2021

Vildsvin: Det svenske luksusproblem

Efter rømninger fra hegn i 1970’erne og 80’erne etablerede vildsvinet sig med succes i den svenske natur – den tætte bestand er i dag til gene for mange landmænd, mens lige så mange jægere finder arten jagtligt interessant.

Tekst og Foto: Thomas Lindy Nissen

Selv om det er bælgmørkt skimtes den lille rotte vildsvin alligevel som sorte skygger på den nysåede mark. Jorden er fugtig og svupper lidt under støvlerne for hvert skridt Nicklas Gunnarsson og sønnen Rasmus tager. Vildsvinene selv er langt fra lydløse og fornemmer ikke reguleringsjægernes tilstedeværelse.

Der er forår i luften. Til højre for Nicklas og Rasmus høres et par viber i mørket, mens en natugle lægger lydkulisse til jagten ovre fra skovkanten. Da de svenske jægere er inde på omkring 50 meters afstand af de stadig intetanende dyr, sætter Nicklas skydestokken op, finder anlæg i den firbenede skydestok og slipper kuglen. Den letekspanderende SST-kugle træf det udvalgte vildsvin perfekt og sender dyret direkte til jorden. De resterende vildsvin flygter og vil med ret stor sandsynlighed ikke komme tilbage til denne mark – reguleringsjægernes natlige mission er næsten fuldført, kun mangler de at bjærge vildsvinet.

En artsmæssig succeshistorie

Vildsvinet indvandrede til Sverige efter istiden for omkring 11.000 år siden. Arten etablerede sig i det sydlige Sverige, hvor den blev relativt almindeligt. Da mennesket begyndte at dyrke landbrug, blev vildsvinet betragtet som en gene, ligesom det også blev krydset med tamsvin. Begge elementer antages at have bidraget til en reduktion af vildsvinebestanden på den tid.

Da der findes mange ligheder mellem vild- og tamsvin, har arkæologer vanskeligt ved at skelne de to fra hinanden i arkæologisk materiale. Det er derfor uklart, hvornår vildsvinet blev udryddet i Sverige, men der er stort set ingen tegn på, at der historisk har været fritlevende vildsvin på fastlandet i de sidste 1.000 år. Der har til gengæld været vildsvin på Øland helt frem i det 17. århundrede.

Man genindførte vildsvinet i hegn, hvilket bevirkede, at dyr, som rømmede fra disse i 70’erne og 80’erne, etablerede sig i Trosa, Björkvik og Kiladalen i Sörmland. Arten har siden spredt sig meget, og man har efter årtusindskiftet observeret vildsvin i alle län i det sydlige Sverige.

Fordele og ulemper

Vildsvin er sky, nataktive dyr, som sjældent ses i dagslys. De spor, de efterlader sig, er dog meget synlige, da de roder jorden op i jagten på spiselige plantedele og smådyr, ligesom de skrubber sig mod træer og søler i vandhuller.

I nogle områder kan deres aktivitet føre til skader på træer og afgrøder, men arten gavner samtidig spredningen af mange plantearter og hjælper til med at skabe hurtigere omsætning af næringsstoffer i skovarealer. Og så er det store antal vildsvin en skattet ressource på både et jagtlige såvel som gastronomisk plan for mange jægere – svenske såvel som danske.

Det sidste slæb

Tilbage under denne nats reguleringsjagt er blot at bjærge vildsvinet ud af marken på en dertil medbragt slæde. Senere vil det blive forlagt i Nicklas slagtehus for med tiden at ende på familiens spisebord som steg, gryderet, burger eller noget helt fjerde.

Nicklas og sønnen Rasmus er meget aktive reguleringsjægere. Flere nætter om ugen hjælper de lokale landmænd med at holde vildsvinene fri af afgrøderne og forvalter i den forbindelse flere tusinde hektarer. Når de har mulighed for det, guider de også tilrejsende jægere, der ønsker at tage kød med hjem til gryden. Tilrejsende jægere, som betaler for jagten og tager kød med hjem, er i høj kurs hos de to, da det bidrager med indkomst til dækning af markskaderne hos landmændene. Samtidig afhjælper det udfordringen med at komme af med kødet til en rimelig pris. Selv om der er udsigt til, at loven bliver ændret, må jægeren nemlig ikke – i skrivende stund – sælge det velsmagende, fedtfattige og trikintestede vildsvinekød direkte til forbrugerne. Nicklas, Rasmus og de landmænd de hjælper har således ofte vildsvinekød på tallerkenen, ligesom fryserne er fyldte af kød.

Udfordringerne – både med de mange vildsvin og afsætning af kødet – kan dog i et vildsvinetomt land og fra en dansk jægers synsvinkel, nok betragtes som lidt af et luksusproblem!