Derfor svinder den danske fauna hen: "Det er rivegalt med levestederne!"

- Er vi nået til enden af, hvad vi kan kalde frivillighedens vej? Ja, det mener jeg. Liberalismen har spillet fallit. Troen på, at den enkelte lodsejer har kunnet og villet løfte ansvaret for sin lille del af Danmarks natur har lidt skibbrud!

Så bombastisk udtaler Jens Venø Kjellerup sig. I godt ti år har han som formand for markvildtudvalget været frontkæmperen for, at den skæve udvikling i faunaen i det åbne land har kunnet vendes. Den frontkamp har stort set været forgæves, afslører et par timers samtale med Jens Venø.

- Ét eneste ord kan beskrive hovedproblemet, nemlig strukturudviklingen i landbruget, fastslår Jens Venø.

- Du kan jo se det med det blotte øje, når du kører rundt i Danmark: Vi har kæmpestore marker, golde for al andet liv end lige den afgrøde, der står så tæt som en græsplæne, velholdt og veldyrket af vores meget effektive landmænd. De er hamrende dygtige til at producere fødevarer – men det sker altså på bekostning af levestedernes kvalitet. Der er intet ukrudt og stort set ingen mulighed for sollys ned på bunden af den meget tætte afgrøde, og dermed heller intet af det liv, vi havde før effektiviteten blev så tårnhøj.

• Læs også på landbrugsavisen.dk: Jægere smider fløjlshandsken: "Der skal stilles krav om natur i landbruget"

Agerhønen

Danmarks Jægerforbunds markvildtprojekt startede i 2013. Grundideen med projektet er at stoppe tilbagegangen for harer og agerhøns, og her har bl.a. flere frivillige markvildtlav gjort store indsatser rundt omkring i landet.

Bundlinjen er desværre blot, fastslår Jens Venø, at der kun er meget få lokaliteter tilbage med selvreproducerende bestande.

- Jeg tænker ikke, at agerhønen vil helt uddø i Danmark, men bestanden vil til slut blive så lille, at et jagtligt udtag ikke længere kan forsvares. Ingen anden af vore jagtbare arter er så reproduktiv som agerhønen. Mange ældre jægere kender regnestykket med, hvor mange individer, en fugleart vil udvikle sig til på ti år, hvis der ikke er nogen dødelighed overhovedet. Her vil et par havørne bliver til 52, et par fasaner til 21 millioner, mens et par agerhøns vil mangfoldiggøre sig til 4 milliarder! Det er soleklart, at når så reproduktiv en art IKKE er i stand til at rejse sig, så er der jo noget rivegalt med levestederne. De enkelte landmænd har i vid udstrækning gjort som de har lært på landbrugsskolerne, og er hver især blevet højproduktive enheder, godt bakket op af deres organisationer. Men desværre er der blevet skabt en næsten gold ørken derude i det åbne land.

Alle har svigtet

- Det åbne land er blevet svigtet af alle, måske lige bortset fra DOF. Alle vi andre, der har større eller mindre lodder rundt omkring, har måske til dels levet i den illusion, at hvis der var og er noget galt derude i naturen – nå ja, så må det da være noget, som kollektivet, altså samfundet, løser. Men sådan kan man ikke stille det op! Vi har alle sammen et individuelt ansvar. Man kan ikke fritages for ansvar, hvis man ved, at ens driftsform ikke er bæredygtig, understreger Jens Venø.

- Hvis du som landmand bliver irriteret over, at dine store maskiner ikke rigtigt kan komme til, og du derfor graver et dige op eller fjerner et levende hegn, så kan du måske lykkes med at bilde dig selv ind, at Herre Gud – hvad betyder den smule i den store sammenhæng? Men når naboen og naboens nabo også tænker sådan – så har vi et meget stort problem, når al denne naturforringelse lægges sammen.

I et hjørne af haven ved Jens Venø og hans hustru Susannes pragtfulde landsted ligger en lille mose. Her har Jens for mange år siden båret mange skraldeposer hen og har smidt i hullet: -Jeg ved fra egen krop, hvor lavpraktisk man kunne finde på at løse sit skraldproblem. Jeg har siden forsøgt at råde bod på min dårlige samvittighed ved at dække jord over, men den kendsgerning, at skraldet ligger dernede, nager mig da stadig.

- Vi har alle en pligt til at lære af vore fejltagelser og til at blive klogere. Man skal til at indse, at som landmand er man en forvalter af levesteder. Gode levesteder skal ikke kun være henvist til, hvad man kan kalde elitenatur. Det er som om det danske samfund, herunder snart sagt alle grønne organisationer, har stirret sig blinde på, at vi bare skal lave Natura 2000 områder, paragraf 3 områder, reservater, nationalparker og senest naturnationalparker, så er den hellige grav velforvaret.

- Det er ikke andet end en form for at købe aflad! Alle med indsigt i emnet ved jo godt, at naturen på langt den største del af det danske landareal ikke får det en skid bedre af den grund. Agerhønen, viben og markfirbenet får det ikke bedre, fordi ”sidste nye mode” er urørt skov.

Mangel på lydhørhed

Jens Venø synes, at det er tankevækkende så lidt opbakning der har været til markvildtprojektet: -Trods en udbredt sympati for projektet, så har det skortet på reel opbakning og deltagelse. Det er altså ikke nok med en mindre gruppe af entusiaster, når der ikke er bred genklang hos landmændene i et område, og når ikke forslag om dyrkningsfrie kiler og andre gode tiltag bliver fulgt.

- Jeg har gentagne gange bedt højtstående personer i landbruget om at lægge jord til, også for på den møde at vise andre landmænd, at de støtter ideen, uden at opfordringen er blevet fulgt. Generelt mangler vi landmænd, der tager ejerskab til markvildtprojektet, altså støtter op om det. Vi kan fra jægerforbundets side med et ærligt hjerte, at vi har tilbudt vores rådgivning og ekspertise, men det er ikke blevet fulgt i større skala.

Udsætning

- Hvis der bare var måske 20 pct. mere vildt og dermed bedre jagt i det åbne land, så ville det gøre underværker. Det ville bl.a. fordele jagttrykket, for udsætning er jo bare et surrogat for den ægte vare. Hvorfor er det, at hvis der falder en krikand eller en sneppe på en jagt, ja, så bliver dét samtaleemnet, og ikke det dusin fasaner, der måske er nedlagt? Vi vil så gerne den ægte vare, den er bare blevet for sjælden.

- Rigtigt grebet an, så kan udsætning sagtens forsvares, og den kan også medføre positive effekter for naturen generelt. Jeg er med i et mindre konsortium med 50-60 hektar blandet jagt i en skøn natur. På en af de sidste jagter nedlagde vi et rådyr, en sneppe og 10 fasaner. Alle fasanerne var udsatte fugle, og de gav jægerne en god oplevelse – men hvorfor kan der i en flot og afvekslende biotop ikke være selvreproducerende fasaner?

Hvad er der galt derude?

- Man kan sige, at vi har samme tilgang til udsætning som landmanden har til afgrøderne på sin jord; han sår og høster, vi sætter ud og jager. Og når tingene foregår efter reglerne, så er det okay. Men rent etisk kan vi ikke forsvare de helt store udsætninger. Der har desværre været for mange eksempler på, at reglerne ikke er blevet fulgt. Senest da en rapport fra Aarhus Universitet viste, at der bliver sat fem-seks gange så mange gråænder ud som der bliver indrapporteret. Vi fik muligheden – men vi levede ikke op til ansvaret, og det ærgrer mig virkelig meget. Der skal helt andre boller på suppen, hvis ikke udsætningerne generelt skal komme i farezonen.

Hvor skal det ende?

Jens Venøs arbejde er som skovfoged i Skovdyrkerforeningen Syd, og også her kan han møde den holdning med, at tingene skal være ”pæne og ordentlige”, og at udkommet af den enkelte skov skal være størst mulig.

- Jeg har prøvet at rådgive til at lade enkelte store ”veterantræer” stå, men ejerens ønske har været at tjene mest mulig. Det må jeg naturligvis bøje mig for, men finder det en stor skam, at det altid er klingende mønt, der har det sidste ord, lyder det fra en lettere desillusioneret skovfoged, jæger og markvildtudvalgsformand.

- I mine mørkere stunder frygter jeg, at udviklingen ikke kan ændres. Men jeg vil ikke gå i graven uden at være med til at gøre forsøget! Men hvis samfundet som sådan ikke vil være med til at sørge for, at kursen lægges om, så kan vi i Danmarks Jægerforbund ikke rigtigt stille noget op. Hvis samfundet vil acceptere en forsat øgning af enorme monokulturer ude i det åbne land, kan vi jægere ikke gøre andet end at se til.

Jægers reportagehold takker af. Jens Venø følger os ud på gårdspladsen. Hans blik glider ud over marken:

- Derovre hos naboen var der et flot hvidtjørnehegn. Det rev han op for nylig, hvilket gjorde ondt at være vidne til. Hos os selv, på nærmeste mark, var drænene stoppet til. Nu er marken blevet ”vild”, og der står råvildt og viben yngler igen. Få andre sætter som landmænd pris på vores kulturarv. De elsker Højskolesangbogen, som er fuld af viber og lærkesang. Alligevel forvalter landmændene alt for ofte deres jord på tværs af, hvad faunaen har af krav til levesteder. Det er en forfærdelig skam.

Ovenstående artikel blev første gang bragt i Jæger i april 2021.