DJ vil teste samforvaltning som alternativ til arealkrav

Et flertal i Vildtforvaltningsrådet har - udenom jægerforbundet – som bekendt anbefalet arealkrav som fremtidens model for hjortevildtforvaltning i Danmark. Det lyttede miljøminister Lea Wermelin til, da hun i sommer tog skridtet mod arealkravet, som for dåvildtets vedkommende betyder, at alle, der råder over 1 hektar, må skyde én hjort større end spidshjort – derefter skal man have 50 hektar pr. større hjort, der skydes.

For kronvildtets vedkommende betyder arealkravet, at alle, der råder over 1 hektar, må skyde én hjort større end spidshjort. Hjort nummer to udløses pr. påbegyndt 100 hektar. Så hvis man f.eks. har 101 hektar, må man skyde to hjorte større end spidshjort. Hvis du har 201 hektar, må du skyde tre hjorte større end spidshjort og så fremdeles.

For begge arters vedkommende gælder at lodsejere i besiddelse af minimum 1 hektar stadig må nedlægge alle de spidshjorte man har lyst til.

Der er tale om en stærkt omdiskuteret model, som igennem årene har gravet dybe grøfter mange steder, ikke mindst indbyrdes imellem jægere. Danmarks Jægerforbund mener ikke, at arealkravet er reel forvaltning og heller ikke en metode, der vil løse opgaven med hjortebestande i alders- og kønsmæssig ubalance. Reel forvaltning skal derimod skabes ved at afprøve frivillige forsøgsordninger, hvor man lokalt indgår i nogle forpligtende samarbejder med forpligtende forvaltningsmål. På den baggrund kan der gennemføres reel forvaltning, der virker på lang sigt. Sociale dyr skal nemlig forvaltes med sociale mekanismer.

Frivillig, forpligtende samforvaltning

Da miljømisteren sidste år bekendtgjorde sin beslutning om at forfølge arealkravet, opfordrede Danmarks Jægerforbund ministeren til at bede Vildtforvaltningsrådet arbejde videre med ideen om de frivillige forsøg – uagtet hendes ønske om at indføre arealkravet. Dette er sket, og omkring april ventes den nationale hjortevildtgruppe under Vildtforvaltningsrådet at fremlægge jægerforbundets forslag til et alternativ.

- Danmarks Jægerforbund står som sagt alene om at afvise arealkravet. Som et alternativ til denne model har vi udarbejdet et forslag, der handler om frivillig, forpligtende samforvaltning. Forslaget skal nu testes på forsøgsbasis af alle dem, der kunne tænke sig at være med. Men hvordan kan noget være både frivilligt og forpligtende? Simpelt, for med frivillig mener vi, at der ikke er nogen danske jægere eller lodsejere, der skal tvinges til at gå ind i en samforvaltning. Med forpligtende mener vi, at alle dem, der melder sig til at være en del af vores forsøg, er forpligtet til at indgå i et seriøst og oprigtigt samarbejde med andre, på tværs over skel, forklarer formand for Danmarks Jægerforbunds hjortevildtudvalg, Torben Schulz Jensen.

Der lægges i øvrigt op til at det er lodsejerne, der får ansvar for at registrere antallet af hjortevildt, nedlagt på egen ejendom – ikke kun jægerne, som jo skal vide, hvor meget vildt der mangler at blive skudt, før lodsejers afskudsmål er opbrugt. For at kunne indgå i en frivillig, forpligtende samforvaltning skal man have et sammenhængende, velarronderet areal på 8.000 hektar for kronvildtets vedkommende og en noget mindre, endnu ikke fastlagt størrelse for dåvildt. En væsentlig pointe er, at en lodsejer ikke kan gøre det alene – man får ikke lov til at lukke sig omkring sig selv, blot fordi man er stor nok, og man kan reelt ikke udelukke naboer, der ønsker at være med.

Det fælles afskydningsmål skal holdes

Og hvad forpligter man sig så til – hvad består dette samarbejde så i? Først og fremmest, så handler det naturligvis om at afskyde bæredygtigt, jævnfør jægerforbundets vedtægter og natursyn. Torben Schulz Jensen forklarer:

- Når man indgår i en frivillig, forpligtende samforvaltning med sine naboer, udarbejder man et fælles afskydningsmål, hvor man sætter sig sammen og bliver enige om, hvor meget hjortevildt der kan høstes i de involverede områder. Så vil nogle sige, at man jo ikke kan vide hvor meget vildt der er i disse områder, hvilket kan være rigtigt nok. Men det er heller ikke nødvendigt at kende de præcise tal for at sætte sig et afskydningsmål. Når man sætter sig et afskydningsmål, gør man det ud fra overvejelser om, hvad der vil være den rette bestand at forvalte på, taget størrelsen af sine fælles arealer i betragtning. Så det vil sige, at hvis man f.eks. gerne vil have 400 dyr i sit område, så laver man en forvaltningsplan med udgangspunkt i at opnå dette antal. Viser det sig så at der er flere end de 400 dyr i området, så tåler man det. Man bryder ikke den aftalte plan, og man fortsætter med at afskyde, som om bestanden var på 400 dyr.

Jagt på det store hjortevildt hele året

Og hvorfor er det en fordel at gøre det på denne her måde? Så vidt har vi haft en kort jagttid, som meget hurtigt påfører hjortevildtet en unaturlig adfærd. Men hvis vi på forhånd kender antallet af dyr, der må skydes i et samforvaltende område, behøver vi faktisk ikke at have jagttid længere. I disse områder vil vi teknisk set kunne give jagten fri hele året med forvaltningstid, og vi undgår reguleringsperioder, forklarer Torben Schulz Jensen.

- Dette vil jo så også betyde, at man i samforvaltningsområderne bliver enige om nogle principper for jagtformer – det vil jo ikke gå an at lave drivjagter hver dag, for det påvirker jo også vildtet. Så man vil skulle finde ud af et fornuftigt miks af jagtformer, der passer til det konkrete område, med flere anstandsjagter og måske også dæmringsjagter, hvis det bliver svært at nå op på det afskydningsantal, man er blevet enige om. Vi vil gerne lave en rent dansk model, som tager hensyn til de mange interesser, der er på spil.

Helt overordnet tager jægerforbundet udgangspunkt i tre modeller for områder, som vi er nødt til at forholde os til i Danmark, og som ofte vil have behov for individuelle samforvaltningsstrategier:

• En model, hvor der er en meget stor lodsejer, a la Naturstyrelsen, et stort gods eller en fond, mv. Rundt om dette område er der mange mindre lodsejere
• En model, hvor der er mange relativt store lodsejere med 700-1000 hektar, med nogle små lodsejere ind imellem
• En model, hvor der er mange mindre og nogenlunde lige store lodsejere i samme område, og hvor man – under modellen for arealkrav – vil kunne skyde nogenlunde lige meget

Det ligger ikke i jægerforbundets lod at gøre sig til dommer over hvordan man definerer den bæredygtige afskydning og fordeling mellem aktørerne ude i de enkelte områder. Det må vi slet ikke, jævnfør vores vedtægter. Det, jægerforbundet skal sikre, er, at alle beslutninger, der træffes derude, foregår på demokratisk vis. Det er vores mandat.

En flerårig forsøgsordning

Torben Schulz Jensen understreger, at der med samforvaltningen er tale om en hel ny idé, som skal testes og undervejs finjusteres. Ingen forventer, at alle involverede vil være supergode til det fra dag 1, og alle i den nationale hjortevildtgruppe under Vildtforvaltningstrådet er med på, at der indledningsvis bliver tale om en forsøgsordning, hvor vi øver os. Ordningen vil løbende blive evalueret, og vi vil kunne præsentere vores resultater for andre og forhåbentlig få flere jægere og lodsejere med på vognen.

Testperioden med samforvaltning kommer til at køre sideløbende med arealkravet, men deltager man i forsøget, underlægges man selvfølgelig ikke arealkravet. Det gør til gengæld alle andre. Hvis alt går som ønsket, forventes miljøministeren at indstille modellen for samforvaltning til offentlig høring fra 1. april i år. Bege modeller skal være klar til implementering op til jagtsæsonen 2022. Ønsker man at deltage i forsøget, hvor man frisætter sig fra arealkravet og får mere jagttid, kan man allerede nu meddele dette til sin regionale hjortevildtformand.

- Men husk, at afskydningsmålet er bindende. For nogle vil det betyde, at man måske skyder færre hjorte på sit revir. Til gengæld er dette her chancen for at være med i noget, der ligner reel forvaltning frem for symbolpolitik og princippet om hver mand, sit hjortevildt, siger Torben Schulz Jensen.