OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 05. november 2021

På søndag løber Årets Vildtret af stablen

Natur, jagt og den ypperste gastronomi går op i en højere enhed, når seks af landets førende kokketeams mødes på Det Grønne Museum på Norddjurs, søndag den 7. november for at dyste om at skabe ‘Årets Vildtret’ 2021. Men dagen er også fyldt med masser af spændende jagt- og outdoor aktiviteter for publikum.

Imens kokkene tryller med det vildt, som lokale jægere har nedlagt fra morgenstunden, kan publikum blive klogere på jagt og tilberedning med en parade af udendørs- og smagsoplevelser for både store og små. Bag arrangementet står foreningen Vildt Gastronomi, som håber, at dagen vil skærpe interessen for madlavning med vildt og føre til flere vildtretter på de danske middagsborde. Publikum kan følge stjernekokkenes arbejde lige fra parade til anretning på tallerken og bl.a. prøve kræfter med at plukke og tilberede en fasan. Vildt er en fornyrbar ressource fra naturen, ligesom bær, svampe mv.

- At spise vildt er som at spise en del af naturen med helt andre smagsnuancer end det, vi traditionelt finder i køledisken. Samtidig lever vildtretter op til de krav, som moderne forbrugere stiller: Det skal være lokalt, det skal være sundt, og det skal være bæredygtigt. Med tilberedning af vildt kan man sætte hak ud for alle tre parametre og få en naturlig oplevelse oveni. Det vil vi gerne udbrede til endnu flere danskere, siger Catharina Reventlow-Mourier, der er formand for Vildt Gastronomi.

De 6 restauranter som deltager i konkurrencen

Årets Vildtret er en klassisk kokkedyst, hvor landets dygtigste kokke konkurrerer om at skabe Danmarks bedste ret med vildt.

Deltagerne er som følger:

  • Molskroen, hvor køkkenchef Steffen Villadsen forsvarer Djurslands ære
  • L'Estragon i Aarhus, med køkkenchef Sigrid Budtz-Jørgensen
  • Svinkløv Badehotel, hvor kok Elisabeth Madsen styrer indsatsen
  • Restaurant Lola, hvor Renata Zalles er den kvindelige konkurrencekok
  • Falsled Kro (vandt Årets Vildtret i 2019), med souschef Martin Peter Leth
  • Hotel Arnfeldt, Ærøskøbing, med ejer og køkkenchef Morten Arnfeldt, tidl. kok på Kokkeriet i København

Jagt og naturformidling som centrum

Men det er ikke kun smagsløgene, der skal udfordres, når Årets Vildtret løber af stablen. Med bueskydning, vilde historier fra jagtens fortid og jagthundeshow er der også rig mulighed for at blive klogere på det naturlige kredsløb, som jagten indgår i.

- Jagten har altid været en del af den menneskelige eksistens, og i dag spiller jagten en vigtig rolle for udøvernes mentale sundhed på tværs af sociale skel. Jagt bidrager til biodiversitet og naturbevarelse i Danmark. Derudover giver jagten den ultimative oplevelse af samhørighed med naturen, som flere danskere søger, siger Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund.

På dagen deltager også De Unge Naturformildere, som vil lave aktiviteter for børn og unge, såsom smagsprøver på vildtkøb, mv. Naturformidlingen foregår sammen med andre unge naturformidlere, med fokus på natur, gode oplevelser og fællesskab. De Unge Naturformidlere har bl.a. afholdt workshops på Ungdomsøen, aktiviteter på Naturmødet, oplæg på efterskoler, mv.

Læs programmet for dagen her: