Gamle krigere burde slutte fred om jagt

Under overskriften: 'Gamle krigere burde slutte fred om jagt' svarer hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Jægerforbund og formand for Trækvildtudvalget Christian Clausen igen på DOF's meget kritiske debatindlæg i Jyllands-Posten.

Indlægget kommer her:

Gamle krigere burde slutte fred om jagt

Der er nok ingen tvivl om, at jagttrykket for 50 år siden var rigeligt højt, men at tale om et for stort jagttryk i 2021 er uden hold i virkeligheden.

Det er en sidegevinst ved at blive ældre, at man somme tider fornemmer, at man har hørt eller læst det hele før. Således også Hans Meltoftes indlæg (JP 11/1) under rubrikken 'Jægerne vil ikke erkende det, men jagt gør dyrene sky'.

»Jægerne skyder beskyttede fugle i fuglebeskyttelsesområderne«, »DOF (Dansk Ornitologisk Forening, red.) tager initiativ til sag mod Danmark ved EU-domstole«, »Fuglekrigen på Nyord«. Sådan bimlede og bamlede det i dagspressen omkring 2007 – også dengang orkestreret af Hans Meltofte. Hovedformålet var at få jagten forbudt i Natura 2000-områderne.

Men pludselig blev der stille. Piben blev stukket ind. For i ”Vejledning om jagt i EF-fuglebeskyttelsesområderne” kunne man læse, at EU-Kommissionen anså jagt som en respektabel rekreativ aktivitet på linje med andre rekreative aktiviteter (inkl. fuglekiggeri), blot jagten ikke modarbejdede det enkelte Natura 2000-områdes målsætninger. Endda blev Danmark fremhævet for sin fremsynede etablering af de jagt- og forstyrrelsesfri kerneområder i det danske reservatnetværk. Tvunget til at tie stille har Meltofte siden da åbenbart ventet på revanche.

Det danske reservatnetværks betydning har Aarhus Universitet påpeget, idet forskningen viser, at fuglene, der trækker gennem Danmark, bliver længere i landet, fordi de her finder ro og føde. Reservaterne blev etableret efter et forlig mellem netop Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og Danmarks Jægerforbund fra midten af 1990’erne. Der er for tiden et arbejde i gang for at undersøge, om reservaterne lever op til sine målsætninger. De foreløbige resultater viser, at reservatnetværket virker, og fuglene kvitterer.

Der er nok ingen tvivl om, at jagttrykket for 50 år siden var rigeligt højt, men at tale om et for stort jagttryk i 2021 er uden hold i virkeligheden.

Det er vældigt moderne at kalde sine fordomme for fakta eller mere moderne alternative fakta, og det er præcis den øvelse, Hans Meltofte gennemfører, når han bibringer den sagesløse læser af Jyllands-Posten den opfattelse, at jægerne jager trækfuglene ud af landet.

Selvom hyppig røntgenfotografering dokumenterer, at jægernes seriøse bestræbelser på at nedbringe de uønskede anskydninger virker, fortæller biologen fra DOF, at han tror, at der nok er et stort mørketal af ikke fundne og altså ikke dokumenterede anskudte dyr og fugle. Igen en meget moderne fremgangsmåde: Hvis man ikke kan få virkeligheden til at passe med sit verdensbillede, ændrer man blot fortællingen om virkeligheden.

Enhver kan forstå, at jagt forstyrrer. Et affyret haglgevær siger bang bang. Men Aarhus Universitets seneste videnskabelige undersøgelse fra 2013 påviser, at jagt måske forstyrrer enkelte individer, men at jagtlige forstyrrelser ingen indflydelse har på bestandsniveau. En ældre, grundig DMU-undersøgelse fra strandengene på Nyord ved Møn fortæller, at fuglene under jagt ikke flygtede, når der blev skudt, men derimod, når mennesker bevægede sig i terrænet.

Som det fremgår, er jeg ikke imponeret, men nærmest skuffet over Meltoftes saglige og faglige argumentation. Og i det tætbefolkede Danmark har jeg har svært ved at fremkalde Meltoftes billede af ulve, der græsser ved siden af rålam, og som har aflagt deres skyhed og frygt for mennesker.

I mit verdensbillede skal der selvfølgelig være jagt også i strengt beskyttede naturområder, hvis områdets målsætninger ikke modarbejdes af jagtaktivitet.

Gamle krigere burde slutte fred.

Hvis du har abonnement på JP, kan du læse Hans Meltoftes indlæg her