OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 23. oktober 2020

Video: Fokus på hinder og kalves biologi og forvaltning

En sund og bæredygtig forvaltning af kronvildtet kræver en god biologisk forståelse af arten. Hovedfokus i vores jagt bør altid ligge på kalvene, og husk at skyde svag før stærk, og altid ung før gammel. Se videoen ”Kronhinder og kalve, biologi og forvaltning” og styrk din viden før du går på jagt.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Siden 2004 har vi - i regi af Vildtforvaltningsrådet - foretaget en målrettet kronvildtforvaltning i Danmark. Der har været meget fokus på hjortene, og mange vil sige, at der har været FOR meget fokus på dem. Én af årsagerne til den målrettede forvaltningsindsats af kronvildtet har været at reducere omkostningerne til kronvildt i skov og særligt i markbruget.

Hvis vi skal have en bæredygtig forvaltning, hvor det også er muligt at drive landbrug sammen med kronvildtet, er det vigtigt at vi har fokus på vores hinder og kalve.

Danmarks Jægerforbund har lavet filmen ”Kronhinder og kalve, biologi og forvaltning,” som giver en bedre forståelse af, hvordan du bæredygtigt kan være med til at forvalte kronhind og kalv. Se filmen her:

Skyd aldrig hinder væk fra deres kalve

I forhold til en bæredygtig forvaltning af kronvildt, er det afgørende at vi har den rigtige afskydning af hundyrene. En ukritisk afskydning af hinder er meget problematisk i forhold til at sikre naturlig adfærd, naturligt sammensatte bestande - og så er det ikke mindst problematisk for skadesniveauet for krondyrene. Det er derfor aldrig godt jægerhåndværk at skyde hinder væk fra kalve. Afskydning af kronvildt baserer sig som udgangspunkt altid på at skyde svag før stærk, og altid ung før gammel. Jo ældre dyret er, jo mere erfaring har det at give videre til de øvrige dyr i rudlen. 

Særligt på tryk- og drivjagter har vi en udfordring med, at der skydes uforholdsvis mange hinder væk fra deres kalve. Mange har tendens til at fokusere på det store dyr i rudlen, men det rigtige jægerhåndværk vil være, at få skudt en kalv.

Husk fokus på kalven

Dansk jagtkultur gør, at vi har tradition for at jage kronvildt sidst på sæsonen. Dette er ikke nødvendigvis gavnligt for et ønske om at reducere skader, forvoldt af kronvildt, og det er ikke til gunst for at sikre, at hinderne kommer stærkest muligt igennem vinteren.

Kronvildt er en dybt fascinerende vildtart, men det er også en art, som rummer en lang række konfliktpotentialer. Den bæredygtige forvaltning af kronvildt forudsætter en god biologisk forståelse af arten. Hovedfokus i vores jagt bør altid ligge på kalvene. Knæk og bræk derude!