”Spørg ikke hvad jægerforbundet vil. Spørg hellere: Hvad vil medlemmerne”

Karen Friis fra Rødkærsbro i nærheden af Viborg er et naturmenneske, som elsker sin urtehave, og som drog på fugleture med sin far – jægeren – fra den tidligste barndom. Men hun er i høj grad også foreningsmenneske med mange års ledelseserfaring i DGI, hovedorganisationen bag over 6.000 danske idrætsforeninger. Siden 1. august 2020 har hun beklædt stillingen som Danmarks Jægerforbunds direktør, og det er en stor, men også klart defineret opgave, hun påtager sig. Den drejer sig ikke om jagtfaglige opgaver, for de varetages af fagpersoner og de politisk valgte. Nej, direktørens rolle er en ganske anden:

- Jeg er blevet ansat til at have medlemsfokus, foreningsfokus og til at få organisationen yderligere udviklet. Men fordi jeg kommer med øjne udefra og ikke selv er en del af jagtkulturen, vil jeg måske også få øje på nogle helt andre ting end dem, der var tiltænkt i første omgang. Der er da sikkert nogle opgaver i den forbindelse, som vi straks kan gå i gang med, så der vil da sikkert også begynde at ske noget relativt hurtigt. Men jeg er ikke den, der laver forandringer for forandringernes skyld. Det er en vigtig pointe, understreger den nytiltrådte direktør.

Nye øjne på jagtkulturen

Det er ingen hemmelighed at Karen Friis ikke selv er jæger – ikke endnu, i hvert fald. For ambitionen er, at hun selvfølgelig skal have jagttegn. Indtil da, og indtil hun uvægerligt bliver bidt af passionen og bare må afsted på jagt, har jægerforbundet en enestående mulighed for at blive betragtet sådan lidt fra oven. Af nye, undersøgende øjne, hvilket altid er sundt.

- Der er masser af holdninger blandt jægerne – det er jo deres hjerteblod, det her. Derfor er det også en fordel for mig ikke at have forudindtagede meninger om de forskellige debatter, der verserer i jægerkredse. Det gør det lettere for mig at se tingene fra oven. Det er jo også det, man skal kunne som direktør: At se tingene i deres helhed, og at sikre sig at medarbejdere, tillidsfolk og frivillige også forholder sig til den helhed, som jægerforbundet som interesseorganisation skal være. Og her er det en vigtig opgave for mig at udvikle alle, der på den ene eller den anden måde yder en indsats, i dette her helhedsbillede.

- Jagttegnet skal være min måde at komme ind i kulturen på. Men det der lige så vigtigt for mig at komme ud og besøge nogle jagtforeninger og snakke med nogle af de folk, der er derude. For det er vigtigt for mig at høste en masse viden for at kunne forstå sammenhængene, og for på det grundlag at kunne handle. Og det har jeg brug for lidt tid til at gøre. Det er meget, meget vigtigt for mig i forhold til medlemmerne og foreningerne, at jeg forstår dem. Selvom der jo er 1000 forskellige holdninger, må man alligevel kunne uddrage nogle essenser, der kan bruges som rettesnor i forhold til, hvordan vi kommunikerer og hvad vi skal og ikke skal.

”Udefra og ind”-perspektivet

Karen Friis kommer med en buket af interessante kompetencer, som Danmarks Jægerforbund kan gøre brug af. En af overskrifterne er det, hun kalder for ”udefra og ind”-perspektivet.

- For mig betyder det, at man reelt sætter sig i modtagerens sted. At man prøver at kigge ind på organisationen fra medlemmets side og spørge sig selv: Hvad ser man, og hvad er det, medlemmerne kan og vil med det her? Spørg ikke hvad jægerforbundet vil. Spørg hellere: Hvad vil medlemmerne. Det er en model vi arbejdede rigtig meget med i DGI, hvor vi spurgte os selv: Hvad er det, vores foreninger har brug for, og hvordan er det, de ser på DGI? Så det handler kort sagt om at lytte til medlemmerne og sætte sig i deres sted. Om at finde ud af, hvordan de ser ind på forbundet og hvordan de oplever den hjælp, støtte og vejledning, som forbundet yder medlemmerne, siger Karen Friis.

Efterhånden som hun kommer dybere ind i forbundets organisation og historik, vil hun begynde at arbejde mere med denne model. I ”udefra og ind”-perspektivet skal man reelt forstå hvad det er for nogle mekanismer, der gør, at nogle jægere ikke nødvendigvis brænder for den store fællessag. Det kunne jo være at jægeren vitterlig finder den vigtig, men samtidig har stor tillid til, at jægerforbundet klarer den del. Denne jæger har måske større interesse i det lokale fællesskab, i jagtforeningen og med jagtkammeraterne.

Den moderne måde at involvere på

Karen Friis tror på, at ordet fællesskab vil komme til at opleve en stor renæssance de kommende år. Ikke blot har corona-epidemien forstærket behovet, men det var faktisk også et begreb, der især optog de yngre generationer virkelig meget længe før epidemien.

- Pointen er, at folk gerne vil bidrage frivilligt ind i nogle fællesskaber, men man skal hele tiden have for øje, hvordan folk tænker. Hvad er den moderne måde at involvere medlemmerne på? Det tror jeg at vi har brug for at blive lidt klogere på. For det er ikke nødvendigvis sådan, at det ”bare” er tilstedeværelsen af et demokrati, der gør, at man føler sig involveret. Man skal både føle sig involveret og hørt, men det er ikke det samme som at man skal have ret i alting. Selvfølgelig skal man som medlem reagere når man føler, at éns hjerteblod er truet. Men i demokratiet skal man jo også kunne og turde stå på mål for de ting, man siger. Man skal kunne tåle at blive modsagt, og man skal forpligte sig til at lytte til andres meninger og holdninger. Alt sammen i en ordentlig tone. Ellers fungerer den demokratiske diskussion jo ikke.

Et let gennemskueligt jægerforbund

Der, hvor Karen Friis umiddelbart ser et udviklingspotentiale, er der, hvor jægerforbundet formidler og forklarer politiske beslutninger, holdninger og tiltag, som måske ikke altid er lige spiselige for alle jægere.

- Her skal det være lettere at gennemskue hvorfor det er en fornuftig beslutning, forbundet har taget i en given sag. For det er jo ikke sikkert at det, vi lægger vægt på i formidlingen, er det, man har brug for at høre. Eller måske opfattes budskaberne forkert. Jeg så f.eks. en medlemsundersøgelse, som konkluderede at medlemmerne af Danmarks Jægerforbund faktisk er meget tilfredse. Så kan man som organisation jo godt vælge at læne sig tilbage og konkludere, at alt er godt. Men hvad er det for nogle spørgsmål vi har stillet? Har vi givet mulighed for at svare på, hvad man synes man mangler, og hvad man i øvrigt måtte være utilfreds med. Så vi mangler nogle hjørner her, før vi har det fulde billede.

Karen Friis er klar til udfordringen. Tag godt imod hende!