Østeuropas kinesiske kæmper
Da man for omkring 100 år siden introducerede den manchuriske sika til de ukrainske skove, skabte man grundlaget for unikke jagtoplevelser på monster-sikahjorte.
I nogle minutter følger vi en sandvej under skyggegivende egetræskroner, inden vi – for Gud ved hvilken gang denne morgen – får øje på en hjort. Der er tale om en ung hjort, som i trav kommer ind fra græssletten, for at forsvinde ned i et udtørret vandhul foran os. Hurtigt kommer vi i position, skulle flere og større hjorte følge ham og kort efter entre en pæn hjort åbningen omkring det udtørrede vandhul.
Da guiden beslutter sig for at hjorten er skudbar, sætter han skydestokken op, men den danske jæger Frank Olsen når ikke at få anlæg og afgive skud, inden hjorten igen er på farten. Uenigheden om hvorvidt det var guiden, som ikke var forudseende nok, eller om det var Frank, der var for langsom, fører til en kort, skarp debat jæger og guide imellem. Hvem der bærer skylden, kunne sikkert diskuteres længe, men det er der ikke tid til, vi skal videre på jagt.
Kæmpe jagtområde
Jagtområdet er på 25.000 ha med en estimeret bestand på omkring 400 stykker manchurisk sikavildt. I modsætning til den japanske sika (Cervus n. nippon), som er almindelig i eks. Danmark, Irland og England m.fl., stammer den manchuriske sika (Cervus n. mantchuricus) eller dybowski sika (Cervus n. dybowskii) – som den kaldes i Ukraine – fra Sydøstasien. Den blev introduceret til Ukraine for omkring 100 år siden og har siden etableret stærke bestande, som hvert år kaster imponerende trofæer af sig. Reviret, Frank jager i, er et af landets topområder, når det kommer til manchurisk sika, og det er stort set den eneste hjorteart, som findes her. Der er godt nok lidt råvildt i området, men den lille hjorteart presses hårdt af sikavildtet. Kronvildtet finder ganske enkelt ikke biotopen attraktiv, hvilket er anderledes mht. vildsvin, der dog pt. er fåtallige i området, da vildsvinepesten har hærget overalt i Ukraine de senere år.
Der er virkelig gang i brunsten på en kølig morgen som denne, og kort efter har vi igen kontakt med brunstende hjorte. Denne gang befinder de sig i tæt fyrreskov, hvor vi må snige os lydløst og helt langsomt frem, hvis det skal lykkes. Længe sidder Frank og guiden bag en tyk træstamme, mens de studerer en rudel, som de kun svagt kan anes mellem grene og stammer omkring 100 meter borte. Hjorten fløjter konstant, men vi kan ikke se den.
Ned på alle fire
På alle fire tager jægerne sig yderligere 15-20 meter frem gennem skovbunden, inden guiden gør sig klar til at kalde hjorten ind, hvis han ellers er lydhør for taktikken. Der kaldes en enkelt gang, hjorten svarer og bevæger sig – efter lyden at dømme – nærmere jægernes position. Pludselig kommer tre hinder til syne i en lille lysning til højre for den store hjort, og bag dem kommer en ung hjort. Da den unge hjort er ude i en lille lysning, hvortil der er frit skud, træder patriarken pludselig frem fra siden og sender den unge på flugt. Efter magtdemonstrationen standser han op, lægger geviret ned over nakken og udsender sit livs sidste brunstkald.
Den kugle, Frank sætter ind, træffer dyret perfekt skråt forfra og gør sin øjeblikkelige virkning – hjorten falder på stedet. Den heldige udgang på jagten og hjortens fald løfter stemningen til et – for denne morgen – ukendt niveau af glæde. Selv om starten på denne jagtrejse og servicen i lejren ikke helt levede op til, hvad Frank er vant til, fik turen en fantastisk afslutning med rigtig pyrschjagt i et unikt terræn med stor vildttæthed.
