OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 07. december 2020

Jagtfagligheden skal være i orden

Det er sin sag at forvalte en krondyrbestand, og meningerne er mange og til tider delte, når det kommer til Danmarks suverænt største, landlevende pattedyr. Faglighed, saglighed og ordentlighed bør dog som udgangspunkt aldrig tilsidesættes.

Tekst: Troels Romby Larsen
Foto: Flemming Højer

Af samme grund pågår der overalt i Danmark, hvor kronvildtet forekommer, ihærdige forsøg på at holde tungen lige i munden. Krondyrene er i deres egen og fulde ret til at betræde den jord, de har vandret på siden før stenalderen, men forekommer der urimelige mark- og skovskader – og det gør der mange steder – er der heller i ikke tvivl om, at jordbrugere, skovejere, lodsejere, jægere, forstfolk og vildtbiologer ikke kan løse problemerne uden at samarbejde.

Dagaktive dyr

Samarbejde er netop også kodeordet for den indsats, som man har initieret fra Løvenholm Gods´ side. Her ønsker man, med vildforvalter Kristian Stenkjærs egne ord, at igangsætte og forhåbentlig gennemføre en række initiativer, der sikrer at kronvildtet i det lange perspektiv igen kommer til at ”opføre sig normalt”. Med normalt menes, at dyrene bliver mere dagaktive, færdes i mindre familierudler og spredes over større områder, så enkeltejendomme ikke står med uhensigtsmæssigt store bestande med deraf følgende mark- og vildtskader.

I hvilket omfang mennesker måske selv bidrager - via jagt og ikke hensigtmæssig forvaltning - til problemerne med de mange og store rudler, er netop et af de spørgsmål, det treårige pilotprojekt måske også kan komme med svar på.

Skyd ikke de mærkede dyr!

Løvenholm Gods er derfor sammen med forskere fra DCE i gang med at mærke syv krondyr, som via deres avancerede GPS-sendere kan give løbende informationer om dyrenes bevægelsesmønstre både før, under og efter jagter. De indhentede data giver med usvigelig sikkerhed et meget bedre billede af krondyrene i landskabet end nok så mange mundtlige beretninger om dyrenes færden. Pt mangler man endnu at mærke nogle krondyr, men det, forventer man, sker snarest.

Man opfordrer naturligvis lokale jægere til IKKE at skyde de dyr, der løber rundt med en GPS-sender, men sker det alligevel, er det vigtigt, at de værdifulde sendere afleveres til Løvenholm Gods. Kristian Stenkjær beder om, at man undlader at skære det genanvendelige halsbånd over men i stedet bruger en skruetrækker til at løsne det med.

Åbenhed og transparens

Hvis kronvildtet skal forvaltes på bestande og ikke på enkelte ejendomme, kræver det, at flest mulige lodsejere og jægere samarbejder. Af samme grund er transparens et andet kodeord, der er afgørende for, om lodsejerne omkring Løvenholms godt 3000 ha store ejendom ønsker at deltage. 199 nabolodsejere var inviteret, og af dem var 75 mødt op, da Løvenholm Gods indbød naboerne til et møde den 9. september 2020.

Her var der både oplæg af godsinspektøren Jens Christian Dahl, vildforvalter Kristian Stenkjær, forskeren Hans Peter Hansen og andre, som redegjorde for, hvordan projektet var skruet sammen. Her tog man netop fat i begreber som transparens, fuld åbenhed og fravær af skjulte dagsordener ved at åbne for en kaffedrøftelse, hvor man både kunne spørge ind til projektet, formulere hvor man synes at problemerne er og komme med ideer og råd, til de personer, der udfører projektet i praksis.

Den gode diskussion

Der er mange eksempler på, at møder hvor kronvildtet er på dagsordenen, udvikler sig til ufrugtbare skænderier, fordi alle har en stærk mening om det store klovvildt. På mødet på Løvenholm kridtede Hans Peter Hansen banen op: – Grundreglerne for vores diskussion er:

  • Vi afbryder ikke hinanden
  • Vi fatter os i korthed
  • Vi går efter bolden

Interessen for at være med i det ”fælles projekt” omkring forvaltningen af de ca. 3000 stykker kronvildt, der findes i området omkring Løvenholm, synes at være stor. Det er Kristian Stenkjærs – og sikkert også mange andre lokales håb - at det lille forprojekt med mærkningen bliver en succes, så man forhåbentlig kan skaffe økonomi til at udvide det om tre år og dermed samle yderligere viden, som igen kan bidrage til en endnu bedre forvaltning af kronvildtet på Djursland.

Et langsigtet perspektiv - men et nødvendigt perspektiv.