Offentliggjort den: 18. september 2020

DOF-formand: Mange grunde til duehøgens tilbagegang

Bestanden af ynglende duehøge har det skidt i Danmark, viser tal fra Dansk Ornitologisk Forening. En ophedet debat på sociale medier og i netavisen Altinget har fået jægere og ornitologer op af stolene. Men hvad er i virkeligheden op og ned på det hele, og hvad mener ornitologernes formand?

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

I løbet af dette efterår har en strid på ord udspillet sig i diverse medier, blandt andet på netavisen Altinget, hvor jægeren og debattøren Jens Ulrik Høgh har udfordret Dansk Ornitologisk Forening (DOF) på deres undersøgelser af duehøgen. Den store rovfugl er nemlig i tilbagegang, viser de seneste tal fra Atlas III-projektet under DOF, som udkommer i bogform til oktober.

- Årsagen er formentlig, at der fortsat sker en ulovlig bekæmpelse af duehøgen i områder med store jagtinteresser, sagde Charlotte M. Moshøj, biolog og projektleder i Atlas III, i den forbindelse.

Og det var en udtalelse, som i dén grad kridtede fronterne op. Jægere kan føle sig forfulgt og udskammet som potentielle rovfugledræbere, og ornitologerne ved, at skydes der en rovfugl et sted i Danmark, ja, så er bøssen jo nok blevet affyret af en person, der har indløst jagttegn. Ikke desto mindre er det vel alt andet lige sådan, at selvom jægerne holder af at skyde nogle af de fuglearter, som ornitologerne betragter i deres kikkerter, har de to grupper af naturelskere stadig masser af fælles interesser og sager at stå sammen omkring. Og én af disse sager kan meget vel være netop duehøgen.

Men hvordan ser DOF’s formand, Egon Østergaard, på alt dette?

Misforståelser og uheldige formuleringer

- Der bliver jo skrevet meget på de sociale medier, og noget af det burde nok aldrig have været skrevet. Men der er ikke noget af det, der har været skrevet fra DOF’s side, der skal opfattes som en kritik af jægerne generelt. Overhovedet ikke. Jeg vil da gerne medgive, at noget af det, DOF har skrevet, godt kunne have været formuleret anderledes og mere nuanceret. Det kan jeg godt se i bakspejlet. Det er blevet opfattet som om, at det er jægerne, der er skyld i duehøgens tilbagegang, og det er en for simpel fremstilling, siger den sindige vestjyde, som bor midt i det gamle hedeland imellem Herning og Holstebro.

Egon Østergaard har været formand for DOF i ni år, og er til daglig folkeskolelærer i Holstebro. Det kan man godt fornemme på hans udtale: Rolig og velovervejet, altid i balance. Men bestemt også imødekommende. Han er ikke interesseret i konflikter mellem jægere og ornitologer, og han rækker beredvilligt hånden ud i ønsket om at rette fokus på duehøgens trængsler i stedet for.

- Jeg har et godt samarbejde med Claus (formand i Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen, red.), og jeg oplever, at jægerforbundet og DOF har et udmærket forhold til hinanden. Men det er klart, at når det går løs på de sociale medier, så bliver det nogle gange sat for firkantet op. Og det, mener jeg faktisk, er sket her.

Forstyrrelser, fødemangel og udnyttelse

Det ligger Egon Østergaard meget på sinde at forklare de omstændigheder, der ligger til grund for den verserende ballade om duehøgen. Den allerede omtalte Atlas III-undersøgelse, som udkommer i bogform i oktober, omhandler primært ynglefuglene i Danmark, og er baseret på omfattende fugletællinger i perioden 2014-2017. Værkerne Atlas I og Atlas II udkom i 1970’erne og 1990’erne, og tilsammen udgør de tre perioder en enestående serie, der fortæller noget om, hvordan det er gået de danske ynglefugle.

- Den glædelige nyhed er jo, at det alt i alt går rigtig godt for rovfuglearterne. Men der er tre, det går skidt for. Den ene er spurvehøg, den anden er duehøg og den tredje er tårnfalk. I duehøgens tilfælde gik den frem fra 1970’erne og til midten af 90’erne, hvor den begyndte at gå markant tilbage igen. Som det altid gør sig gældende, når vi snakker natur, så er der ikke én mulig forklaring, men mange. Og det er måske der, hvor kæden er hoppet af i den verserende debat, fortæller Egon Østergaard.

I forhold til duehøgens tilbagegang, peger DOF på fire konkrete parametre, som nok gør sig gældende med forskellige vægt i forskellige dele af landet. De markante forstyrrelser i skovene, f.eks. i form af skovning i yngletiden, mountainbikere og orienteringsløbere, der uden at vide det lægger deres ruter tæt op ad redetræerne, er givetvis et problem flere steder. Duehøge er sky fugle, som undgår steder med forstyrrelser, så de forsvinder simpelthen.

- Og i forbindelse med netop forstyrrelserne, så har DOF og jægerforbundet jo her en fælles interesse, som vi også har drøftet sammen. Megen af den her forstyrrelse, der sker i skovene – den rekreative udnyttelse – påvirker jo ikke kun rovfuglene, men også hjortevildtet. Og med hensyn til fødemanglen i det åbne land, der har vi også en fælles sag. Vi vil også gerne have mere fokus på levestederne.

Det tredje parameter omhandler netop duehøgens føde. En videnskabelig artikel, skrevet af Jan Tøttrup Nielsen fra DOF’s Rovfuglegruppe i 2019, dokumenterer, at der er en nær sammenhæng mellem antal duehøge og mængden af byttedyr. Noget tyder med andre ord på, at fødemangel i f.eks. det åbne land kan være endnu en årsag til fuglens problemer i nogle områder.

Skudt, fanget i fælde eller forgiftet

Og så kommer vi til den fjerde og sidste parameter, som ikke indbefatter den samlede danske jægerstand som sådan, men blot visse individer, der synes at leve i en svunden tid. Det er nemlig her, den ulovlige bekæmpelse kommer ind i billedet. En rapport, udgivet af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) tilbage i 2002, påviste, at der i hvert fald på det tidspunkt vitterlig fandt ulovlig bekæmpelse af duehøge sted, primært i forbindelse med fasanudsætninger i Nordjylland, og at det kan have været det, der vendte fremgangen til nedgang i 1990’erne.

- Hvis der var fasanudsætning inden for halvanden kilometer af en duehøgrede, så påvirkede det duehøgens ynglesucces og overlevelse negativt. ”Bekæmpelse af duehøge i yngletiden var således direkte korreleret til menneskelige vildtinteresser”, skrev DMU. Vi ved ikke, i hvilken udstrækning dette stadig gør sig gældende, men der er påfaldende få duehøge i nogle af de landsdele, hvor der burde være gode ynglebetingelser, og hvor der er store bestande af udsatte fasaner. Og vi ved fra de henvendelser, vi får, at det sker hvert år: En duehøg, der bliver skudt, fanget i fælde eller forgiftet. Det er jo ikke det samme som at sige, at alle Danmarks jægere bliver anklaget for at gøre sådan noget, men det vil være forkert at sige, at det overhovedet ikke finder sted. For det er der flere dokumenterede eksempler på, også de seneste år. Men det er selvfølgelig næppe hovedårsagen til duehøgens tilbagegang, siger Egon Østergaard.

Lokalt samarbejde mellem jægere og DOF’ere

Kort efter at skriverierne mellem jægere og ornitologer tog fart på de sociale medier, ringede Jægerforbundets formand, Claus Lind Christensen, til Egon Østergaard for at høre, om de to organisationer kunne gøre noget sammen i forhold til duehøgen. Fokus på information og viden ligger lige for, og der er da også noget, der tyder på, at den slags virker.

- Lad mig komme med et eksempel. Indtil for nogle år siden havde den røde glente det rigtig skidt som ynglefugl i Danmark, og det havde den faktisk haft igennem flere årtier. DOF lavede derfor sammen med Miljøministeriet en oplysningskampagne om den smukke, røde fugl, og siden da må vi bare konstatere, at det gået støt fremad med bestanden, selv om der stadig bliver fundet forgiftede glenter, fortæller Egon Østergaard.

Men han drømmer også om flere og langt mere progressive muligheder for fælles indsatser, jægere og ornitologer imellem: For hver ynglende havørn har DOF det, de kalder for en redekoordinator, som holder øje med rederne og rapporterer, hvordan det går med ynglen. I DOF-formandens drømmescenarie engagerer lokale jægere, lodsejere og DOF’ere sig i et samarbejde om at kortlægge og holde øje med duehøg-rederne, samt måske ligefrem at kortlægge rovfuglens færden i et afgrænset geografisk område, som f.eks. en kommune. Det er en sympatisk idé om et samarbejde, der finder sted ude i lokalmiljøet og ikke kun i toppen af organisationerne. Hvis blot det kunne lykkes nogle steder, vil det være meget positivt. For, som Egon Østergaard slår fast:

- Der er jo sket enormt meget over de sidste 50 år, hvor man førhen rask væk skød rovfuglene overalt, og så til i dag, hvor vi ser fremgang på næsten alle arter. Det er jo en generel indstilling til rovfuglene, der har forandret sig markant over tid.

Der er med andre ord et begrundet håb. Både for rovfuglene, for jægerne og for ornitologerne.

 

Læs også artiklerne i Altinget: