Offentliggjort den: 03. juli 2020

Arealkrav:
Vi jægere må se indad

Formand for DJ’s hjortevildtudvalg Torben Schulz Jensen mener, at vedtagelsen om arealkravet er en konsekvens af, at jægerne ikke er lykkedes med at komme med brugbare jagtetiske løsninger i bestræbelserne på at nå de forvaltningsmæssige målsætninger for kronvildtet.

Tekst: Torben Schulz Jensen, formand, DJ’s Hjortevildtudvalg
Foto: Mads Flinterup

Lad os være ærlige overfor os selv. Vi jægere har haft ualmindeligt svært ved at løfte opgaven med at skabe løsninger, der kan bringe en bedre alders- og kønsmæssig balance i den danske bestand af kronvildt. Helt grundlæggende fordi de forvaltningsmæssige tiltag, der skal til for at skabe reel forvaltning, ikke er en indgroet del af den danske jagtkultur. Hvis kronvildtet skal forvaltes på bestandsniveau, så kræver det, at vi jægere og lodsejere samarbejder over skel, og det er vi ikke vant til.

En succesfuld forvaltning af kronvildtet kan kun opnås, hvis jægere er klar til at acceptere, at vi på nogle områder skal ændre adfærd. Det er jo i virkeligheden det, der er hele pointen med en ny forvaltning af kronvildtet – vi jægere skal til at jage kronvildtet på en anderledes måde.

Forskellige forhold for kronvildt

Forholdene for kronvildtet er dertil forskellige over hele landet, og dygtige og engagerede jægere har forvaltet ’deres’ bestande forskelligt med større og mindre grad af succes. Derfor er der naturligvis også forskellige holdninger til, hvordan en forvaltningsmodel skal skrues sammen.

Efter min og jægerforbundets opfattelse, så er arealkravet ikke den rigtige vej at gå. Vi tror ikke på, at arealkravet løser udfordringerne med, at der skydes for mange hjorte og for få hundyr og kalve. Faktisk rejser arealkravet flere spørgsmål, end det giver svar. Jægerforbundet har holdt fast i, at det arealkrav, vi kender i dag i sammenspil med de jagtetiske regler, er tilstrækkeligt for jægernes høst af naturens overskud.

Har vi sejret ad h til?

Dette har på mange måder ført både jægere og hjortevildtbestande til et utroligt eventyr, hvor rigtig mange jægere har fået oplevelsen og muligheden for at nedlægge stort hjortevildt på den fri vildtbane. Går man bare 30- 40 år tilbage, var det kun de færreste forundt. Måske har vi sejret ad h til ved ikke på forhånd at have en fælles plan for, hvad det egentlig var, der var målet med det hele.

Man blev allerede opmærksom på ubalance i bestanden i 1998, og efterfølgende kom der en målsætning for det store hjortevildt, som siden har givet anledning til megen debat i forhold til afskydning og forvaltning i praksis. Naturen og vildtet er blevet til en resurse, der kan kapitaliseres på alle planer i samfundet. Både i form af markskader, jagtleje, biodiversitet, oplevelser mv. Derfor er der nu mere end nogensinde bevågenhed på hjortevildtet helt ind i de politiske partier.

En smeltedigel af mennesker med ét til fælles

Hvad kan vi så gøre ved det? Jægerforbundet har kun dets troværdighed at handle med. Vi er en organisation, der både rummer lodsejere, jægere og naturinteresserede. En smeltedigel af mennesker, som har fundet sammen via en fælles passion for jagt. Vi jægere vil vildtet, men vi har i dansk lodsejerstruktur ingen eller svag tradition for at samarbejde om forvaltningen af en vildtart, som bevæger sig over større områder.

Miljøministeren meddeler, at hun vil arbejde videre med arealkravet. Det rejser utroligt mange praktisk spørgsmål, som der skal findes svar på:

Hvilken myndighed skal kontrollere lovens hensigt? Findes der dokumentation på at indgrebet har effekt? Hvad er målsætningen? Hvordan indberetter lodsejeren, at man nu har nedlagt ejendommens max? Kan naboejendommen se, om man har skudt noget? Hvad er konsekvensen af, at en ejendom overtræder max? Får det også konsekvens for jægeren?

Vi skal være med til at finde svarene

Selvom jægerforbundet har stået uden for beslutningen om arealkrav, så håber jeg, at vi kan være med til at finde svar på de mange ubesvarede spørgsmål, så arealkravet, nu det er blevet vedtaget, kommer til at fungere så godt for os jægere som muligt.

Jeg håber at Miljøministeren vil inddrage Vildtforvaltningsrådet, så også Den nationale hjortevildtgruppe har mulighed for se på ’modellen’. Det må være en god ministers hensigt, at alle parter kvalificerer loven. Men om det bliver sådan, er ganske uvist. Vil vi tillade os selv at komme med til bordet, eller skal vi vente med at udtale os om noget der vedrører arealkrav? Det mandat har jægerforbundet naturligvis brug for bliver diskuteret forud for og på det udskudte Repræsentantskabsmøde 2020.

Jeg vil opfordre til at jægerforbundet bruger den næste tid til at se indad. Vi skal gøre op med os selv, om vi er klar til at bevise overfor omverdenen, at alle jægere kan og vil opfyldelsen af de jagtetiske regler og noget der ligner forvaltning. For vores frihedsgrader opnår jægerne kun ved ordentlighed. Det er gode rygter der dominerer i samfundets fortælling om jagten. Der er masser af gode eksempler på ordentlighed. Men bare én dum handling kræver alt for mange gode handlinger for at blive overskygget.

Lodsejere skal bidrage til registrering

Arealkravet bør være et klart signal til alle jægere om, at hvis vi ikke selv konstant stræber efter overholdelse af jagtetiske regler, så er der andre der finder løsninger. Hvis der skal være en hensigt bag loven fra lodsejerorganisationerne, må arealkravet forventeligt indføre, at alle lodsejere skal bidrage til registreringen af nedlagte hjorte. Dette som synligt bevis på at jagtetikken på den pågældende ejendom er overholdt. Det er mit håb at vi som jagtorganisation fortsætter med der opmuntrer alle jægerne til at samle de jagtlige data, som skal belyse effekterne af de forskellige forvaltningsmæssige tiltag på hjortevildtet. Dette, gerne via indlevering af tænder til tandsnit samt nødvendige detaljerede data, der bidrager til at jagt anerkendes som aktiv naturforvaltning.

Modeller om egentlig hjortevildtforvaltning er vi endnu et stykke fra. Men DJ-hjortevildtudvalget er på vej med modeller til ”Frivillige forpligtende forsøgsordninger” via Regional/lokal samforvaltning. Så længe vi ikke kender indholdet i ministerens plan, må vi prøve at beskrive modeller, der kan rumme jægerforbundets egen dagsorden for vildtet og jagten. Der kan gå år, inden vi nærmer os endelige modeller, der skal sikre en opfyldelse af målsætningen for det store hjortevildt. Jeg mener dog klart at vi skal vise samfundet, at vi med godt jægerhåndværk er klar til at løfte opgaven, samt klar og modige nok til fortsat at tage ansvaret for vildtet på os.

God sommer til alle!