Offentliggjort den: 30. august 2019

September i prammen

Efterhånden som september nærmer sig, vokser forventningerne, der hos en inkarneret strandjæger hele tiden ligger og ulmer.

Tekst og Foto: Ole Andreassen

For mange år siden fik jeg stillet det spørgsmål af en ellers glad og nygift ung pige – gift med en strandjæger:

”Hvor længe tror du, at den store interesse for strandjagt, som min mand har, vil vare ved?”

Jeg ville ikke tage modet fra hende, og jeg svarede ikke direkte på spørgsmålet. Men jeg kan huske, hvad jeg tænkte og undlod at sige:

”Hvis din mand bliver bidt af strandjagten, vil interessen vare ved hele livet, og den vil fylde meget i jeres tilværelse. Kan du leve med dette, vil det berige tilværelsen for jer begge.”

Denne holdning byggede jeg dengang hovedsagelig på baggrund af mine møder med flere inkarnerede strandjægere. Men i dag (efter 40 år som strandjæger) kan min egen erfaring underbygge denne teori. Når jeg som i dag går tur langs fjorden og med hjælp fra kikkerten konstaterer, at der ligger småflokke af ænder derude, mærker jeg denne uforklarlige følelse af spænding brede sig i hele kroppen, som jeg følte første gang som dreng, når jeg var med min far på jagt.

Jeg er så heldig, at min hustru ikke bare har kunnet leve med, at en stor del af mig tilhører strandjagten, men også er interesseret i at høre mig berette. Desuden elsker hun, lige som jeg, de middage, der er mere end sidegevinster til jagten, og hun er formidabel til at tilberede vildt.

Klargøring

Der skal afsættes en del tid til at klargøre pram og grej, der er godt slidt efter forrige sæson. Og det kan ikke siges for tit, at båden med tilhørende årer og stager samt redningsudstyr er suverænt det vigtigste for en pramjæger. Bevidstheden om dette skal prioriteres foran selve jagtiveren. Derefter kan man gå i gang med at skille geværet ad og samle det igen, gennemgå snorene på lokkefuglene, sikre, at wadersene er tætte.

Der gik jeg i fælden med at begynde at remse alt det op, man skal huske inden premieren – og så får jeg nok på puklen, fordi jeg sikkert har glemt noget. Derfor er det godt, at jeg kan henvise til denne side, hvor man kan blive mindet om, hvad man skal huske.

Den frie jagt

Det er den frie jagt, vi taler om, og der er ingen jagtleder. Det gør det til en stor udfordring for den enkelte strandjæger at kunne færdes på vandet uden at være generende for andre, såvel jægere som andre brugere af området. Jeg hører stadig beretninger om uro nogle steder de første dage af sæsonen, men med årene er strandjægerne blevet mere betænksomme, når de færdes på fiskeriterritoriet.

De omfattende love og bekendtgørelser vedrørende jagten på fiskeriterritoriet kan du læse mere om her. Derudover findes der etiske regler, der giver gode bud på, hvordan man undgår at genere andre brugere og hjælpe andre jægere i stedet for at konkurrere med dem, og hvad man selv kan gøre for at få en god stemning og derved få mere ud af sin jagtdag.

I det hele taget er det en god ide at gøre op med sig selv, hvad man forventer på en jagtdag. Hvad skal der til for at man synes, at det har været en god jagtdag? Som strandjæger kan man ikke bare sige: jeg smutter lige på fjorden og skyder et par ænder. Selv efter 40 år, hvor jeg det meste af tiden har færdedes i det samme område, er der meget, jeg ikke kan forudse inden en jagtdag. De få forudsigelser, man kan have gjort, gælder ikke de første dage i sæsonen, fordi de ekstra mange jægere tvinger fuglene til andre trækruter.

Det er naturligt, at man gerne vil have nogle af dem med hjem fra jagten. Man skal jo have afløb for sit jagtinstinkt. Men efterhånden lærer man, at det langt fra er sikkert at få skud til fugle. Derfor hører det med til jagtstemningen at kunne glæde sig over bare at se fugle samt have øje for alle de andre naturoplevelser, der er rig mulighed for. Sidegevinsterne er gaver fra naturen, og dem skal man glæde sig over. 

Forventningerne

Selv om jeg er klar over, at det er naivt at planlægge noget som helst på baggrund af, hvad jeg kan gå og observere på fjorden her få dage inden premieren, bliver jeg alligevel lokket til at forestille mig, at jeg sidder i prammen.

Nogle svaner, der ligger helt ude sejlrenden, fanger straks min opmærksomhed, og ganske rigtigt – i kikkerten kan jeg se pibeænder vippe med den hvide gump i deres iver efter at nå det ålegræs, som svanerne med deres lange halse nemt kan nippe. Det ville være en mulighed i det stille vejr at kravle på skudhold af pibeænderne. Men så fanger min opmærksomhed to gråænder, der ligger tæt sammen inde ved bredden. Da jeg igen vender kikkerten mod pibeænderne, opdager jeg, at det er en ret stor flok, og så vælger jeg gråænderne som bytte. Min erfaring er, at som kravlejæger får man mere ud af at satse på to gråænder end 100 pibeænder. 

Lidt senere på min travetur ser jeg noget så sjældent for dette område som en lille flok grågæs, der lægger an til at gå ned på vandet. Mon det skyldes, at grågæssene ikke har fundet så meget ro på land i august? Hvis jeg havde valgt at skyde til gråænderne, ville pibeænderne lette og grågæssene ville også forlade området. 

Til september får jeg og I andre strandjægere mulighed for at afstemme håb og forventninger på vandet. Knæk og bræk!