OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 26. april 2019

Mistanke om ulveangreb afvist: Kvinde blev dræbt af hunde

En halvandet år gammel sag om en dræbt turist i Grækenland vakte mistanke om ulveangreb. Det afvises dog nu af de lokale myndigheder, som har besluttet sig for at rejse straffesag mod en hundeejer.

Tekst: Max Steinar. Foto: Privatfotos

Det vakte stor opsigt, da en engelsk turist, Celia Lois Hollingworth, i september 2017 blev fundet dræbt og voldsomt lemlæstet i Grækenland. Ligsynsmanden mente, at der måtte være tale om drab begået af ulve, da skaderne var så voldsomme, at store dele af kroppen manglede.

Forfulgt af hunde

Drabet skete nær det arkæologiske område ved Maroneia i det nordøstlige Grækenland, tæt på Tyrkiet. Den 63-årige Celia Lois Hollingworth havde arbejdet for Bristol Universitet, og var alene på vej hjem fra området til sin bolig, da hun blev angrebet og dræbt. Hun nåede dog at ringe til sin bror i England, og fortalte i forståelig panik, at hun blev forfulgt af store hunde.

Alligevel mente ligsynsmanden altså, at ulve måtte være involveret. I givet fald ville det have været første gang siden 1974 (hvor et spædbarn blev dræbt i Spanien), at en eller flere vilde ulve dræber et menneske i Europa.

Straffesag mod hundeejer

Nu har de græske myndigheder imidlertid besluttet sig for at rejse en straffesag for manddrab imod ejeren af nogle store hunde. Den offentlige anklager, Dionysios Lampridis, oplyser dette i et svar på en forespørgsel fra den juridiske rådgiver og formand for Foreningen Fair Dog i Danmark, Charlotte F. Andersson.

Lampridis skriver, at han finder beviserne for, at det var hundene, der dræbte og åd turisten, tunge nok til at rejse en straffesag. Dette skete i begyndelsen af april.

Ifølge Charlotte F. Andersson er området, hvor drabet skete, karakteriseret ved mange løse hunde. Lokalbefolkningen klager over de aggressive dyr, der strejfer rundt i flokke. På grund af den skrantende græske økonomi, så er det ret almindeligt at hundeejere lukker hundene ud, så de selv kan skaffe sig deres føde.