OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 01. april 2019

En dag med en Bliv NaturligVis-formidler

Via et unikt samarbejde er projekt Bliv NaturligVis – som formidler jagt og lystfiskeri til børn og unge – med til at skabe naturoplevelser og hyggeligt samvær på tværs af generationer.

Tekst: Thomas Olesen. Foto: Thomas Olesen

En vindblæst tirsdag i september måned skulle Ebbe Johansen dele ud af sin passion for jagt til en skoleklasse. Ebbe er en af de mange dygtige frivillige formidlere, som hjælper Bliv NaturligVis med at formidle jagt og lystfiskeri til børn og unge i hele landet. Klassen, som Ebbe skulle formidle sin interesse til, var fra Virupskolen, som ligger nær Hjortshøj lige øst for Århus. Forud for arrangementet havde læreren fra 4. klasse fundet kontaktinformation på Ebbe via Bliv NaturligVis’ hjemmeside.

De havde sammen aftalt, hvordan dagen skulle forløbe, og hvad den skulle indeholde for at bidrage til læringsplanen fra skolen. På den måde har man mulighed for at gøre hvert arrangement specielt og skræddersy oplevelsen til hvert behov. Det specielle ved netop dette arrangement var, at klassen førhen har haft succes med at dele oplevelser med plejehjemmet i Hjortshøj.

Et spændende koncept, som selvfølgelig skulle testes i Bliv NaturligVis’ regi.

Formidling i øjenhøjde

4. klassen fra Virupskolen var taget på besøg hos Hjortshøj plejehjem, da de har gode forhold til et udendørs arrangement som dette. De ejer nemlig en pavillon, som ligger midt i plejehjemmets udendørsarealer. Dermed havde de ældre på plejehjemmet mulighed for at kigge ud på pavillonen, mens Ebbe holdt et oplæg for børnene. Det var tydeligt at mærke, at Ebbe havde forberedt sig hjemmefra, og at han vidste, hvad han snakkede om.

Han startede oplægget med en kort introduktion, hvorefter han hurtigt gik videre til at fortælle om Ebbe Johansen viser eleverne fra Virupskolen, hvordan man parterer en and – imens sidder plejehjemsbeboerne og følger nysgerrigt med. sine erfaringer med jagten i Danmark og i udlandet. Når man, som i dette tilfælde, har et forløb om natur, jagt eller lystfiskeri, er det en stor fordel at have en formidler ude, som har beskæftiget sig med netop dette, da vedkommende kan gøre oplægget mere levende ved at inddrage egne erfaringer samt give eksempler fra den virkelige verden, så børnene
bedre kan forstå situationen.

At flå sådan en fugl er en sanselig oplevelse for alle, og eleverne var gode til at inddrage de ældre og vise, hvordan de gjorde.

Under oplægget kom Ebbe blandt andet ind på, hvordan han startede med at gå på jagt, og hvilke dyr han har nedlagt i sin tid som jæger. Derudover snakkede han om jagtloven og jagtetik, som gav en sund debat og forståelse af jagtens rolle i Danmarks natur. Fortællingerne tog ofte udgangspunkt i og blev understøttet af medbragte rekvisitter eller billeder fra bøger. Ebbe havde blandt andet medbragt rådyropsats, træand og en bog med diverse fakta og billeder af Danmarks dyr.

Efter oplægget havde børnene mulighed for at stille uddybende spørgsmål, hvis de skulle være i tvivl om noget. Derudover havde de flittige og nysgerrige elever også forberedt spørgsmål hjemmefra, som de kunne få svar på.

Middagsmaden var sikret

Til dagen var der medbragt 15 ænder, som skulle dissekeres og senere tilberedes til et måltid. Børnene blev inddelt i hold, så alle havde mulighed for at se, når Ebbe arbejdede på fuglene. Da eleverne havde fået en fornemmelse for fuglens anatomi, havde de selv mulighed for at gå på opdagelse. Børnene tog modigt imod udfordringen om at flå anden for derefter at partere fuglen og skære de spiselige dele fra, som skulle bruges til middagen.

Den tirsdag ventede de ekstra spændte på dagens ret, fordi den både skulle tilberedes og serveres ved bordene af eleverne. Eleverne gik rundt og lagde mad på tallerknerne, alt imens Ebbe spillede på sit jagthorn

 At flå sådan en fugl er en sanselig oplevelse for alle, og eleverne var gode til at inddrage de ældre og vise, hvordan de gjorde. De gik rundt med fuglene, så alle kunne se de pæne fjer, mærke dunenes blødhed, dufte kødet og føle hinandens begejstring. Der var tændt op i bålet, og mens nogle hold gjorde fugle i stand, havde andre bålhygge med kiks og saftevand. Meningen var, at ænderne skulle have været tilberedt over bålet, men som nævnt tidligere var det en utrolig vindblæst dag, som ville udfordre madlavningen, hvis den skulle afholdes udenfor. Heldigvis var Ebbe igen velforberedt og havde taget et elkomfur med – samt grillpande, så ænderne til alles begejstring kunne blive tilberedt indenfor i lysthuset.

Mens tilberedningen af maden var i gang, rykkede de ældre ind på spisestuerne. Den tirsdag ventede de ekstra spændte på dagens ret, fordi den både skulle tilberedes og serveres ved bordene af eleverne. Eleverne gik rundt og lagde mad på tallerknerne, alt imens Ebbe spillede på sit jagthorn som en hyldest til vildtet og til det måltid, der nu skulle spises. En givende dag for alle involverede.

Læs mere om projektet på Bliv NaturligVis' hjemmeside.

Denne artikel blev første gang bragt i marts-udgaven af magasinet Jæger. Bliv medlem af Danmarks Jægerforbund og modtag Jæger direkte i postkassen hver måned.