Overvægt af hundyr?

Af det detailindberettede kronvildtudbytte fra sæsonen 2016/17 fremgår, at 49 % af de indberettede voksne dyr var hjorte. Ofte fremføres det i debatten, at når kronvildt fødes i kønsforholdet en til en, så passer det forbilledligt, at afskydningen også fordeler sig sådan. Flere studier viser dog, at kønsforholdene blandt kalvene allerede ved fødslen har en overvægt af hunner, og at det tager til helt frem til jagtsæsonen. Samtidig er erfaringen, at en tæt bestand bevirker fødslen af endnu flere hindkalve.

Skrevet af: Mads Flinterup, Danmarks Jægerforbund, 08. august 2018

I forbindelse med indførelse af septemberjagt på kronkalve på Djursland indsamlede Danmarks Jægerforbund sammen med de lokale hjortevildtlav data fra kalve nedlagt i september. Du kan læse mere om kalvenes vægt mv. i augustudgaven af Jæger eller her på siden.

Et forbløffende resultat ved oplysninger fra de i alt 32 kalve, der blev indberettet, var, at tre ud af fire var af hunkøn (figur 1). Der er ikke noget belæg for, at jægerne skulle have kønsselekteret i forbindelse med afskydningen. Af figur 2 ses det, at kalvenes vægt ikke har givet belæg for en bevidst selektion. Det kan dog ikke afvises, at hindkalve har udvist en adfærd, der har gjort dem mere eksponeret for afskydning i september, om end det virker temmelig usandsynligt. 32 kalve er et begrænset datamateriale. Det kan dog ses sammen med materialet, der blev indsamlet i forbindelse med projektet Bæredygtig krondyrforvaltning. I materialet til DCE indgik der i AU’s rapport i alt 371 kalve, nedlagt på Djursland i perioden 2008-2012. Blandt disse kalve var 58 % af dem, der var indberettet med køn, af hunkøn. På den baggrund må det siges, at der er belæg for at antage, at der er flere kalve af hunkøn i de djurslandske krondyrbestande i jagtsæsonen.

 

Hos kronvildtet er det hjortens sædceller, der bestemmer kønnet hos afkommet. Det kan derfor forekomme overraskende, hvis undfangelsen ikke sker ligeligt kønsfordelt. Nyere forskning fra andre pattedyrarter viser dog, at det kemiske (hormonelle) miljø i skede, livmoder og æggeledere kan favorisere spermatozoer bærende den ene eller anden kønscelle. Det kan således ikke udelukkes, at der allerede ved undfangelsen kan ske en forskydning af kønsforholdet.

Øget dødelighed hos hjortekalve

Kronvildtforskning peger dog på andre årsager til en overvægt af hunner blandt kronkalve. De to ting, der peges på, er øget spontan abortering af hanfostre og øget dødelighed blandt hjortekalve inden jagtsæsonen. Altså kan hele tre faktorer gøre sig gældende for, at der er flere hind- end hjortekalve, når jagtsæsonen går i gang.

Det første danske arkæologiske fund af kronvildt er gjort nær Herning og kan dateres tilbage til Cromer-mellemistiden for 850.000-435.000 år siden. Arten kronvildt har altså haft en meget lang evolutionshistorie bag sig. Igennem evolution sker der en naturlig selektion. Den naturlige selektion er med til at sikre, at de bedst tilpassede individer har den største reproduktionsmæssige succes.

Med andre ord overlever kronvildt som art, fordi det i sin væsentlighed er de individer, som har den bedst tilpassede adfærd, der videregiver flest gener. Hos en polygam vildtart vil de stærkeste hanner blive mest dominerende i reproduktionen. Tyske studier viser, at op mod 50 % af alle hjorte aldrig formår at videregive deres gener. Til gengæld vil alle hundyr reelt videregive deres gener. Kun hinder med fertilitetsdefekter videregiver ikke deres gener. Når sådanne mekanismer får lov til at virke over adskillige tusinder af år, så vil det slå igennem på artens populationsbiologi.

I Spanien er der forsket intenst i kronvildtets populationsbiologi. På den baggrund er det fastslået, at der er en sammenhæng mellem hindens kondition, kalvens vægt, hindens mælkeproduktion og mælkens energiindhold. Der er signifikant forskel på mælkens indhold hos hinder, som opfostrer en hjortekalv, og de hinder, som opfostrer en hindkalv.
De spanske studier viser samtidig, at hjortekalve ved fødsel vejer mere end hindkalve. Efterfølgende tager hjortekalvene hurtigere på. Det er med andre ord mere ressourcekrævende at udvikle et hjortefoster og dernæst at opfostre en hjortekalv. De spanske studier viser endvidere, at desto senere kalven sættes, desto mindre er hindens mælkeproduktion, og desto mindre er mælkens indhold af fedt og protein.

Alle disse studier af hindernes mælk kan formodentlig opsummeres ved at konkludere, at hinder, der producerer den ringeste mælk, har dårligere odds for at holde liv i en hjortekalv end i en hindkalv.

Da kronvildt over tid er dannet ud fra de individer, der har evnet at videregive deres gener, så har de svage individer, der har opfostret hindkalve, haft langt større gennemslagskraft end de svage hinder, der har opfostret hjortekalve. I naturlige bestande får svage hinder svage hjortekalve. Svage hjortekalve bliver svage hjorte. Svage hjorte kan dårligt gøre sig gældende mod stærke hjorte i brunsten. Dermed vil disse gener over tid tabe i konkurrencen med de svage hinder, der videregiver deres gener til hindkalve.

Når først kalven er sat, har hinden allerede ”investeret” mange ressourcer. Det er påvist, at hvis der opstår fødeknaphed, så er hinden i stand til at mobilisere eget kropsfedt til mælk til kalven. I praksis betyder det, at hinden prioriterer årets kalv over næste års produktion. Det favoriserer også svage hinder, der sætter hindkalve, idet de, der sætter hjortekalve, har større sandsynlighed for at miste kalven.

Stor tæthed giver flere hindkalve

Fra studier på den skotske ø Rum har man påvist, at over et livsforløb producerer store, stærke ranghøje hinder flere hjortekalve end de hinder, som befinder sig længere nede i rudelhierarkiet. Da der på Rum ikke har været skudt kronvildt siden 1973, har man her kunnet følge bestandsdynamikken under forhold, hvor fødetilgang og klima er de eneste faktorer, der regulerer bestanden. Når bestandstætheden øges, falder hindernes kondition, og færre hinder har høj rangstatus. Det medfører i første omgang en øget andel af hindkalve blandt de satte kalve, dernæst en højere overlevelsesrate af hindkalve end hjortekalve efter fødslen. Dertil kommer, at øget bestandstæthed også giver ringere kondition med de mekanismer, som er beskrevet ovenfor til følge. Med andre ord betyder en stigende bestandstæthed en faldende andel handyr blandt kalvene.

Denne effekt, kombineret med en øget dødelighed blandt voksne hjorte som følge af brunsten, er så udtalt, at kønsforholdet forskydes mod en overvægt af hundyr. Ved jagtophør havde bestanden på Rum en overvægt af handyr. Her 40 år senere er kønsforholdet nu stabiliseret omkring én hjort pr. fem-seks hinder. På det 5.600 ha store indhegnede Oostvaardersplassen i Holland, hvor der heller ikke foretages jagtlig forvaltning af kronvildtet, er der én hjort pr. otte hinder.

Både Rum og Oostvaardersplassen er ekstremer i forhold til det danske kulturlandskab. Forskning baseret på afgangen af kronvildt i perioden 2004-2015 på 30 delrevirer i den nordøstlige østrigske delstat Niederösterreich viser entydigt, at andelen af hindkalve i udbyttet stiger markant, når bestandstætheden stiger.

 

Der er således ingen tvivl om, at bestandstætheden og kønsforholdet i en kronvildtbestand hænger sammen. Skævvridningen mod en overvægt starter allerede ved fødslen.
Selvom Norddjurs Kommune målt på antal krondyr nedlagt pr. areal – se figur 3 – hører til blandt de områder med den allertætteste kronvildtbestand i Danmark, er bestanden næppe i nærheden af landskabets biologiske bæreevne. Det samme gælder antageligt for kronvildtet i Niederösterreich. Det er derfor tvivlsomt, om de biologiske effekter, som er beskrevet fra Rum, slår igennem i den erfarede skæve kønsfordeling i kalveudbyttet. Forklaringerne bliver derfor hurtigt af mere spekulativ karakter. Den første direkte kobling til erfaringerne fra Rum kan dog være, at rudelstrukturerne på Djursland gør, at der reelt er ganske få ranghøje hinder. En sådan situation vil kunne opstå, hvis familierudelstrukturen er ødelagt, og krondyrene i reglen året rundt optræder i store rudler. En anden forklaring kan være, at de dokumenterede effekter, hvor hindernes mælkekvalitet er afgørende for kalvens overlevelse, slår igennem af årsager, som ikke er direkte tæthedsafhængige.
For to andre hjortevildtarter, elg og ren, som dog er nærmere beslægtet med råvildt end kronvildt, er der dokumenteret en række biologiske effekter, som kan være med til at forklare en del af den skæve kønsfordeling blandt kalvene. Norske studier af elges brunstaktivitet viser en sammenhæng mellem tyrenes alder og kønsfordeling hos kalvene. Desto yngre tyrene var, desto flere køer blev beslået ved ombrunst. Køer, der blev beslået ved første ægløsning, fik flere tyrekalve end kviekalve. Kalve, som var undfanget ved ombrunst, viste en klar overvægt af hunkøn.

Stærke hanner giver flere hanner

Studier i forbindelse med kommerciel rensdyravl i Finland påviste ligeledes en tydelig konsekvens af antal og ”kvalitet” af bukkene, der deltog i brunsten. En fordobling i andelen af bukkene ved brunsten medførte, at andelen af bukkekalve steg fra 40 % til 60 % ved fødsel. Efterfølgende viste DNA-studier endvidere, at de stærke bukke fik signifikant flere bukkekalve. Det blev også påvist, at 60 % af simler, der blev beslået ved deres første ægløsning, fik bukkekalve. Blot 30 % af de simler, der blev beslået ved anden ægløsning, nedkom med bukkekalve. Men ud over at senere befrugtning havde betydning for kønsforholdet, så havde simler beslået ved ombrunst endvidere 10 dages kortere drægtighed.

Materialet fra Niederösterreich viser også en forøgelse af andelen af hjortekalve i udbyttet, når tætheden af hjorte ældre end 10 år stiger.

Der kan således være mange biologiske mekanismer, der resulterer i, at kønsfordelingen mellem kronkalve forskydes mod hunkønssiden. Hvorvidt en overvægt af hunner blandt kronkalve er et problem, er naturligvis et temperamentsspørgsmål. De ovenfor beskrevne mekanismer opstår dog alle ved situationer, der afviger fra de forvaltningsmål, der p.t. er for den danske kronvildtbestand, hvilket burde berettige til et øget fokus. I Oksbøl Krondyrreservat blev der i perioden 2008 til 2012 nedlagt 246 hindkalve og 277 hjortekalve, altså en lille overvægt af handyr. De tendenser, som udbyttet af kronkalve på Djursland viser, er altså ikke en tendens, som genfindes i alle danske kronvildtbestande.
Helt fundamentalt ændrer et skævt kønsforhold blandt kalvene den præmis, som jægere diskuterer afskydning af kronvildtet ud fra. Det gør en afgørende forskel, om udgangspunktet er en til en, en til to eller med endnu større overvægt af hunner blandt kalvene, når målsætningen for bestanden er at tilstræbe et ligeligt kønsforhold i den samlede bestand. Hvis der er en markant overvægt af hindkalve, så kan ligevægt i den samlede bestandskønsfordeling kun opnås ved, at der nedlægges markant flere hundyr end handyr.

mf@jaegerne.dk