Inspirerende trofæudstilling
I Slesvig-Holsten har man et kvotesystem på afskydningen af det store hjortevildt. Det sikrer, at der altid er et passende antal hjorte, som får lov at blive gamle. I weekenden blev de største hjorte fra sæsonen 2017-18 præsenteret på den dansk-tyske jagtmesse Outdoor 2018 i Neumünster.
En storslået trofæudstilling var et af de helt store trækplastre på årets dansk-tyske jagtmesse i Neumünster, der ligger i delstaten Slesvig-Holsten cirka en times kørsel syd for grænsen. Ikke mindst messens mange danske gæster brugte tid foran trofævæggen.
På messen havde det slesvig-holstenske jægerforbund nemlig samlet de 66 stærkeste trofæer fra kronhjorte, dåhjorte, sikahjorte, råbukke og keilere (vildsvin), der var nedlagt på fri vildtbane i området mellem landegrænsen i nord og Hamborg i syd i jagtsæsonen 2017-18.
Fra hver af delstatens kredse, der i udstrækning nogenlunde svarer til en dansk kommune, kunne der indleveres op til tre trofæer for hver art. Det gav en mere repræsentativ dækning af hele området i forhold til hvis man lod trofæernes opmålte pointsum være afgørende.
Knoglekult eller dokumentation?
Forbundets tovholder for trofæudstillingen var den professionelle skytte Dirk Bacher, der selv gennem 25 år har forvaltet en stærk dåvildtbestand i det østlige Holsten, og som desuden er formand for foreningen af herregårdsjægere i Slesvig-Holsten og Hamborg. For ham er jagttrofæerne vigtige.
– Set udefra kan det virke underligt, når jægerne har gevirerne fra deres nedlagte hjorte hængende på væggen. Er det en eller anden sær knoglekult, vi har gang i, eller hvad?, spørger Dirk Bacher, og svarer selv på spørgsmålet:
– Det er det naturligvis ikke. Dels fordi trofæet repræsenterer et minde om en jagtoplevelse for den enkelte jæger. Men især fordi en samling af trofæer fra et område også fortæller om den lokale bestands potentiale.
– Og kan der år efter år nedlægge stærke hjorte i et område, bliver trofæerne på væggen også et vidnesbyrd om, at forvaltningen af det klovbærende vildt er vellykket dér, forklarer han med en stemmeføring, der ikke lægger skjul på, at netop den målrettede jagtlige forvaltning betyder særligt meget for ham.
Fælles forvaltning med fordele
I Slesvig-Holsten har man, som i det øvrige Tyskland, bindende afskydningsplaner for de store hjortevildtarter. For at kunne deltage i afskydningen skal ens jagtterræn indgå i et lav, en såkaldt hochwild-hegering. De deltagende revirer danner et samlet forvaltningsområde på mange tusind hektar.
Den årlige afskydning fastlægges af de lokale myndigheder i samarbejde med egnens jægere, og fordelingen af kvoten på de enkelte revirer sker derefter internt i lavet på en sådan måde, at alle hen over årene får adgang til at nedlægge de relativt få, store hjorte, der årligt sættes til afskydning.
Det er denne samforvaltning, der gør det muligt, at man på jagtmessen kan lave en væg med trofæer, der for kronvildtets vedkommende stammer fra hjorte på mellem 10 og 13 år, mens dåhjortene, der trofæmæssigt kulminerer lidt tidligere, typisk er nedlagt som 9-10-årige.
– I en godt forvaltet bestand skal det ikke være et tilfælde, når der bliver nedlagt kapitale hjorte. Hele forvaltningen skal lægge op til, at der skabes og vedligeholdes en stærk bestand med et afpasset kønsforhold og en naturlig aldersstruktur. I den sammenhæng er en koordineret, selektiv afskydning på tværs af revirgrænserne en nødvendighed, forklarer Dirk Bacher.
De udstillede hjorte vidner om, at forvaltningen ikke er helt skæv. For kronvildtets vedkommende fordeler de sig nogenlunde jævnt på medaljeklasserne, mens dåvildtet, med ganske få undtagelser, alle er i guldmedaljeklassen.
Guldmedaljens bagside
Men selv om nabojægerne har givet hinanden håndslag på hvad der må skydes, er det alligevel ikke altid, at alt går efter afskydningsplanen. På årets trofæudstilling i Neumünster var både den stærkeste dåhjort og den stærkeste kronhjort således ikke nedlagt på jagt, men derimod fundet som faldvildt.
– Særligt for kronhjortens vedkommende var det ærgerligt, fortæller Dirk Bacher og peger på trofæet af den ulige 20-ender, som har en fremtrædende plads på udstillingen.
– Stængerne på den er 120 centimeter lange, men virker kortere, fordi de samtidig er så usædvanligt kraftige. Med sine 254 point og en trofævægt på over 12 kg. er det en af de stærkeste hjorte, der er registreret i Slesvig-Holsten. Man har fulgt den gennem de seneste fem år, men vurderede, at den skulle gå et år mere, inden den blev nedlagt, beretter den engagerede ekspert.
Er det så ikke trist, at naturen kom jægerne i forkøbet?
– Jo, naturligvis kunne man godt unde en jæger den oplevelse, som det ville være at nedlægge sådan en hjort. På den anden side ved vi, at der altid vil være en vis naturlig dødelighed i en bestand. Jeg vil hellere fokusere på, at de lokale jægere er konsekvente i deres forvaltning og at de vælger at følge deres faglighed.
– Dermed kommer denne hjort til at vidne om den ansvarsbevidsthed blandt jægerne, der skal til for at man kan forvalte hjortevildtet optimalt, slutter Dirk Bacher.
