I baronens eng

Historien om en helt almindelig fællesjagt, som de udfolder sig overalt i Danmark i denne tid.

Skrevet af: Karsten Andersen, 16. november 2018
Foto af: Karsten Andersen

En sky af farvestrålende visne blade regnede mildt ned fra de store bøgetræers grene. Bag det røde skovløberhus strakte en porremark sine massivt blågrønne blade sig, så langt øjet rakte, inden disen til sidst fik overtaget og kun lod det fjerne skels trætoppe rage op over den grå verden.

– Jeg vil gerne have alle skytterne over til venstre, mens hundefolkene bliver hos mig.
Jeg gik over til udhuset på den modsatte side sammen med de andre skytter, mens mine tre kolleger fra Auning Skole tog opstilling sammen med konsortiets formand Mads Holst og de andre drivere.

– Vi skal have skudt noget råvildt i dag, sagde Mads og kiggede sig veloplagt rundt. Ellers så må der skydes det, jagtloven tillader. Vi har fire såter i dag, måske fem, det kommer an på, hvor meget råvildt vi får skud til, og vel at mærke skyder. Husk på afstande, pas på hinanden, og pas på vores hunde.

Han gjorde en lille pause, og et bredt smil bredte sig under den skaldede isse.
– Skulle der komme ulv for, må der selvfølgelig ikke skydes, men ellers knæk og bræk.
Så vidt var det altså kommet. Hvis der var en, der havde sagt til mig for 30 år siden, at jeg en dag skulle deltage i en drivjagt, og hvor ulv blev nævnt på parolen, så ville jeg have rystet på hovedet. For kun fire dage siden havde jeg siddet på lærerværelset og snakket med Mathilde, en af mine kolleger, og hun havde fortalt, at hendes mand, Brian, som jeg kendte rigtig godt som en dygtig og pålidelig jæger, på vej hjem fra jagt var kørt af hovedvejen, som løb gennem Løvenholm Skov, havde set en ulv krydse vejen kun 20 meter foran bilen. Her, hvor jeg stod, sammen med Gl. Estrup-konsortiet, var der kun små 10 kilometer til det område, hvor Brian havde mødt ulven. Jo, det var så sandelig nye tider i lille Danmark. Jeg kom tilbage til virkeligheden, da en af konsortiets medlemmer rakte en hat frem mod mig fyldt med små papstykker med numre på. Jeg trak nummer fire, hvilket var det nummer, jeg ville blive sat af på resten af dagen. Simpelt, men godt.

Gl. Estrup-jagtkonsortiet bestod af 25 mand. Mine tre lærerkolleger Claus, Martin og Mikkel havde været med i konsortiet i henholdsvis to sæsoner for Claus og Martins vedkommende, mens det var første sæson for Mikkel.

Det muntre jagthorn

Vi parkerede bag Landbrugsmuseet med fin udsigt til Gl. Estrups smukke røde bygninger. Første såt lå helt klos op ad Landbrugsmuseets store æblehave. Parkeringspladsen foran herregården var fyldt med biler. Jeg håbede ikke, at det havde noget med den nys afsluttede æblesæson at gøre. Nå, men det vidste folkene sikkert alt om. Skytterne blev sat af langs en bred markvej, som snoede sig ned mod Allingåen. Der gik kun ganske kort tid, inden jeg kunne høre jagthornets muntre melodi, der fortalte, at drevet var gået i gang.

Vejret var mildt. Det havde truet med regn hele morgenen, og det havde også dryppet en smule, da jeg var ved fjorden med hundene klokken halv seks. Nu så det ud til at holde tørt.
Det blev en begivenhedsløs såt, dog alligevel krydret med dusinvis af skinnende blå skovduer, der susede frem og tilbage over hovedet på os skytter, efterhånden som drevet nærmede sig og skræmte duerne op fra de høje, nøgne træer.

Så blev der blæst jagt forbi.

Herremanden Scheel

Skytterne blev samlet på den mudrede vej, mens hundefolkene gik i en stor bue ned mod åen, og den enorme skovpart, som lå klos op ad å-løbet. I skovbrynet stod der et par skydetårne. Jeg tænkte på naturoplevelsen ved at sidde her en majmorgen eller -aften med de vidtstrakte marker og slottet som dekorativ baggrund. Mens vi gik ned for at blive stillet for nede langs skovparten, tænkte jeg på historien om den rige Christen Scheel, herremanden til Gl. Estrup, som i sine velmagtsdage havde kunnet ride på godsets jorde hele vejen fra Grenå til Viborg. Vistnok ikke helt sandt, men en god historie. Familien Scheel var en af datidens rigeste slægter i Danmark.

Jeg løftede hatten, takkede for min post og stillede mig til at vente. Claus havde sagt til mig, da jeg var blevet inviteret, at det var en god ide at have en jagtstol med, da et par af såterne var enormt lange. Jeg havde afslået og sagt, at det gik nok.

En gang imellem er man for stolt til at indrømme over for de yngre kolleger, at man ikke er en ung mand længere. Nå, det skulle nok gå. Da der var gået en halv time, var drevet endnu ikke i nærheden. Jeg var ved at være træt i benene. En sneppe hvirvlede ud mellem træerne. Min sidemand snurrede rundt og slængte et skud efter fuglen, der faldt som en sten mellem træerne på den anden side. Jeg nikkede anerkendende til ham, med en finger til hatteskyggen. Nu kunne man svagt høre drevet. Muntre råb og indimellem ophidsede hundeglam. Så faldt der to hurtige skud derinde, en skinger glammen fra en af hundene, derefter ophidsede råb fra driverne. Stadig for langt borte, til at man kunne høre, hvad det handlede om. Nu faldt der et skud fra en af sideposterne og så endnu et. Jeg flyttede på de gamle, trætte ben. En hund brød gennem tykningen, hoppede over den brede grøft, apporterede sneppen, som lå på den anden side, og forsvandt samme vej tilbage, som den var kommet fra.

Flot seksender

Mikkel dukkede op, ildrød i ansigtet og kun i skjorteærmer, bravt svedende trods den kølige, grå novemberdag.

– Så du noget, Karsten?

– Jeg så naboen skyde en sneppe. Hvad blev der skudt på i drevet?

– En pæn seksender. Og et meget lille lam, som om en af hundene tog, fortsatte han.

Der blev blæst jagt forbi, og den smattede skovvej blev hurtigt fyldt med farvestrålende jægere og hunde. Mikkel og jeg gik sammen ned til Martin og Claus, der stod med de øvrige i selskabet og kiggede på en stor flot seksender. En af driverne havde skudt den. Ved siden af bukken lå der en sneppe.

– Hvad synes du om terrænet, spurgte Claus, som var min vært i dag.

– Det er et fantastisk område, svarede jeg begejstret.

Der var endnu en såt inden middagsmaden. Konsortiets formand forlod os og kørte sammen med et par af de andre tilbage til skovløberhuset for at gøre maden klar. Imens blev vi andre stillet på poster langs et meget stort engareal med store områder med lyssiv og tagrør.

Drevet startede næsten oppe ved herregården, hvis røde mure dannede en særpræget kontrast til de muntre farver, som skytter og drivere bar. Her ved denne eng havde herremanden garanteret også stået på jagt. Det var nemt at forestille sig. Jeg så ham for mig, siddende på en fin stol med en tjener klar til at lade for ham. Den stol kunne jeg vist godt have brugt lige nu. Jeg kom ikke til at vente længe, som en eksplosion skød de første bekkasiner op af vegetationen og hvirvlede afsted. Skyttekæden i den fjerneste ende af såten fik de første chancer. Det så fantastisk ud, når lange stråler af røg skød ud af geværløbet, inden lyden af skuddet nåede frem til mig. Indimellem faldt der en af de små vævre flyvere, men der var flest huller i luften. Så var det drevets tur. Et par bekkasiner fløj op lige foran driverne og blev fulgt af en kanonade, inden yderste mand sendte den ene fugl til jorden med et velrettet skud. En bekkasin kom susende direkte mod mig. Jeg fulgte den og trykkede af og noterede mig min første forbier med min gamle Sauer. Lige idet min finger krummede sig om aftrækkeren og beredte sig på at sende andet skud afsted, slog det mig, at det var Bismuth-patroner, og at kasseapparatet ringede, hver gang jeg trykkede på aftrækkeren, så jeg lod være. Grin bare ad mig! Løvenholm, som ejede skovene omkring Gl. Estrup, havde pålagt konsortiet at bruge Bismuth under jagterne på deres område. Engene blev en fantastisk oplevelse. Det var lang tid siden, at jeg havde set så mange bekkasiner. Jeg tænker, der blev brugt for 1.000 kroner patroner, kun på bekkasiner, og da såten blev blæst af, lå der apporteret ni-ti bekkasiner. Jeg kunne nu ikke have gjort det bedre.

De korte novemberdage

Duften af varm flæskesteg med rødkål, suppleret med Aunings bagers fantastiske leverpostej og groft rugbrød bagt i de tidlige morgentimer, fik mine tænder til at løbe i vand. Det smagte dejligt. Det blev en hyggelig middagspause, hvor vi lærerkolleger sad sammen og drøftede dagens oplevelser. Som det så ofte går, når man har fået noget godt at spise, er det svært at få pisket benene i gang igen. Dagene i november er alt for korte! Da vi skytter traskede væk fra skovløberhuset, op forbi et gammelt stendige, som sikkert var anlagt tilbage i 1600-tallet, og som fulgte en snorlige række af vældige bøgetræer, som sikkert var fra midten af 1800-tallet, følte man historiens vingesus, samtidig med at den grå dag gik på hæld.

Skytterne blev placeret langs en vej, der løb igennem skoven mellem to store bakker bevokset med ældgamle bøgetræer. Drevet startede nede ved skovløberhuset. Langt borte kunne jeg høre jagthornets klang. Længe skete der ikke noget, så dukkede et stykke råvildt op og løb på langs af skyttekæden et stykke oppe på den skovklædte bakke. Jeg fulgte det spændt. Dyret, en rå, stoppede op og lyttede anspændt til lyden af hundene, inden det fortsatte og forsvandt mellem træerne. Et par skud rungede i den stille eftermiddag. En regn af bøgeblade faldt som store, farverige snefnug ned over os. To dyr kom listende frem mellem bøgene, stoppede og fik formentlig øje på skytterne, inden de satte kurs mod hovedvejen, som man kunne høre i det fjerne.

Et skud drønede fra en af sideposterne.

Så dukkede drevet op. Svedige og forpustede kom driverne glidende ned ad de stejle bakker, mens møgbeskidte hunde stormede rundt mellem skyttekæden. Det var slut nu, slut på en fantastisk smuk og spændende dag.

Hjemme ved det røde skovløberhus blev vildtet linet op til parade. Formanden, Mads, holdt en afsluttende tale, hvor han kom med muntre bemærkninger til det lille antal bekkasiner, men de mange skud. Efter talen blev der afholdt en auktion, hvor skytter og drivere kunne byde på det nedlagte vildt. Derefter var der kun tilbage at sige farvel og tak til især Claus for dagen, kravle ind i sin bil og køre hjem og smide sig på sofaen i brændeovnsvarmen, mens fjernsynet fik øjenlågene til at blive tungere og tungere.

Få Jæger i postkassen

Du har netop læst en artikel fra Danmarks Jægerforbunds medlemsblad, Jæger. 

Medlemmer af Danmarks Jægerforbund får bladet 11 gange om året i både postkassen og i appen på deres telefon.

Bliv medlem af Danmarks Jægerforbund.